Tekst og foto: Henrik Poulsen

– Det er dem, der holder ansigtet oppe.

Sådan lød forklaringen fra Maria Bøtter fra Frisør Pili onsdag eftermiddag, da den vindende brud fra Hele Byens Bryllup Charlotte sad i stolen i salonen for at få lagt prøvemakeup forud for lørdagens store festdag.

– Vi farver bryn og vipper, så det står skarpt, og så får Charlotte en ansigtsmaske med hjem, hun skal bruge fredag aften, så hendes hud er gennemfugtet og lækker, når hun skal have sin makeup lørdag morgen, forklarer Maria Bøtter under behandlingen.

Helt i stil med Charlottes frisure bliver make-up’en naturlig, ungdommelig og meget let med samme vintage/boheme-udtryk som håret.

– Charlotte bliver ikke noget fastelavnsris. Det bliver noget med varme kinder, en flot hud, noget lyst på øjnene, og så skal opmærksomheden ellers være på Charlotte, hendes øjne og kjolen, slutter Bøtter.

Du kan se alt fra makeup til sko, hår, kjole, ringe og blomster på Torvet i Faaborg lørdag den 23. august fra kl. 10, når vi fejrer Hele Byens Bryllup.