Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Tuco Marine
De seneste dages episoder, hvor droner har tvunget danske lufthavne til at lukke, har sat fokus på en ny form for trussel mod Danmark.
Mistanken går på, at dronerne kan være sendt afsted fra forbipasserende skibe – en udfordring, som man allerede har en mulig løsning på i Faaborg.
Hos Tuco Marine Group står direktør Jonas Pedersen klar med virksomhedens egenudviklede ProZero USV’er – ubemandede overvågningsfartøjer, der kan følge mistænkelige skibe i danske farvande.
Fartøjerne er udstyret med avancerede kameraer, radar, sonar og sensorer, der kan dokumentere aktivitet på dækket, afsløre forsøg på at sende droner i luften og overvåge undervandsaktivitet omkring skibet. Alle data sendes direkte til myndighedernes kontrolcentre.
– Vi står klar med en danskudviklet teknologi, der kan beskytte Danmark mod denne nye type trussel. Det handler om at sikre, at ingen skibe får muligheden for at sende droner eller undervandsdroner afsted ubemærket, siger Jonas Pedersen om firmaets overvågningsfartøjer i en pressemeddelelse oven på de sidste dages megen fokus på droneaktiviteten i det danske luftrum.










