Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup, Henrik Poulsen og Faaborg Museum
Faaborg Museum går et begivenhedsrigt efterår i møde med en række arrangementer, der spænder fra klassiske omvisninger til foredrag, performancekunst og rejsefortællinger.
I denne uge fra 9. til 14. september, er der gratis adgang på museet for alle under 27 år som led i den landsdækkende K7-uge. Med et K7-kort kan unge få fri entré til mere end 200 museer og kulturinstitutioner i hele landet – heriblandt Faaborg Museum.
Den 10. september kan man møde forfatteren Merete Pryds Helle, der i sit foredrag vil sætte fokus på kunstneren Anna Syberg og hendes virke set i et nutidigt perspektiv.
Senere på måneden, den 25. september, gæster performancekunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen museet med værket The Mitochondrial Eve. Her interagerer hun med museets arkitektur og skulpturer i en undersøgelse af moderskabets universelle betydning, fortæller Sascha Desirée Kinzella fra museet.
Efterårets program rundes af den 2. oktober med et foredrag af eventyrerne Kenneth og Marie fra Bikepackers, der deler oplevelser fra deres cykelrejse på mere end 30.000 kilometer fra Nordkap til Kap Det Gode Håb.
Foredraget kommer i forlængelse af museets aktuelle særudstilling “Kunsten at rejse – Fynbomalernes færd”, og tager deltagerne med tilbage til kunstnernes rejser for mere end 100 år siden. Her vises malerier og akvareller malet under fremmed himmelstrøg og i neddyk i museets arkivmateriale tages vi med ind i deres mange rejsebeskrivelser, heriblandt de to unge kunstnerbørn, Hans og Besse Syberg, der efter familiens lange ophold i Pisa, cyklede hjem til Danmark fra Italien i 1913, hedder det i pressemeddelelsen.
Hans var 19 år og Besse var 17 år, da de sagde farvel til deres forældre, kunstnerparret Fritz og Anna Syberg, som de undervejs sendte breve og fortalte om deres mange oplevelser og udfordringer.
I foredraget med Bikepackers bydes på en eventyrlig cykelrejse, som den kan foregå i dag.










