Noret i Dyreborg – på tur med Erik Vinther

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Erik Vinther og Henrik Poulsen

Biolog Erik Vinther har atter lokket Det Rigtige Faaborg med på tur – denne gang til et overset, men helt særligt naturområde; Noret ved Dyreborg. Med sin sædvanligt entusiasme og store viden guider han os gennem overdrev, skov, strand og strandeng på jagt efter et helt særligt fund. Undervejs deler han rundhåndet ud af anekdoter og fakta om både flora og fauna, og holder os i spænding om, hvad vi finder for enden af stien.

I slutningen af 80’erne besøgte Erik Vinther Noret ved Dyreborg sammen med Botanisk Forening. Dengang fandt de både strandtudse og grønbroget tudse, arter, der siden 1990 kun er registreret ved Knold.

- Annonce -

KV2025 - Annoncen er finansieret af DF, Faaborg-Midtfyn - Læs mere på www.detrigtigefaaborg.dk/politiskannoncering

For nyligt genopdagede Erik området, hvor der i mellemtiden er anlagt små vandhuller, som holdes åbne for solens adgang. Håbet er, at tudserne vender tilbage.

Biologen havde dog ikke held med at spotte en tudse på sin sidste tur, men til gengæld spottede han en isfugl, som er en relativt sjælden art i Danmark, og da den farverige fugl tilmed er meget sky, er den noget nær et eksklusivt syn.

– Isfuglen yngler ved vandløb og søer, men søger ofte mod havet på denne årstid, hvor den bliver resten af året. Lige nu er der også meget gang i trækfuglene, se, der flyver fx en stor regnspove, som er Danmarks største vadefugl.

Men Erik fandt også noget andet på sin sidste tur ved Noret. Noget, han holder tæt til kroppen. Noget, som befinder sig for enden af ruten og er særdeles gode nyheder for den sydfynske natur.

Fra parkeringspladsen ved Drejet bevæger vi os under flokke af viber, væk fra havet og de karakteristiske, små badehuse, og op langs Noret – en smal, bugtet indsnævring – med nord-vestlig retning mod Dyreborg. Stien er kuperet og ikke egnet for barnevogne og dårligt gående, men den er perfekt til børnefamilier og andre nysgerrige sjæle.

– Turen er ikke så lang, men det er bare generelt et smukt og spændende sted med mange forskellige ting at kigge på.

En slået sti leder os gennem det høje græs, og allerede få meter inde støder vi på et tæppe af blomstrende rødkløver, med enkelte pletter af rejnfan – en kurveblomst med tætte, gule blomsterstande.

– Rejnfan har tidligere været brugt mod alverdens sygdomme, bl.a. mod indvoldsorm, fordøjelsesproblemer, tandpine og gulsot. Planten indeholder giftstoffet thujon, og man kan også lave et udtræk, som kan anvendes til bekæmpelse af myg og andre insekter.

Vi møder bukketorn, en plante mange kender uden at vide det, og faktisk er den en moderne superfood.

– Busken tilhører natskyggefamilien, ligesom tomater og kartofler. Den har nogle gevaldige torne, og så får den nogle røde, aflange bær, nemlig goji-bær, som er spiselige, og som de fleste kender.

Snart dukker vild gulerod op. Den er forfader til én af vores mest spiste grøntsager, guleroden, og nuldrer man bladene eller den hvide blomsterskærm, vil duften være sød og velkendt. I midten af den hvide skærm kan man af og til se en mørkerød eller sort blomst, som har skabt undren i flere hundrede år – endda hos en af de første, store naturforskere.

– Darwin lagde også mærke til den lille, mørke blomst, der kommer i nogle af blomsterskærmene på vild gulerod, og han undrede sig over, hvorfor den opstod hos nogle og ikke hos andre.

I 2013 fandt forskere ud af, at blomsterskærme med den mørke blomst, en såkaldt polymorfisme, blev markant mindre angrebet af gulerodsgalmyggen. Blomsten efterligner den galde, som galmyggen danner efter et angreb, og derved signalerer planten, at den allerede er blevet angrebet, hvilket afskrækker myggen fra at lægge flere æg. Myggen flyver videre, og guleroden undgår angreb. Raffineret.

