Tekst og foto: Henrik Poulsen
Noget ganske usædvanligt har ramt kandidaten fra Lokallisten Anne Inez Jensen i Nygade i Faaborg. Hen over de seneste to uger har hun modtaget fem låg fra sildebøtter – smidt direkte ind gennem hendes brevsprække af en ukendt person ved fem forskellige lejligheder.
– Det begyndte for omkring 14 dage siden, fortæller Anne.
– Jeg troede først, det var nogle børn, der lavede sjov. Men da det skete igen og igen – fem gange i alt – begyndte jeg at synes, det var mærkeligt.
Episoderne startede kort efter, hun satte sin valgplakat i vinduet ud mod gaden. Det får hende nu til at spekulere på, om der kan være tale om politisk chikane.
– Jeg kan næsten ikke tro andet, siger hun. – Jeg har aldrig gjort nogen fortræd – jeg hjælper folk via mit frivillige arbejde i menighedsrådet og handler for ældre. Så jeg forstår det simpelthen ikke.
Selv om hændelserne ikke har gjort hende direkte bange, mærker familien ubehaget.
Min datter synes ikke, det er rart. Hun bad mig om at låse døren, men jeg vil ikke lade mig skræmme.
Anne har overvejet at sætte kamera op, men har i stedet valgt at observere diskret.
– Jeg har fået nok. Hvis det fortsætter, må jeg tage det videre. Og hvis personen, der gør det, læser med her, så vil jeg bare sige: stop det. Hvis du har noget på hjertet, så kom og ring på. Min dør og min telefon er altid åben, siger hun fast.
Siden søndag, hvor Anne satte en seddel på brevsprækken og truede med en politianmeldelse har der ikke været flere låg i brevsprækken – men sagen har sat sine spor.
– Det er så mærkeligt. Hvem gør sådan noget? Jeg håber bare, at det stopper her, slutter Anne Inez Jensen.










