Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Transportministeriet

Bilister på vejene omkring Faaborg skal snart vænne sig til nye permanente stærekasser.

Transportministeriet har nemlig besluttet, at der skal opsættes tre nye stærekasser på Fyn – mellem Odense og Faaborg samt mellem Svendborg og Faaborg og ved Nyborg, fortæller TV2-Fyn.

Formålet er at øge trafiksikkerheden, og erfaringerne viser, at det virker. Ved den eneste eksisterende fynske stærekasse på Bogensevej i Odense er gennemsnitshastigheden faldet fra 50 til 43,5 kilometer i timen.

I alt afsættes 64,2 millioner kroner til initiativet, der både omfatter udskiftning af de nuværende 20 stærekasser og opsætning af 30 nye rundt om i landet.

Når projektet er fuldt gennemført, vil der være 60 stærekasser fordelt over hele Danmark – og altså flere af dem på vejene omkring Faaborg.

Det forventes, at etableringen af de 60 ATK-standere kan påbegyndes i 2027 med en gradvis udrulning.