– Det er et godt eksempel på det kapløb, der altid foregår mellem værtsplanter og snyltere. Vi bevæger os ud på den våde og salte strandeng, som rummer en særlig samling planter. Her ser vi strandasters med deres lilla kurveblomster, og så flere syddanske specialiteter som strandsiv, udspilet star og strandkarse.

– Strandsiv er forholdsvis sjælden på Fyn og har sin hovedudbredelse på Sydfyn, Lolland, Falster, Møn og den sydligste del af Sjælland.

Det er særlige arter, der kan overleve i en saltholdig jordbund, og i de sumpede områder vokser dermed helt andre planter end i de mere ferske og tørre områder. Fx ville rødkløver slet ikke kunne overleve i vandkanten, de ville simpelthen dø af vandmangel (se mere i infoboksen).

Vi bevæger os tilbage til det tørre område, hvor rølliken vokser. Røllike er en indfødt art og en del af kurvblomstfamilien. Den tilhører verdens mest artsrige familien med mere end 20.000 arter, og det siges, forklarer biologen, at romerske legionærer altid bar røllike i deres tornystre som en fast del af udstyret, da planten blev brugt til at stoppe blødninger og hele sår. Herhjemme har planten desuden været benyttet mod krampe, mavepine og ophørt vandladning.

Halvvejs på ruten får vi øje på den gamle pumpemølle. Møllen blev opført i første halvdel af 1800-tallet på et dengang lille næs i Noret med henblik på at afvande et lille, inddæmmet område, som med et kvalificeret gæt har været benyttet til græsning. Området ved møllen har gennem årene skiftet form og vekslet mellem at være oversvømmet og tørlagt. I dag vokser der en meget våd rørskov bestående af tagrør og klart vand.

Vi finder lidt ly for regnen, da vi går gennem et skovområde, der byder på både gule blommer og søde, sorte brombær, men det er den højtvoksende vedbend, som fanger biologens opmærksomhed.

– Vedbend kan vokse 30 meter opad. Den bruger sine hæfterødder til at hæfte sig til stammen af træet. Her sætter den nye skud uden hæfterødder og med helt andre blade. Skuddene har gulgrønne blomster i kuglerunde blomsterstande, der tiltrækker masser af bestøvende insekter, men først til næste år kommer der modne, sorte bær på planten. Fuglene spiser frugterne, som så spredes via deres klatter.

På slåenbuskenes grene basker en grønåret kålsommerfugl med sine hvide vinger, hvorpå grønne tegninger løber hen over som årer. Der sidder også en seksplettet køllesværmer, og med seks røde pletter på hver af de metallisk blåsorte vinger signalerer den, at den er meget giftig. Med sine kølleformede antenner betragtes køllesværmere som en mere primitiv sommerfugl.

Erik løfter fortsat ikke sløret for, hvad det er, vi kan forvente at finde, når vi kommer til enden af ruten, men det må være godt, for vi fortsætter trods en tiltagende regn, der
finder vej ind gennem samtlige tøjlag.

Vi går forbi gul snerre, også kaldet Jomfru Marias sengehalm, da dens små, gule blomster på stilke dufter krydret på grund af indholdet af kumarin, og blev tidligere brugt i sengehalm til at udbrede en dejlig duft. Blomsterne har også været anvendt til at farve gul, mens rødderne kunne bruges til at farve fx uld i en kraprød farve.

Engbrandbæger er under stor spredning i Danmark og har også nået området ved Noret, hvilket er både godt og skidt.

– Den store spredning hænger antageligt sammen med de mange braklagte arealer i 90’erne, som gav gode spiringsmuligheder for planten. Den er giftig for husdyrene og dermed træls at få ind på områder, hvor der skal høstes til hø. Men den er god for insekterne.

Helt anonymt står cikorien, for vi er nået ud på eftermiddagen, og kurveblomsten har lukket sig sammen, men efter lidt besvær med at lukke den op, finder Erik kurvens mange små blomster med femtakkede kronblade og små, togrenede grifler, som er vokset op gennem støvknaprøret.

Planten er ikke indfødt, men indført af munke for længe siden, forklarer han, og i 1834 brugte man roden fra cikorie sammen med rugkerner til at skabe kaffeerstatningen Rich’s, som især blev benyttet under besættelsestiden og kunne købes frem til 2009.

