Tekst: Mette Marie Elmelund
Foto: Henrik Poulsen

Når de fleste mennesker stadig ligger og sover, og solen netop har sendt sine stråler hen over de gule rapsmark er, er renovationsmedarbejderne på vej på arbejde, for at indsamle byens skrald. I en hvid FFV-skraldebil sidder Thomas Nordentoft bag rattet. Han har allerede fået sin morgenkaffe og er nu godt i gang med dagens arbejde – et job vi alle er dybt afhængige af, men sjældent tænker meget nærmere over.

En tirsdag formiddag fik jeg lov til at køre med på en del af ruten, og det bliver hurtigt klart for mig, at arbejdet som renovationsmedarbejder rummer meget mere end bare affald.

- Annonce -

INDSKOLINGSLÆREREN DER BLEV SKRALDEMAND
Vækkeuret ringer klokken 04:30 for Thomas Nordentoft, der er renovationsmedarbejder, eller som han selv bare kalder det; skraldemand. Han møder ind på arbejde klokken 05:30, hvor han starter bilen op, og tjekker, at alt er som det skal være, inden han kører ud på ruten for at indsamle borgernes skrald.

– Jeg troede aldrig, at jeg skulle være skraldemand, siger Thomas Nordentoft og smiler, mens han drejer ned ad en smal grusvej.

Han er gift og far til to børn på 5 og 7 år, og så er han tidligere lærer i indskolingen. Et sommerferiejob i 2019 skulle vise sig, at ændre hans livsbane. Han blev så glad for jobbet og fortalte sin leder i FFV, at han ikke havde lyst til at stoppe efter sommerferien. I dag nyder han at være sin egen herre på turen, og at kunne hente sine børn tidligt.

LANDLIG IDYL OG GLADE MENNESKER
Ruten denne tirsdag går ad små veje uden for Faaborg. I dag kører Thomas alene, og nogle gange kører de to og to. Det afhænger af bilen og af det skift, de kører i teamet. Når ruten er færdig, har Thomas fri – typisk mellem klokken 12 og 14.

– Jeg synes, det er hyggeligt at køre alene. Så kører man i flotte omgivelser på landet, og særligt som i dag, hvor det er lækkert vejr. Det er bare så skønt, fortæller Thomas Nordentoft.

Han synes, at der er noget roligt og hyggeligt ved at køre ude på landet, hvor man får nogle smukke naturoplevelser med. Mens mange måske forestiller sig skraldejobbet som ensformigt og tungt, beskriver Thomas det som et job med frihed og med variation.

– Når vi kører to og to kan vi snakke og joke undervejs, og når jeg kører alene, kan jeg høre en god lydbog. Det bliver aldrig kedeligt, siger Thomas Nordentoft.

Det er et job med hilsener og små gestusser. Thomas fortæller, at folk generelt altid er søde og hjælpsomme, også hvis de holder lidt i vejen med skraldebilen. Han oplever ofte at folk vinker, hilser eller kommer ud for at sige tak.

– Der er nogle, der sætter øl eller sodavand frem til os. Vi modtager også julekort. Det betyder mere, end man lige tror, fortæller Thomas Nordentoft.

Han kommer i tanke om en dag i påsken, hvor hans kollegaer oplevede at få et par hårdkogte æg med salt til, af en venlig borger. Det er noget, han ikke har oplevet før. Thomas smiler, da jeg spørger ham, om de stadig bliver inviteret ind til kaffe hos folk.

– Den tid er nok forbi, men det er stadig en fornøjelse, når nogle viser, at de værdsætter vores arbejde, fortæller Thomas Nordentoft.

STOLTHED OVER ARBEJDET
En skraldemand skal kunne være morgenfrisk og køre lastbil. Når Thomas’ vækkeur ringer kl. 04:30, så snoozer han ikke.

– Man skal kunne stå tidligt op, og kunne håndtere et hårdt fysisk arbejde. Det er ikke for alle, fortæller Thomas Nordentoft.

