Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Pernille Pedersen / Erik Vinther
Nu drager Det Rigtige Faaborg atter ud i vores lokale natur, som sædvanligt flankeret af biolog Erik Vinther. Denne gang besøger vi Nørresø, for dette fredede område byder på et yderst interessant fugle-, dyre- og planteliv. I denne reportage kan du komme med på tur hele søen rundt, hvor vi også tager et grundigt kig på de store skarvkolonier.
Solen skinner, og med biolog Erik Vinter bag rattet sætter vi retning mod øst. Kort efter ankommer vi på parkeringspladsen ved Nørresø, og som det første fanger det klare vand biologens opmærksomhed: “Den sø er bare så flot!”
Området, vi står midt i, er 550 hektar, og det blev fredet i 1986. Formålet med fredningen var blandt andet at bevare skarvkolonien ovre ved Brændegård Sø, men her ved Nørresø findes også andre vigtige naturtyper som højmose og ellesump.
Men tilbage til skarven, for denne fugl har været om drejningspunkt for en del ravage i området ved Nørresø og Brændegård Sø og var den indirekte årsag til, at området blev fredet.
– I 1979 var den daværende ejer af jorden så træt af skarverne, at han fældede deres redetræer. Så rejste Danmarks Naturfredningsforening en fredningssag, som i 1986 førte til en fredning, der omfatter både Nørresø og Brændegård Sø. De to store søer med tilstødende arealer udgør i alt 2.445 hektar og er ligeledes udpeget til Natura 2000-område og er et af de største på Fyn, siger Erik Vinther.
Midt i den historiske kortlægning, fanger en lyd biologens opmærksomhed. Tjif, tjaf, tjif, tjaf, lyder det i luften. Det er gransangeren, som ikke er helt tilfreds med at få gæster i skoven. Selvom vi kigger koncentreret efter den lille sangfugl, lykkes det ikke at få et glimt af den. Men øjeblikket efter får Erik øje på noget ganske andet. Uautoriseret adfærd. To personer i våddragter glider rundt på søen på deres SUP-boards.
– Den går altså ikke, for alt færden uden for de officielle stier er som udgangspunkt forbudt på privat område. Og generelt er det heller ikke den bedste idé at forstyrre fugle livet midt i yngletiden, siger Erik Vinther.
En ny lyd fylder luften, og denne gang er det bogfinken. Med en bestand på 1,4 millioner er bogfinken den næst mest udbredte fugl i Danmark, kun overgået af solsorten.
– Bogfinkens fløjten har en karakteristisk melodi, og man kan genkende den, hvis man kan sige sætningen: “Det, det, det kan jeg sige lige så tit, det skal være.” Faktisk kan bogfinken lyde forskelligt andre steder, for den synger i forskellige dialekter i forskellige områder af landet, siger Erik Vinther.
Ude på vandet glider knopsvaner forbi, efterfulgt af et par blishøns, som med deres karakteristiske, hvide plet i panden er lette at kende, selvom de for det meste er dykket ned under vandet, hvor de har travlt med at finde vandplanter. Hvis vi er heldige, forklarer biologen, får vi en havørn at se, men først skal vi altså finde skarvkolonien.
For de læsere, der har fulgt med i vores naturserie, vil det ikke undre, at turen mod kolonien er fyldt med begejstrede anekdoter om naturens pragtfuldheder, og det første, Erik bøjer sig ned for at plukke, er en bingelurt.
– Bingelurten blomstrer på livet løs, og det er tydeligt at kende hanner fra hunner. Det kan godt bekymre mig lidt, at jeg på det seneste udelukkende har spottet hanner, for de mange pollen fra hanplantens støvdragere skal jo gerne lande på hunplanternes støvfang, så der kan ske en befrugtning og dannes frø. Han- og hunplanter skal derfor gerne vokse samme sted, siger Erik Vinther.
Midt i en fortælling om, hvordan man i gamle dage brugte bingelurten til at gnide hænderne i for at undgå forbrændinger, forstyrrer en summen.
