Tekst: Mette Marie Elmelund
Foto: Henrik Poulsen
Fredag den 20. juni forvandler Faaborg sig endnu en gang til én stor kulturscene, når Kulturnatten 2025 løber af stablen. Hele byen deltager, og programmet bugner af oplevelser for både børn, unge og voksne.
– Hele byen samarbejder omkring det, fortæller Oliver Streich, formand for Kulturnattens bestyrelse.
Han glæder sig over, at det traditionsrige arrangement igen i år byder på et væld af aktiviteter. Der er børne workshops, gadeteater, åbent på museerne, musik i gaderne og meget mere – alt sammen er gratis denne aften.
Selvom Kulturnatten i store træk følger det velkendte format, er der i år skruet op for musikniveauet. Scenerne rundt i byen byder på både etablerede navne og lokale amatører.
– Vi er steppet et par skridt op i år i forhold til musikken. Man kan blandt andet opleve Bjørn Fjæstad og Henrik Melander fra BAAL spille på torvet. Det hele bliver sluttet af med She Funk, som er en gruppe kvinder, der kan sætte gang i en rigtig dansefest på torvet, siger Oliver Streich.
Han nævner også Mads Mouritz som et af de mere kendte navne, der optræder i år, og det understreger, at niveauet generelt er hævet i år:
– Musikscenen udvikler sig hvert år, og nu er der bedre kvalitet af de bands, der kommer og spiller. De har mere tyngde, fortæller Oliver Streich.
Han understreger dog, at der også stadig er plads til de “glade amatører”, der kommer og spiller.
Overalt i Faaborg er der noget at opleve denne aften. Foreningen Forvild Faaborg inviterer indenfor på “Den grønne scene” i Bryggergården med workshops og aktiviteter for både børn og voksne. Faaborg Museum laver en stor billedcollage for børn og billedskolen inviterer til aktiviteter på Byskolen, hvor man kan male akvarel.
I år kan man komme med forfatter, Susanne Guldager på kirkegårdsvandring. Hun har skrevet om Faaborgs kirkegårde og tager deltagerne med på en historisk vandring, der begynder allerede kl. 15.
Der bliver også åbent hus i logebygningen i Vestergade, og gadeteatret kan følges med start fra Den Gamle Gård. Der er ingen tvivl om, at Faaborg Kulturnat igen i år bliver en aften fyldt med kultur i hyggelig sommer stemning.