Udover at være i god fysisk form krævet jobbet også et stort kørekort. Der er mange regler og sikkerhedskrav, man skal leve op til. Det er ikke bare at sætte sig bag rattet. Som tillidsrepræsentant kender Thomas også til de fysiske belastninger, jobbet kan medføre.

– Jeg har selv lige været sygemeldt med en overbelastet skulder. Der er jo mange gentagelser hver dag, og man skal passe på sig selv som skraldemand, fortæller Thomas Nordentoft.

Thomas kalder sig selv for skraldemand og ikke renovationsmedarbejder.

– Det er det, vi er. Skraldemænd. Og det er jeg faktisk stolt af, fortæller Thomas Nordentoft.

Han oplever, at folk generelt har en respekt for jobbet. Især under coronanedlukningen, hvor det blev tydeligt, hvor vigtig en funktion han og kollegerne har. De lukkede ikke ned, men var med til, at holde hjulene i gang.

Thomas håber, at alle vil tænke over, hvordan de kan gøre hans og kollegernes arbejde lettere, så de kan undgå skader fremadrettet.

– Når folk stiller spandene rigtigt og sorterer korrekt, gør det en verden til forskel, fortæller Thomas Nordentoft.

NÅR BILEN TIPPER – OG BABYEN ER PÅ VEJ
Thomas har oplevet både en postkasse, et sidespejl og nogle små træer, der kom i nærkontakt med skraldebilen. Det uheld, der står klarest i erindringen er dog et helt andet.

– Min højgravide kone fortalte om morgenen, at hun troede at fødslen ville ske i dag. Jeg tænkte, at det var fint, for så kunne jeg lige nå min korte rute, smiler Thomas Nordentoft.

Den dag havde det regnet en del, og jorden var derfor blevet blød. Det resulterede i, at Thomas og skraldebilen tippede og kom til at støde op mod et tag, så han måtte ringe efter autohjælp, der skulle hjælpe ham fri. Den korte rute blev derfor til en lidt længere arbejdsdag, men Thomas nåede lige akkurat hjem til sin kone og kørte med hende på sygehuset, hvor hun kort efter fødte deres søn.

Han griner i dag ved mindet, men understreger også, at vejret spiller en betydelig rolle i forhold til arbejdsgangen. Regn, kulde og glatte veje kan gøre arbejdsdagen vanskelig, og han foretrækker helst, når solen skinner og fuglene synger.

SKØRE FUND OG GODE RUTINER
Thomas og hans kollegaer nærstuderer ikke affaldet, men med 250-500 skraldespande om dagen, har han alligevel set lidt af hvert. Nogle af de ting, Thomas kan huske, der er blevet smidt ud, er alt fra helt nye sko med prismærke på, til et flot træ i en potte eller “voksenlegetøj”.

Da jeg spørger Thomas ind til, hvordan man som borger bedst kan hjælpe skraldemændene i deres arbejde, svarer han som før nævnt, at det er vigtigt, at borgerne stiller deres skraldespande rigtigt. Det handler ikke om doven skab, men om sikkerhed og arbejdsmiljø.

– Man skal stille spandene på fast underlag og med håndtaget ud mod os. Så slipper vi for at lave for mange uheldige gentagelser, fortæller Thomas Nordentoft.

FFV er derudover på vej med en ny app, der skal hjælpe borgerne med at sortere affaldet korrekt. Turen er ved at nå sin ende, mens skraldebilen kører tilbage mod garagen. Thomas har tømt flere hundrede skraldespande, hilst på borgere, venlige hunde og bare glædet sig over solen og udsigten. Dagens job er fuldført, roligt men effektivt.

– Folk er søde, og det er virkelig det, jeg tager med mig hver dag, fortæller Thomas Nordentoft.

Og måske er det netop derfor, vi skal huske at sætte en sodavand frem, en seddel med et tak eller vinke fra døren, næste gang skraldebilen kommer forbi.