Tekst: Henrik Poulsen
Foto: Jørn Ungstrup

I weekenden ventes et massivt rykind i området, når mere end 15.000 mennesker gæster Korinth til det, som arrangørerne selv kalder en eventyrweekend.

Det er i dagene fra den 22. til 24. august 2025, at Brahetrolleborg Game Fair atter finder sted på og omkring Brahetrolleborg Gods, når udstillere, foredrag og aktiviteter inden for jagt, fiskeri og friluftsliv venter de mange gæster.

Omkring 200 udstillere vil præsentere udstyr og beklædning til jagt, fiskeri og outdoorliv. Der bliver mulighed for at afprøve forskellige aktiviteter, blandt andet lystfiskeri, skydning med bue, haglgevær og riffel samt kørsel i terrænbiler.

I løbet af weekenden afholdes mere end 40 foredrag og oplæg. Emnerne spænder fra regulering af mårhunde og førstehjælp til hunde til vandring på Caminoen og knivbygning. Blandt oplægsholderne er også deltagere fra tv-programmer og kendte profiler fra jagt- og friluftsmiljøet.

Der arrangeres workshops og aktiviteter målrettet børn og familier. Blandt andet kan børn deltage i en pizzaworkshop ved bålet, hvor de lærer at bage pizza med vildtkød.

På pladsen bliver der vandreture i forskellige længder, klatring, OCR-bane, isbadning og demonstrationsaktiviteter inden for friluftsliv. Der afholdes også konkurrencer i bueskydning, jagtskydning og hundearbejde.

Åbningstider
Fredag 22. august: 12.00–19.00 (madboder til 20.00)
Lørdag 23. august: 09.00–18.00 (madboder til 20.00)
Søndag 24. august: 09.00–16.00

Mærk stemningen på Jørn Ungstrups billeder fra tidligere udgaver af arrangementet.