– Hov, der er da en humleflue. Den er som en lille kolibri, der står helt stille i luften og bevæger sig rykvis. Det er ét af de insekter, der snylter på jordbierne, og se, nu har den sat sig på en gul vorterod, siger Erik Vinther.
Midt i det gule bunddække står der enkelte, lilla blomster, det er skovviolen. Vi kigger forgæves efter en interessant slægtning til skovviolen, nemlig martsviolen.
– Martsviolen har en spændende bagage, for den blev indført i landet i middelalderen, antageligt af munke, og på grund af dens indhold af salicylsyre kunne den bruges i et utal af medicinske henseender. I dag fremstilles salicylsyre kunstigt og bruges fx i aspirin og kodimagnyl, og så kan violerne få lov at stå i fred, siger Erik Vinther.
Vi passerer nu et gerningssted for et drabeligt mord, hvor en bunke fjer vidner om en fasans forgæves kamp for overlevelse. Terrænet er flere steder kuperet, og biologen antager, at søen har være større tidligere, hvor vandstanden blev reguleret via opstemning i søens afløb. Søens vand føres ned til Slotssøen ved Brahetrolleborg og videre ned til Brahetrolleborg Vandmølle, som oprindelig blev benyttet til at kværne korn til mel.
To egern leger tagfat op langs en træstamme, videre ud i grenene, og hurtigt er de ovre i et nyt træ og forsvinder ind i skoven. Så hører vi solsorten.
– Det er stadig en af de fineste sange, synes jeg. I efteråret 2024 blev de danske solsorte ramt af virus, som tog livet af mere end 100.000. Det fik tyndet godt ud i bestanden. Hør, nu blander en sangdrossel sig, siger Erik Vinther.
Erik går ofte tur ved Nørresø og har set det meste af dyrelivet herude, men han holder fortsat øje med de arter, han endnu har til gode.
– Jeg kigger fx efter kernebideren. Det er er en kraftigt bygget finkeart, som kan knække kerner med sit næb. Jeg har engang set en i Ungarn, men ikke herude. Jeg vil også gerne få øje på en rødrygget tornskade, det er altid en oplevelse, siger Erik Vinther.
Nogle steder er skovbunden dækket af hvide anemoner, mens de andre steder glimrer ved deres fravær. Det afhænger af jordens indhold af muld, forklarer biologen, for disse planter formerer sig primært via rodskud, og jo mere muld, jo bedre trives de.
Gennem nogle nøgne bøgestammer spotter vi i det fjerne nogle træer, som synes at være helt hvide. Det er skarvkolonien, og de hvide stammer har deres egen forklaring.
– De er fulde af lort. Skarverne flyver ud for at fange fisk, og så venter de med at skide, indtil de er tilbage igen. På den måde vokser der ikke mange blade på træerne, og der er let adgang for fuglene, når de flyver ind i kolonien, siger Erik Vinther.
Vi fortsætter i retning mod den overskidte skov, men får nu øje på en lille fugl, der spæner op ad en egestamme. Det er en spætmejse. Den er vild med egetræer, som med deres riflede bark er et godt gemmested for insekter.
– Faktisk kan spætmejsen løbe begge veje, altså også ned ad stammen med hovedet forrest. Den yngler i huller i træerne, måske et gammelt spættehul. For ikke at risikere at blive smidt ud af større fugle, så murer spætmejsen hullet til med ler, så det kun netop passer til den i størrelsen. Så går den på jagt efter forråd, fx nødder, bog og agern, som den gemmer i sprækker og huller i barken, siger Erik Vinther.
Vi passerer rød-el, der står samlet i en såkaldt ellesump, og netop denne sump er med på udpegningsgrundlaget i habitatdirektivet. Elle-træer kan tåle at have konstant vanddækkede rødder. Der er dog stadig brug for ilt, og derfor har den dannet nogle stylterødder, som via ‘ventiler’ i barken fører luft ned til rødderne.