Biologens smil bliver større, da vi passerer et meget artsrigt overdrev med bugtet kløver, hjertegræs, blåklokke og nøglearten blåhat (se evt. mere om blåhat i magasinet fra november 2024), men smilet forsvinder, da han støder på den næste plante.

– Det er mark-krageklo, som var et frygtet og forbistret ukrudt i middelalderen. For når marken skulle pløjes kunne ploven sidde fast i de seje rødder, som kunne blive op til to meter lange. Planten blev dengang kaldt ‘okse-bie’ og ‘heste-gilding’, for plantens rødder er så seje, at okser og heste, der trak ploven, måtte henholdsvis vente, bie, eller også blev de overanstrengte og sterile, gilding.

Blikket rettes mod vandet, da en toppet skallesluger flyver forbi. Det er en hun, kan biologen oplyse, og den har et par unger ved sin side, for fuglen yngler gerne her i det sydfynske. Et par svaner ligger længere ude og vugger på vandet, hvor Knold ligger som et bugtet baggrundstæppe.

Erik retter kikkerten ud over det store delta, hvor viber, stor regnspove, stormmåger, sølvmåger, fiskehejrer og en enkelt dobbeltbekkasin står på øerne, mens knopsvaner og blishøns vugger i vandet.

Vi er endeligt nået til det spændende sted, som Erik har stillet mig i udsigt. For sidst, han tog turen herud, kiggede han nemlig ned og så … en lort.

Den ligger her endnu, lorten, og med den rette forklaring, smitter biologens begejstring hurtigt.

– Der er rester af fiskeskæl i lorten, og så lugter den ikke af rovdyr, så jeg er sikker på, det er fra en odder, og det er meget gode nyheder for området.

For odderen er et vigtigt tegn på en sund natur, og den fungerer som en indikatorart for vandsystemernes tilstand. Den blev fredet tilbage i 1967, men helt frem til 1980’erne var den et meget sjældent syn i den danske natur. Siden da er bestanden heldigvis vokset, særligt i Jylland, hvor den kan ses i de fleste større vandløb. I 2007 var odderen tilbage på Fyn, men først i perioden 2012 og frem til i dag er odderen blevet almindelig på Fyn. Nu er den så også beviseligt ved Noret.

Skulle du få lyst til at trave turen langs Noret og finde dét sted, hvor odderen måske kan spottes, så er koordinaterne 55°03’57″N 10°12’46”E.

Der findes også et kort over ruten, lavet af Dyreborg Beboerforening, som alle interesserede kan hente nede ved Dyreborg Havn.

Ved vores sydfynske kyster er mange planter tilpasset til at vokse ved det salte vand. Det kan kun lade sig gøre, fordi planterne har udviklet forskellige strategier til at vokse ved høje saltkoncentrationer. For meget salt er nemlig giftigt, og høje koncentrationer i jordvandet forhindrer andre planter i at optage vand, så de dør af vandmangel.

Forskellige strategier kan være:

UNDGÅ SALTINDTAG
Planterne kan undgå salt ved at lukke af for det, når de optager vandet.

“Planten regulerer indtaget af ioner fra natriumchlorid. Den får så mere kalium, kalk og magnesium, og der opstår organiske forbindelser, der hæver koncentrationen, så den kan suge vand op uden salt i. Får de alligevel for meget salt, kan de udskille det igen på flere forskellige måder,” siger Erik Vinther.

SKILLE SIG AF MED SALTET FORTYNDE SALTET
En art som strandasters lagrer saltet i de nederste blade. Når bladene er fulde af salt, falder de af planten, og dermed er saltet væk igen.

Sandkryb har derimod udviklet specielle kirtler på bladene, og disse kirtler udskiller aktivt overskydende salt.

FORTYNDE SALTET
Kveller er en enårig urt, som fortynder det optagne salt i sine vandholdige stængler. Sidst på sommeren blomstrer kveller og sætter frø, men hen på efteråret bliver saltindholdet i planten for højt, og den dør, men frøene spredes og spirer frem næste forår

“Kveller serveres faktisk på NOMA som en specialitet. Den er velsmagende og bruges også meget i det franske køkken. Det høje saltindhold gør, at kveller let kan fermenteres og konserveres,” siger Erik Vinther.

1 af 8