Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
Det frosne fiskesortiment fra Norðfra Danmark har fået godt fat i det danske marked, og hver anden uge leverer færøske producenter ti paller med nye varer på havnen i Faaborg. Læs mere om den markedsføringsbevidste virksomhed, der har formået at komme ud over rampen med deres fortælling om den friskfrosne fisk i høj kvalitet.
– Norðfra er opstået af et behov. Nemlig mit behov for ordentlig fisk. Og heldigvis er mange enige.
FROSSET KVALITET SIDEN 1974
Norðfra blev grundlagt på Færøerne i 1974. På de isolerede øer er der langt til markederne, og derfor er det en gammel tradition altid at fryse fangsten ned indenfor 24 timer.
Firmaet Norðfra Danmark, der ejes af Poul Martin Petersen og moderfabrikken Norðfra på Færøerne, har hovedsæde i Svanninge, sælger primært krogfanget fisk – et princip, der forklares lige så kort, som det står på sloganet: “on~line”.
– Fiskene fanges med en kilometer-lang snor med kroge for hver anden meter. Levende fisk kommer op ad vandet, bliver skåret med det samme og frosset. Det giver en høj kvalitet, siger Poul Martin Petersen.
Indvoldene ryger tilbage i havet, og de færøske måger flokkes om båden, på samme måde som de danske flokkes bag ploven på markerne i foråret.
STORYTELLING SOM DRIVKRAFT
Da Poul Martin i 2017 oprettede den selvstændige, danske afdeling, var kundetallet et stort, rungende 0.
– Det er svært at sælge frossen fisk, fordi vi har så forskellige overbevisninger, vaner og traditioner landene imellem. For os handler det hele om storytelling og genkendelighed. Derfor bruger vi oldnordiske farver og bogstaver i al vores materiale. Det udtryk følger hele vejen igennem brandet, og i dag har vi 11.000 kunder i hele landet, siger Poul Martin Petersen.
Han kalder selv opstarten af Norðfra for ‘rettidig omhu’. For efter ti år som selvstændig konstruktør inden for teknik og skibsbyggeri var tiden kommet til at starte noget nyt.
Da Poul Martin var klar til brancheskiftet, lavede han en aftale med ejerkredsen af Norðfra på Færøerne med et håndslag. Dog manglede han en fryser til opbevaring af den frosne fisk, men heldigvis havde Faaborg Fiskesalgsforening en bygning på havnen med en fryser, som han kunne låne.
– Vi har faktisk lige købt den bygning. Tidligere boede vi til leje dernede, men har nu købt den. Det giver os mange muligheder, og vi har allerede planer, men det fortæller vi mere om om et års tid, siger Poul Martin Petersen.
RUTER, TORVEDAGE OG TROFASTE KUNDER
Fra en enkelt varebil i 2017 har Nordfra nu tre frostbiler, som dækker det meste af landet med leverancer efter en fast køreplan. Chaufførerne møder ikke altid folk hjemme, men så er det godt, at kunderne er kreative.
– De kan godt finde på at hænge skilte op, der viser vej til fryseren, eller lægge nøglen til os. Det sker også, at vores chauffører finder lidt slik eller sodavand, som er stillet frem til dem, siger Poul Martin Petersen.
På Fyn holder Norðfra også ugentlige torvedage i både Faaborg, Svendborg og Odense, hvor kunderne kan møde menneskene bag og få en snak om sortimentet. Kunderne i Faaborg og et stort opland kan tilmed dukke op til lager salg, der bliver afholdt på den første lørdag i hver måned kl. 11-13 på Værftsvej 1.
– Vi har en fantastisk opbakning i og omkring Faaborg. Her mærker vi en stolthed over det valg, vi har truffet, at vi er placeret her og har en voksende arbejdsplads i byen, selvom det ikke nødvendigvis ligger så ideelt i forhold til distribution til hele Danmark. Jeg er meget taknemmelig for den utrolige opbakning, vi møder overalt, både lokalt og nationalt, siger Poul Martin Petersen.