En kraftig duft afslører løgkarse, men nu er det tid til at tage en afstikker fra en anlagte sti – i retning mod kolonien. Det er som nævnt ikke tilladt at færdes andre steder end på stierne, men vi har lavet en aftale med Brahetrolleborg Gods, som ejer jorden. Vi kæmper os nu gennem et brombærkrat, og både lugt og lyde tager til i styrke. Lydene er en karakteristisk, gutteral brummelyd, som skarverne laver, mens lugten skyldes den hvide fuglelort, der dækker alt i området. Fra udkanten af skarvkolonien ser vi, hvordan de voksne fugle flyver væk på grund af det ubudne besøg, men efter lidt tid, vender de retur til deres reder.
Skarven er en god fisker, forklarer biologen, for det er muligt for vandet at trænge ind i deres fjerdragt, når den dykker, så der ingen opdrift er under vandet. Skarven har også svømmehud og kan derfor svømme hurtigt, når den er på jagt efter fisk. Til gengæld skal den tørre sine vinger efter jagtturene under vandet.
I dag er der om sommeren cirka 30.000 skarver i Danmark. De har en sort fjerdragt, en hvid plet på låret, og i yngletiden har de voksne fugle hvide ansigtstegninger. Men gennem tiden har skarven været truet og endda helt udryddet fra landet.
– Fiskerne følte, at skarven var en konkurrent, og derfor skød de mange skarver. I 1870 var de helt udryddede, og det var først igen i 1938, man så de første par i en koloni ved Tranekær. Men fuglene blev beskudt, og kolonien forsvandt, siger Erik Vinther.
I 1973 kom den første lille koloni bestående af fem par ved Brændegård Sø. Efter balladen med fredningen i 1986 (se længere oppe i teksten) gik bestanden hurtigt fremad, og i 1992 var der godt 7.000 par, og kolonien var dermed Europas største.
Omkring 1996 kom der en ny trussel mod skarverne. For her begyndte havørnen at yngle i Danmark, og for havørne er en skarvkoloni at betragte som en kæmpestor madpakke. Små, lækre skarvunger lige til at hapse. Med den samtidigt faldende fiskebestand gik det hurtigt nedad med antallet af skarver.
– Når havørnene kommer flyvende over en koloni, så flygter de voksne fugle. Så er der tag-selv-bord for både havørne og andre fugle, som fx måger, ravne, skader og krager, der er på jagt efter unger og æg, siger Erik Vinther.
I 2004 begyndte skarverne at flytte deres koloni over til Nørresøen. Her var der flere mennesker og færre angreb fra havørne, og i dag er skarven reduceret til ca. 450 par ved Brændegård Sø, mens der er omkring 550 reder ved Nørresø.
Således oplyst om skarvens udvikling, går vi videre mod parkeringspladsen. Her kravler en lille bille med et blåligt skær forbi os. Det er en oliebille, forklarer biologen, og den kan godt drille, for hvis man får den klemt, så sprøjter den en ækel væske ud af bagenden.
Ude på vandet svømmer troldænder og gråænder, mens der fra skovbunden breder sig en let genkendelig duft af ramsløg (som netop er begyndt at blomstre, når denne reportage når dig, kære læser. Så smut ud i naturen og se deres store, hvide hoveder med blomster i).
– Der hersker en skrøne, om at det var en spanioler, som bragte ramsløgplanten til skovene omkring Aarhus, men det passer ikke. Den har altså været her i 7.000 år, det ved man, fordi der er fundet pollen fra den i nogle jordlag, siger Erik Vinther.
En gærdesmutte indtager lydtapetet, og biologen hiver endnu en spændende fortælling op af ærmet.
– Det er en strandfugl, og hannerne finder et territorie og synger løs. Jo oftere og jo højere han synger, jo flere hunner tiltrækker han. De har ofte et stort territorium, og når en hun kommer, viser hannen hende rundt, og han har endda bygget reder på forhånd. Der er også tale om flerkoneri, så hannen har for travlt til at hjælpe med at ruge og skaffe mad til ungerne. Har en han derimod et dårligt territorie, så kommer der typisk kun én hun, og så hjælper han med ungerne. Hunner i det føderige territorium får dog flere unger, end hunner i dårlige territorier, så ‘flerkoneriet’ er faktisk en fordel for arten, siger Erik Vinther.
