I disse dage kan beboere i Faaborg og omegn nyde lyden af glade studenter, der fejrer, at tre års hårdt arbejde nu er afsluttet. Fredag blev de alle fejret ved dimission på gymnasiet, hvor også årets mange legater blev uddelt.
AF PERNILLE PEDERSEN
FOTO JØRN UNGSTRUP
Gymnasiet er en vigtig institution for Faaborg, og det mærker gymnasiet især, når der hvert år uddeles legater, alle sponsoreret af byens erhvervsliv.
I alt uddeles 12 legater til elever, der på den ene eller anden måde har gjort sig positivt bemærket, og der er en dejlig spænding i luften, når navnene afsløres til dimissionsfesten.
Her har legatudvalget forinden indhentet information om de mulige legatmodtagere fra gymnasiets øvrige lærere, og herefter indstillet tre elever ud fra de kriterier, sponsorerne har opstillet. Herfra er det et samlet lærerkollegie, der udpeger vinderen.
Årets glade modtagere
Smilene var store hos de elever, hvis navne blev afsløret til fredagens dimission, og særligt stort var smilet hos Ashna Mathivatan fra 3. C, som løb med det største legat, der er på 11.000 kroner og uddeles af Lægerne I Holkegade.
– Jeg blev meget overrasket, for det havde jeg slet ikke forventet, siger Ashna Mathivatan.
Det var et enigt lærerkollegie så hende som en oplagt kandidat til ét af de store legater. For udover et fagligt højt niveau, så er Ashna også pligtopfyldende og hjælpsom overfor sine klassekammerater, og det er netop noget af dét, som lægerne bag legatet ønsker at hædre.
– Der er så mange legater til 12- tals-eleverne. Vi har ønsket, at der ses på det hele menneske. At menneskelige, sociale og fremadstræbende egenskaber også belønnes. Ikke kun karakteren, siger Sarah Dalskov, der selv var god til at passe både lektierne og festerne i sin tid på Faaborg Gymnasium.
Med legatet ønsker lægerne at hædre det sociale, det nære – og det visionære, og Ashna kan mærke en stolthed over de ord, som hendes undervisere gave hende med, at de både havde set , at hun er fagligt dygtig, men også rigtig god til at hjælpe de andre i klassen.
Selvom Ashna har arbejdet hårdt i tre år, så er hun allerede klar til næste etape af sin uddannelse, og her kommer pengene hende til gavn.
– Jeg tænker, det er fornuftigt at spare dem op til studiestart. Jeg er ikke helt afklaret, om det bliver medicin eller psykologi, jeg vil læse, men jeg starter direkte efter sommerferien, for jeg føler mig motiveret til at dykke ned i det, siger Ashna Mathivatan.
Et godt skulderklap
Når Lægerne I Holkegade vælger at tildele et stort legat hvert år, skyldes det både, at de tre indehavere, Thorbjørn Haslund, Lars Kensmark og Sarah Dalskov, har tætte bånd til stedet, men også at de ønsker at støtte gymnasiet som en attraktiv uddannelsesinstitution, som unge mennesker aktivt tilvælger.
– Vi har en tilknytning til Faaborg Gymnasium. Thorbjørn og jeg har selv gået der, og vores børn har gået og går der. Gymnasiet er vigtigt for byen, og vi en en lokalt forankret klinik, der gerne vil støtte det lokale, siger Sarah Dalskov.
For flere af de tidligere års modtagere af legatet har det haft en stor betydning at få tildelt en erkendtlighed – og en økonomisk indsprøjtning, og de unge mennesker har været gode til at melde tilbage til afsenderne.
– Eleverne er meget glade og taknemmelige. En enkelt har været forbi klinikken og vise fotos fra den spændende rejse, legatet blev brugt på, siger Sarah Dalskov, der stadig mindes sin egen studentertid efter tre år på Faaborg gymnasium. – Jeg kan huske den lettelse og den frihedsfølelse. Festerne, sammenholdet og det at have hele fremtiden foran sig. Det var magisk.
For Alberthe Veggerskilde Laursen, der modtog legatet fra lægerne i 2023, havde det en direkte påvirkning på hende valg af uddannelseretning.
– Det betød meget, for jeg havde lavet meget arbejde, og det var dejligt, at det blev anerkendt, og at der blev sat pris på de mange timer, jeg havde brugt. Det var især stort med udtalelsen fra underviserne med begrundelsen, det var virkeligt rørende, siger Alberthe Veggerskilde Laursen.
Planen for Alberthe var oprindeligt at bruge pengene til en tur til USA for at besøge sin tidligere værtsfamilie, men da det kom ikke til at passe, gik pengene i stedet til et højskoleophold.
– Det ophold havde nok ikke været muligt uden legatet. Højskolen har gjort noget virkeligt godt for mig. Det var været med til at udvikle mig, givet mig mulighed for at møde nogle virkelig søde mennesker, og så var opholdet også en mulighed for at trække stikket og give mig et pusterum efter tre meget hårde år på gymnasiet, siger Alberthe Veggerskilde Laursen.
På højskolen fik Alberthe mod til at starte med at læse igen, og det var også her, hun fandt sin retning for det videre studie, og hun har netop afsluttet første år af medicinstudiet.
I begrundelse for tildeling af legatet har udvalget skrevet:
Ashna har i alle 3 år af sin gymnasietid arbejdet grundigt og dedikeret med sin uddannelse. Hun har dermed opnået et særdeles flot eksamensresultat. Lærerne skriver om Ashna, at hun på trods af sin stille fremtoning, er meget arbejdsom, interesseret og fagligt dygtig. I klassen er hun venlig og hjælpsom i forhold til sine klassekammerater. Hun møder altid velforberedt op, er aktiv i timerne – og skiller sig ud ved at hun stort set intet fravær har.
Hun har været med i ATU med fine resultater. Som elev er hun velforberedt og deltager aktivt og grundigt i timerne, og hun er god til at holde fokus i gruppearbejdet.
Samtidigt udviser en hun høj faglighed, og det falder hende naturligt at hjælpe andre og løfte dem fagligt. Hun arbejder hårdt og knokler på i alle fag. Hun er rummelig, fagligt nysgerrig og god til at samarbejde.
TILDELTE LEGATER 2025
1) Sparekassen Sjælland-Fyn 1.000 kr. Mia Fiona Kimose Dalskov 3c
2) Sparekassen Sjælland-Fyn 1.000 kr. Margrethe Rosenqvist Henriksen 3a
3) Sparekassen Sjælland-Fyn 1.000 kr. Eddie Brix 3m
4) Sparekassen Sjælland-Fyn 1.000 kr. Daryna Bortnyk 3c
5) Sparekassen Sjælland-Fyn 1.000 kr. Nicolas Erling Lund Nielsen 3a
6) Faaborg Gymnasiums Venner 1.000 kr. Nicola Kozub Friis 3c
7) Faaborg Gymnasiums Venner 1.000 kr. Julius Kaslund & Lucas Torndal 3d
8) Christina Ræbilds Mindelegat 10.000 kr. Amanda Mathilde Jensen 3e
9) Christina Ræbilds Mindelegat 10.000 kr. Theis Krull 3c
10) Christina Ræbilds Mindelegat 10.000 kr. Mia Jul Jensen 3m
11) Legatet uddelt af Lægerne i Holkegade 11.000 kr Ashna Mathivathan 3c
12) Sydbanks Rejselegat 10.000 kr Lea Slot Jensen 3e