Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Privat

Det var ikke kun FC Faaborgs Thomas Kjeldsen, der kunne tage en pris med hjem fra årets Fynsk Fodbold Award 2025. Også Mikael Nyegaard Madsen fra SFF2015 blev hædret – som Årets fynske holdkammerat.

Prisen gives til en spiller, der gør en ekstraordinær indsats for sammenhold, klubånd og fællesskab – både på og uden for banen. Og Mikael Nyegaard Madsen blev beskrevet som “den ultimative holdkammerat”.

I begrundelsen for hæderen lød det blandt andet, at Mikael er indbegrebet af en holdkammerat, leder, humørbombe og klubmand. Han møder altid til træning, giver 110 procent og går foran med smittende energi og engagement. Han tager sig særligt godt af de unge spillere, sørger for grin i omklædningsrummet og skaber fællesskab, hvor alle føler sig velkomne.

Uden for banen er Mikael også en nøgleperson i klubben – han arrangerer sociale aktiviteter, hjælper til ved events og er altid klar til at tage en ekstra tørn, uanset om det gælder tøjvask, opsætning af telte eller at hente spillere til kamp.

Hos SFF2015 er der da også stor glæde og stolthed over anerkendelsen. Mikael Nyegaard Madsen beskrives som en uundværlig del af klubben – elsket og respekteret af både spillere, trænere og bestyrelse.