Tekst: Mette Marie Elmelund
Foto: Henrik Poulsen
Hunden er menneskets bedste ven, siger man. Og det gør sig i den grad gældende for Michael Irgens, ejer af hundepensionen. Han lever og ånder for hundene og vil gøre alt i verden for, at de har det godt. Udover sin hundepension har han nu åbnet Martedal Dyreinternat. Med internatet vil han give hunde, der ikke har haft det godt i deres hjem, en ny chance for et godt liv. Uden at kende et øje slog han sig ned på en gammel gård 10 minutters kørsel fra Faaborg.
HJÆLPER DEM, DER IKKE KAN TALE FOR SIG SELV
Det er en varm forårsdag i maj, da jeg besøger Michael Irgens på hans gård. En let brise rusker i det høje græs, og solen skinner over træerne på grunden med store græsarealer og løbegårde. Der lyder en glad gøen fra boksene, og det er tydeligt, at der bor hunde på gården.
Michael Irgens har altid været glad for hunde, lige siden han var en lille dreng og havde en hund i sit hjem. Han er født og opvokset på Sjælland og har haft en hård opvækst, men hundene har altid fulgt med ham som noget positivt. De var et fast holdepunkt og et sted, hvor der altid var gensynsglæde og varme øjne, uanset hvordan dagen ellers havde set ud.
– De kan mærke, at jeg gerne vil dem det godt, og at jeg ikke er bange for dem, fortæller Michael Irgens.
EN NY BEGYNDELSE PÅ SYDFYN
For cirka tre år siden tog Michael Irgens en beslutning om, at han skulle væk fra København. Han tog ud for at kigge på nogle forskellige hundepensioner, og grunden på Sydfyn var lige det, han søgte. Den gamle gård fra 1796 er nu både hjem og arbejdsplads for Michael Irgens. Med nogle fondsmidler, gode idéer og fokus på dyrene fik Michael bygget den hundepension, som han selv ville sende sin hund hen på, hvis han skulle.
– Det var vigtigt for mig, at jeg kunne finde et sted, hvor hundene kan have det så godt som muligt, nu når de skal være her et stykke tid, væk fra de vante rammer, fortæller Michael Irgens.
Alt blev planlagt med hundenes velbefindende i fokus. Store løbegårde, skyggefulde områder og bokse, hvor hundene kan være i fred, hvis det er det, de har brug for. Der er både plads til store og små hunde, unge og gamle. Alle er velkomne på Michael Irgens gård.
ET FRISTED FOR DE FIRBENEDE
I april kunne Michael Irgens udvide sin hundepension med et dyreinternat, hvor hunde, der er blevet fjernet fra deres hjem, kan komme og være, indtil de kan adopteres af familier, der vil dem det godt. Hundene er blevet fjernet af forskellige grunde, og Michael får ikke at vide hvorfor. Det betyder heller ikke noget for ham.
– Jeg er bare glad for at kunne hjælpe dem. Det er det, der gør, at jeg har lyst til at stå op hver morgen, fortæller Michael Irgens.
Og netop det med at stå op – at have noget, der giver mening og retning – betyder meget for Michael Irgens. Internatet er ikke bare en arbejdsplads, men et livsgrundlag.
– Der er altid nogen, der venter på mig. Og nogen, der har brug for mig. Det gør, at jeg aldrig føler mig alene, forklarer Michael Irgens.
Han håber, at han med sit internat kan komme op på at redde 60 hunde på et år.
PLADS, FRIHED OG ANSVAR
Med en kæmpe grund på 2 hektar har Michael Irgens god mulighed for at lufte hundene, der besøger hans pensionat. Han foretrækker, at hundene kan blive luftet uden snor på, så de kan føle sig mere glade og fri.
Det handler ikke kun om plads og motion. Det handler også om ansvar. For Michael Irgens hænger frihed og ansvar sammen, og han er ikke bleg for at dele sin holdning til, hvem der egentlig bør have hund.
– Jeg synes, at det er alt for nemt for folk at få en hund i dag. Det burde være sådan, at man skulle have et “hundekørekort”, før man kunne anskaffe sig en hund, foreslår Michael Irgens.
Han lægger ikke skjul på sin holdning til, hvordan nogle i samfundet behandler dyr. Han synes, at alt for mange får en hund uden at forstå, hvilket ansvar det indebærer. Michael Irgens kan let se på de hunde, han har i sit pensionat, om de kommer fra en familie, der tager sig godt af hunden eller ej.
– Man kan næsten se det i blikket. Og i hvordan de reagerer, når man nærmer sig dem. Nogle er bange, andre er hyperaktive, fortæller Michael Irgens.
ET HJEM UDEN ENSOMHED
Michael Irgens starter sin dag ud med at gå over i pensionatet kl. 8, hvor han giver hundene mad og vand og lufter dem. Udover de hunde, Michael Irgens passer, har han selv tre hunde. Han nyder at gå tur med dem, og han forkæler dem med god mad – og lidt tørfoder.
– Jeg bliver bare så glad af at være sammen med hundene, fortæller Michael Irgens.
På Martedal Dyreinternat er der udover Michael Irgens også fire frivillige, der hjælper til med dyrene. Han håber, at der på sigt kan komme et job eller to på gården. Han vil nemlig gerne være med til at give folk en ny chance.
– Med dyr kan man få en anden chance. De er så gode, og hvis du viser dem kærlighed, så får du det dobbelt igen, fortæller Michael Irgens.
Selvom Michael Irgens bor alene, føler han sig sjældent ensom. Hundene fylder hans hverdag med rytme og relationer. De har brug for ham – og han har brug for dem.
– Jeg har sagt det før, og jeg mener det: Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dem. De giver mig mening. De gør, at jeg aldrig føler mig alene, fortæller Michael Irgens. På spørgsmålet, om han går og drømmer om mere, ryster han lidt på hovedet og smiler.
– Jeg er ikke sådan én, der går og drømmer. Jeg planlæg ger. Men jeg håber, at jeg en dag kan lave en træningssal her på gården. Så folk kan komme og træne deres hund, og lære at forstå den bedre. Det kunne være godt, siger Michael Irgens.
Michael Irgens er ikke meget for store ord. Men hans handlinger taler klart. På Martedal handler det ikke om at redde verden – men om at gøre en forskel, én hund ad gangen. Og i det stille landskab lidt uden for Faaborg er der nu et sted, hvor de firbenede får en ny chance. Hvor de ikke bliver dømt på deres fortid, men bliver mødt med tillid og varme. Et sted, hvor det giver mening at stå op – både for menneske og for hund.
