Tekst og foto: Henrik Poulsen
Der bliver masser af nostalgi, fællesskab og sjove aktiviteter, når FDF Svanninge-Faaborg lørdag den 4. oktober åbner dørene til et stort åbent hus i anledning af kredsens 75-års jubilæum.
Arrangementet finder sted fra kl. 10 til 16, hvor både nuværende og tidligere medlemmer, ledere, forældre og venner af kredsen er inviteret til en dag fyldt med gensynsglæde, klassiske FDF-aktiviteter og hygge.
– Det er også en dag for dig, der bare er nysgerrig på, hvad FDF står for. Kom og mærk stemningen og fællesskabet, lyder opfordringen fra arrangørerne.
På dagen bliver der tændt op i grillen, så gæsterne kan få en pølse. Derudover er der popcorn og slushice til de yngste.
Jubilæet markerer samtidig, at Henning Lynghøj kan fejre 60 års jubilæum som leder, mens Henrik Heidtmann har 50 års jubilæum.
FDF Svanninge holder til ved kredshuset på Saugstedlund 29a i Faaborg, hvor alle er velkomne til at kigge forbi på dagen.










