Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Pressefoto
Hvordan lever man bedst med demens – både som ramt og som pårørende?
Det er temaet, når Helios i Faaborg inviterer til en særlig aften mandag den 1. september kl. 19.00.
På programmet er den prisvindende hollandske dokumentar Human Forever, hvor sygeplejersken Teun Toebes gennem tre et halvt år år har boet på plejehjem for at undersøge, hvordan mennesker med demens mødes på mest menneskelig vis.
Filmen har danske undertekster og viser perspektiver på demensomsorg i 11 forskellige lande – heriblandt Danmark.
Efter filmen følger et panel med sundheds- og ældrechef Kitt Lysén Pedersen, tre lokale plejehjemsledere samt to eksperter fra Eden Denmark.
De vil dele erfaringer og svare på spørgsmål om, hvordan man kan skabe et værdigt liv for borgere med demens.
Arrangementet koster 150 kroner, og målet er at give både pårørende og medarbejdere redskaber til en bedre hverdag med demens tæt på livet.










