Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
Viden redder liv. Det oplevede en gruppe hjerte motionister sidste påske, da deres allermest aktive motionist, Kishore Thadani, pludseligt blev dårlig. Han ville lægge sig ind og sove, men en kraftig insisteren fra med-motionist Ib Birkemose fik ham til at ringe efter hjælp. Diagnose: blodprop i hjertet. I dag kan han takke både viden og velmenende venner for livet, og der er store smil i luften, når de hver onsdag mødes til træning.
EN LETTERE TAVS TRAVETUR
Påsken sidste år bød på nogle skæve helligdage, og den faste onsdagstræning var derfor aflyst. Det skulle dog ikke forhindre hjertemotionisterne i at mødes og få lidt motion, og de havde derfor planlagt en gåtur med efter følgende kaffebord hjemme hos Thadani.
Under gåturen, hvor Thadani sædvanligvis går i raskt tempo og taler ubesværet, blev han stille, og det ligner ham langt fra. Han mærkede smerter i brystkassen og ud i begge overarme.
– Det var den 27. marts 2024, jeg husker tydeligt datoen. Vi gik bare en tur sammen ud til Bjernekrogen. Da vi går hjemad, får jeg smerter og tænkte, at der var en nerve i klemme. Jeg har aldrig oplevet sådan en smerte før, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg da ikke har løftet noget tungt, fortæller Kishore Thadani.
Thadani har en baggrund som fysioterapeut og kender alle tegnene på hjertesygdom, men som mange andre med brystsmerter, skød han tanken lidt fra sig. Eller han lod den slet ikke få plads i bevidstheden. Alligevel fandt han en nitroglycerin-pille frem fra lommen, som han havde fået udskrevet i forbindelse med tidligere hjerteproblemer.
– Jeg havde hjertepiller i lommen fra 2019, for jeg har aldrig brugt dem. Måske tre gange på flere år. Jeg tog en, da vi var på Bjernevej, men den hjalp ikke. De andre spurgte, om vi skulle afkorte turen, men det ville jeg ikke, så vi gik tre kilometer mere, forklarer Kishore Thadani.
Blandt gruppen gik Ib Birkemose, som selv har været turen igennem med hjerteproblemer, og han blev bekymret over oplysningen om brystsmerter.
– Der gik mine alarmklokker, og jeg tænkte, at jeg hellere måtte spørge ind. Jeg havde jo været det igennem selv og ved, at det er med at være vaks og vågen, når der er brystsmerter, siger Ib Birkemose.
EN VENLIG INSISTEREN
Efter gåturen satte de sig til kaffebordet, og Ib spurgte ind til smerterne, som fortsat var der. Ib var ikke i tvivl, de måtte handle på symptomerne, og én af de andre fandt nummeret på vagtlægen frem, og Thadani fik det skrevet ind i sin telefon.
– Vi vidste godt, at vi skulle have fat i nogen hurtigt, men Thadani er svær at presse til noget som helst, og så var det ok med vagtlæge og ikke 112. Men han ringede ikke op, han lagde bare telefonen fra sig. Så jeg måtte sige, ‘hey, du skal altså ringe. Få fingeren ud, jeg går ikke før, du har ringet’, siger Ib Birkemose.
– Ja, Ib ville have mig til at ringe, men jeg ville bare tage to panodiler og ind og sove. Men Ib sagde, ‘jeg forlader dig ikke, før du ringer til vagtlægen’, siger Kishore Thadani.
Da han var overtalt til at ringe, kom Thadani hurtigt igennem til vagtlægen, som bad ham tage endnu en pille og ringe tilbage fem minutter senere. Medicinen havde ingen effekt, og vagtlægen rekvirerede en ambulance. Undersøgelserne viste, at symptomerne skyldtes en stor blodprop i hjertet, og ambulancen satte retning mod Odense.
På sygehuset var lægerne ikke i tvivl om, at det var altafgørende, at Ib havde presset på med at handle.
– Jeg blev mødt af en overlæge ved modtagelsen og kom ind på en briks. De kunne ikke suge blodproppen ud, da den sad inde i den stent (et tyndt, rørformet net af metal, der bruges til at holde et blodkar eller en anden kanal i kroppen åben, red.), jeg har fået for nogle år siden, og blodproppen gjorde, at arterien lukkede. Uden en operation ville hjertemusklen dø. Havde jeg lagt mig til at sove, var jeg død. Jeg skylder ham mit liv, siger Kishore Thadani.
Gennem årene har Ib ofte hørt, at smerter i brystkassen skal tages alvorligt. Alligevel reagerede han ikke meget anderledes end Thadani, da han selv i 2023 fik kraftige brystsmerter.
– Det er helt ufatteligt, hvor ondt det gjorde. Men jeg sagde det bare til min hustru, og så jagede hun mig afsted til sygehuset, hvor jeg blev opereret. Da jeg senere igen fik nye smerter, negligerede jeg det igen, og min hustru måtte beordre mig afsted, og denne gang fik jeg lavet en bypass, fortæller Ib Birkemose.
ET HJERTEVARMT FÆLLESSKAB
Oplevelsen, eller skulle man sige – overlevelsen, knyttede Thadani og Ib tættere sammen, og de mærker begge det særlige, der opstår i et fællesskab, som uden ord knytter mennesker sammen om et fælles tredje. For på hjerteholdet styrkes hjertet på flere fronter.
– Det er så dejligt med hjertetræning. Jeg har aldrig haft holdtræning på min klinik, men det er godt, for her presser man sig selv til lidt mere end ellers, og man hører efter, hvad fysioterapeuten som træner siger. Ellers ville jeg nok springe over, hvor gærdet er lavest. Her er vi i samme båd alle sammen, vi har noget til fælles, og det giver mig noget. Jeg kan føle med dem. Jeg snakker aldrig eller sjældent om sygdom, men her ved vi inderst inde, at vi er her på grund af det, siger Kishore Thadani.
Anni Birkebæk er holdets tovholder, og hver onsdag krydser hun af på sin liste, hvem der er dukket op til træning. Ikke fordi der er mødepligt, men af omsorg.
– Vi er opmærksomme på hinanden på holdet. Min afkrydsning bruger jeg til opmærksomhed. Hvis en motionist udebliver flere gange uden at give besked, og ingen på holdet har hørt fra ham/hende, så skriver og ringer jeg for at høre, hvordan det går, forklarer Anni Birkebæk.
Hvert år har holdet to fællesspisninger og en dag med undervisning i hjertelungeredning, ligesom de ofte tager på udflugter sammen gennem lokalafdelingen af Hjerteforeningen. Der er også dannet venskaber indbyrdes på holdet, hvor de hjælper hinanden og inviterer til fødselsdage.
Er du hjertepatient og vil vide mere om det aktive fællesskab, så kig på hjemmesiden www. hjerteforeningen.dk og find lokalafdelingen for Faaborg-Midtfyn.
HVAD ER HJERTEMOTION?
Hjertemotion er et fællesskab for mennesker med hjertesygdom, hvor motion og fællesskab er i centrum.
Det er holdtræning, som er tilrettelagt ud fra faglige retningslinjer og anbefalinger, og træningen tager hensyn til de fysiske og mentale udfordringer, man kan opleve i hverdagen og under motion, når man lever med hjertesygdom.
Fundamentet for hjertemotion består af fem principper:
• Hjertemotion er for mennesker med hjertesygdom
• Hjertemotionsinstruktøren er fysioterapeut
• Der er en frivillig tovholder tilknyttet holdet
• Der er socialt samvær i forbindelse med træningen
• Der er plads til både nye og gamle hjertemotionister













