Tekst og foto: Henrik Poulsen

Der blev både skålet, grinet og givet masser af kram, da Morten “Cykeltaxi” Hansen onsdag fejrede sit 20-års jubilæum som hele byens taxachauffør i Faaborg cykeltaxi.

Fejringen fandt sted på Klokken i Faaborg, hvor der var fri bar til gæsterne, og pølsemand Allan Damgaard sørgede for hotdogs til alle. Som altid stod Morten smilende midt i det hele – uniformen nystrøget, skoene pudsede og humøret højt.

Tilbage i 2005 startede cykeleventyret, da Morten Hansen begyndte at fragte folk rundt på kommunens gamle sofa-cykel – et projekt, der dengang lå lidt i gråzonen.

– De syntes vist, det var lidt pudsigt, at vi fejlmeldte gearet på sofa-cyklen, og støttecentret repeterede flere gange, at vi ikke måtte bruge den, griner Morten.

Derfor fandt han en rickshaw uden motor på nettet, som han kørte på frem til 2007.
Et banklån gjorde det muligt at anskaffe den første motoriserede cykeltaxi – en rød model, der senere blev udskiftet med en grøn.

Den grønne fik dog en hård skæbne under stormen i 2013, hvor både cyklen og Morten blev blæst omkuld.

På få dage rejste Faaborg sig – bogstaveligt talt – og lokalradioen samlede 20.000 kroner ind, så cyklen kunne komme på gaden igen.

– Det er derfor, jeg siger, at det ikke er min taxa, det er Faaborgensernes taxa, fortæller Morten i dag med et smil.

I maj i år investerede han i en ny, knaldrød trehjulet el-taxi, der kan køre op til 180 kilometer på en opladning og har plads til to passagerer på et nappa-betrukket bagsæde.

– Vi kører dog ikke længere ud af byen end tidligere. Vi har en aftale med de øvrige taxaselskaber, og den holder vi fast i, understreger Morten Hansen, der fortsat har sin base i hjertet af Faaborg.

Jubilæet blev fejret med stil, og midt i festlighederne tog Morten sig tid til at reflektere over de to årtier bag styret.

– Alle de hyggelige ture, jeg har med mine dejlige kunder, det er dét, jeg husker. Folk respekterer, når jeg tager en fridag, eller når jeg skal ud med beredskabet. Men ellers kører vi hver eneste dag, siger han.

Efter to timers fejring med fri bar og pølsevogn tog Morten hjem for at klæde om.
– Så kan det være, at min moster, min fætter og jeg tager ud og får en god middag, fortæller han.

Og om fremtiden er der ingen tvivl:
– Vi fortsætter, indtil dikkeværket siger stop – og til jeg ligger død og begravet i min taxa, lyder det med et grin fra Morten “Cykeltaxi” Hansen.

Stort tillykke med dagen Morten.