30
OPSKRIFTER OG SORTIMENT EFTER ØNSKE
Fiskene ankommer fortsat direkte fra leverandørerne på Færøerne, ca. ti paller leveres i Faaborg hver fjortende dag, og det lader til, at kunderne er godt tilfredse, for på Trustpilot kan Norðfra bryste sig af en score på hele 4,9 ud af fem mulige.
– Vi vil ikke sælge alt. Vi er bevidste om, hvor vi kommer fra, og hvad vi kan stå inde for, nemlig vores egne færøske varer med en vare-historie. Fx ville vi aldrig sælge rejer fra Tyrkiet, men vores egne pil-selv rejer. De er større end gennemsnittet, og derfor er der kun omkring 70-90 rejer pr. kilo, siger Poul Martin Petersen.
Når folk efterspørger om nye varer, som fx hele helleflyndere, kammuslinger eller laks, så lytter Norðfra og indlemmer det i sortimentet. Netop kammuslinger er én af Poul Martins personlige favoritter.
– Kammuslinger er meget nemme at lave, de skal bare have lidt salt og sukker, og så bare på panden ved knaldhård varme i 20 sekunder, siger Poul Martin Petersen.
Det er hans erfaring, at mange danskere synes, at fisk enten er dyrt, kedeligt eller svært at tilberede, men også her er der hjælp at hente. For Norðfra har lagt 185 fiskeopskrifter på hjemmesiden, og her ses det tydeligt, at hver eftermiddag, når der skal tilberedes aftensmad, topper trafikken derinde.
– Vi skal alle have gode fisk. Vores vision er, at der skal være mulighed for at få fat i den gode fisk, og det skal være nemt at lave. Så er opskrifterne sådan en ekstra service til vores dejlige kunder, siger Poul Martin Petersen.
FÆLLESSKABER PÅ NETTET OG PRØVESMAGNINGER
Rundt om produkterne er der opstået et aktivt Facebook-fællesskab, hvor gruppen Inspiration til retter med fisk fra Norðfra byder på gensidig inspiration, quizzer, konkurrencer og billeddelinger fra kundernes egne køkkener.
– På den måde er vi hele tiden top-of-mind hos kunderne. Faktisk bruges vores markedsføring som ‘det gode eksempel’ flere steder, men det er også vores kunder, der er med til at gøre det en succes. Vores kunder er gode ambassadører, ja, nærmest patriotiske kunder, for dukker der fx bare en enkelt negativ kommentar op på Facebook, så er vores kunder der straks, siger Poul Martin Petersen.
Det er også muligt for kunderne at blive inspireret til nye smagsoplevelser, når de dukker op til lagersalg, hvor Poul Martin har smagsprøver med.
– Når vi holder lagersalg, har vi altid smagsprøver med, fx fiskeboller. Folk synes, at fiskeboller er noget underligt noget, men når de så smager dem, så bliver de hooked og køber måske noget, siger Poul Martin Petersen.
PLADS OG PLANER TIL NY VÆKST
Norðfra samarbejder tæt med producenterne på Færøerne, og aktuelt arbejder de hen imod at kunne udvide sortimentet med fx laks og makrel. Den største udfordring er dog, at de mangler plads, og derfor er de meget spændte på planerne for den nye slagterigrund, selvom der er lange udsigter.
Kundekredsen tæller ifølge Poul Martin grønne, miljøbevidste danskere, men også mange færinge, der er bosat i Danmark. Der er også mange af de turister, som har besøgt madmekkaet Færøerne, der ender som faste kunder af den færøske, frosne fisk.
Fremtiden ser lys ud for Norðfra, for virksomheden vokser organisk, så de alle kan følge med.
– Vi har omkring 10 % vækst hvert år, og så får vi også mange nye forhandlere hvert år. Der er også nye restauranter, der gerne vil fortælle historien, selvom det egentlig er lidt fy-fy i restaurationsbranchen at sælge frossen fisk, siger Poul Martin Petersen.
Du kan læse mere om virksomheden på www.nordfra.com eller på Facebook.





















