Tekst og foto: Henrik Poulsen

De boede 300 meter fra hinanden, da de var børn.
De har gået til fodbold, håndbold og livets første fester sammen.

Per Tørslev og Jan Klink Andersen kender hinanden rigtig godt, og nu er de netop blevet forretningspartnere i Target People. En lokal virksomhed med 25 år på bagen, der arbejder med rekruttering, ledelsesparring, forretningsudvikling og konsulentydelser i hele landet.

– Jeg var egentligt ikke på udkig efter en partner, da jeg hørte, at Jan var på udkig efter en ny stilling, men jeg har haft travlt virkelig længe, og så også nogle nye muligheder for virksomheden, hvis jeg kunne få Jan ombord, så jeg er meget tilfreds med, at han var interesseret i et partnerskab, fortæller Per Tørslev om det nye samarbejde.

Jan Klink Andersen har været i den finansielle sektor i mere end 40 år, hvor de sidste 30 år har været i lederstillinger senest i SJF Bank, men nu laver han et brancheskift i en alder af 59 år.

– Sparekassen og jeg blev enige om, at vores veje skulle skilles, og jeg ville gerne prøve noget nyt, hvor jeg kan udnytte nogle af de kompetencer, og den erfaring som jeg har, i forhold til mødet med mennesker. Det være sig kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere – det synes jeg er spændende, siger Jan Klink Andersen om årsagen til partnerskabet.

– Jan og jeg kender hinanden godt. Vi har samme værdier, kan spille hinanden gode, og kommer til at supplere hinanden godt i dagligdagen. Jan har sin viden om og sit netværk i en helt anden sektor end mig, hvilket taler ind i nye kundesegmenter, og giver Target People endnu mere relevans, slutter Per Tørslev.