Tekst og foto: Henrik Poulsen
Der bliver både plads til sangglæde og politisk debat, når Bryggergården i Faaborg i aften, tirsdag den 21. oktober klokken 19 danner ramme om en særlig EU-sangaften.
Anledningen er, at Danmark har formandskabet i EU i sidste halvår af 2025, og det markeres med en aften, hvor fællesskab, musik og samtale mødes.
Aftenen byder på en uformel debat mellem to lokale kandidater til kommunalvalget – Anne Møllegaard Mortensen (DF) og Michael Egelund Andersen (SF) – som undervejs vil diskutere EU og fællesskab på tværs af politiske forskelle.
Sangene akkompagneres af Kåre Linnebjerg, og publikum opfordres til at synge med. Arrangementet er åbent for alle, og tilmelding er ikke nødvendig.










