Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Privat

Diernæs får besøg af et helt nyt koncept, når Vinyl & Vermouth rykker ind i forsamlingshuset fredag den 21. november. Her smelter musik og smag sammen i en aften, hvor nostalgiske LP’er og krydrede dråber går hånd i hånd.

Bag arrangementet står tre lokale musikentusiaster – Kåre Linnebjerg, Jakob Holm og Leif Michael Roos – der lover en aften med både musik, smag og gode historier.

Gæsterne kan glæde sig til at smage på sydfynsk vermouth fra producenten Vildskab, deltage i en musikquiz og ikke mindst selv bidrage med deres yndlingsplade, når scenen åbnes for et fælles vinylshow.

Der loves en uformel og hyggelig stemning, hvor både lyd og smag får plads – og overskuddet går til Diernæs Forsamlingshus.

Arrangementet finder sted fredag 21. november 2025 kl. 19–22, og billetter koster 100 kroner.