Vi er næsten ved vejs ende, men når at spotte skovmærker, der tidligere har været brugt i tørret form i tøjskabe, hvor de spreder en duft af hø.
– Skovmærke er også tidligere blevet brugt som en form for barometer, for når der er regn på vej, begynder de at dufte kraftigt. I Farmakopeen (se boks 1) kan man læse, at skovmærke har også været brugt til mave- og brystlidelser, siger Erik Vinther.
Allersidst går vi forbi store bestande af skvalderkål, der måske blev indført af munke i middelalderen som et lægemiddel mod hård mave. Ligesom 90-95 % af alle planterarter, så lever skvalderkål i sameksistens med svampe.
– Forskningen har opdaget, at alle danske træer, og stort set alle græsser og urter, har et samspil med svampenes underjordiske dele, som består af tynde såkaldte hyfer. Planternes fine rødder infiltrerer svampenes hyfer, så der opstår en forbindelse, hvor planterne transporterer sukkerstoffer til svampene, og svampene sender næringsstoffer og vand til planterne. Nogle af skovbundens planter har desuden via svampenes hyfer forbindelse til hinanden, siger Erik Vinther.
Godt trætte i hovedet og benene er vi tilbage ved bilen, og sætter kursen mod vest, tilbage til Faaborg.
FARMAKOPEEN – NATUREN SOM LÆGEMIDDEL
Mange af de planter og urter, man støder på ved Nørresø, kan findes i tidlige lærebøger om planternes lægelige virkning og tilberedning, såkaldte Farmakopeer. Lægemidlerne beskrevet i Farmakopeen, skulle være at finde på hylderne hos samtlige apoteker i Danmark.
Ved Nørresø kan man således finde et helt medicinskab, bl.a.:
– Hulrodet lærkespore, hvis hule knold indeholder et giftigt, opiumsligende stof, der kan lindre smerter i forbindelse med fødsler.
– Skovmærke, der foruden sin velduft kan bruges til at kurere brystlidelser, modvirke forstoppelse og fremme sårheling.
– Læge-Ærenpris, der som lægeurt kan helbrede lungesygdomme, bylder, skab, kolik, smerter i lunger og nyrer.
– Rød hestehov, hvis olier er beskrevet som beskyttende mod smitte med pest, og en kop te brygget på planten kan lindre leddegigt.
– Marts-viol, der kan bruges mod hovedpine, øjenbetændelse, hoste, brandsår mm. Man har senere fundet ud af, at planten (ligesom barken fra pil) indeholder salicylsyre, der virker mod hovedpine og er blodfortyndende. Salicylsyre blev senere fremstillet kunstigt under navnet aspirin og er også ingrediens i forskellige cremer bl.a. for uren hud.
Den tidligste Farmakopé er fra 1658 og skrevet af den danske læge og anatom Thomas Bartholin.
NØRRESØ
Vandet i søen er i dag både stille og klart, men skulle man vurdere søen udfra dens betegnelse som morænesø, så burde den måske have et mere dystert udseende. For en morænesø er et død-is-hul, skabt af en kæmpe stor isklump.
Nørresø har et areal på 69 hektar og en vanddybde på max 6,0 meter. Søen har afløb fra nordvestenden, hvorfra vandet føres hen til Brahetrolleborg Slotssø, hvor også Silke Å munder ud. Vand tilførslen fra Silke Å og Nørresø har tidligere drevet møllen ved Brahetrolleborg.
Søen har tidligere været meget ren. I dag er Nørresø i basisanalysen for vandområdeplaner 2021-2027 vurderet til at have en moderat økologisk tilstand på grund af et forhøjet indhold af fytoplankton. Der er dog forekomst af bundplanter som kransnålalger og tornløs hornblad.
