Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Jørn Ungstrup

Sidste år mistede Faaborg én af sine store kunstnere, da skulptøren Keld Moseholm gik bort. Denne sommer har interesserede kunnet opleve en ny udstilling på den gamle skole i Bjerne, hvor hans hustru, Bente Moseholm, i samarbejde med Skitsehandlen har skabt en udstilling med ikke tidligere viste skulpturer og skitser. Udstillingen giver således et nyt indblik i kunstnerens tanker samt processerne bag værkerne.

Klokken er lidt i 11, og der holder allerede flere bliver ved vejsiden i Bjerne tæt på den gamle skole. Her har der sommeren igennem været åbent hus alle weekender 11-16, og denne lørdag er ved at være sidste chance for de interesserede, der ønsker at se den nye udstilling.

- Annonce -
Faaborg Bilpleje - Læs mere her

I indgangspartiet tager Bente Moseholm imod sammen med sin søn, Jesper, og som på sommerens øvrige åbningsdage, vælter det ind med forventningsfulde folk.

– Jeg tror, der var omkring 1.000 mennesker til ferniseringen, og så har der måske været godt 100 gæster på hver af de øvrige åbningsdage, siger Bente Moseholm.

TANKERNE BAG DEN NYE UDSTILLING
Keld og Bente Moseholm købte den gamle skole i Bjerne og satte den flot i stand, inden de flyttede ind i 2001. Stedet var den perfekte ramme om Kelds arbejde og udstilling af hans værker.

Da Keld sidste år gik bort, var det op til Bente at finde ud af, hvordan stedet kunne drives videre. Den 1.100 kvadratmeter store bygning skal vedligeholdes, men også udnyttes, ligesom den store skulpturhave skal holdes, og denne udstilling skaber mulighed for at skabe fokus på stedet og den kulturskat, det indeholder.

Bente indledte et samarbejde med Theis Valløe Madsen fra Skitsehandlen for at skabe en ny og anderledes udstilling.

– Jeg vil gerne vise, hvad stedet kan og aktivere skulpturerne – de er her jo alligevel – en hel samling af dem. Så nu har vi afprøvet det, og så må vi finde ud af, hvad vi gør på den lange bane, siger Bente Moseholm.

Både Bente og Keld kender Theis fra Faaborg Museum og Skitsehandlen, og Bente gav derfor trygt opgaven med at planlægge den nye udstilling til Theis og hans kollega, Morten Underbjerg.

– De fik frie hænder. Keld havde mest fokus på skulpturerne og ikke så meget på skitserne. Vi overvejede, hvordan man kunne aktivere hele processen af Kelds arbejde – og så er det her jo stedet. Og udstillingen er måske anderledes opbygget, end hvis Keld havde været med ind over, siger Bente Moseholm.

Selvom pressen sjældent anmelder kultur længere, så har interessen for udstillingen været overvældende med besøgende fra både Helsingør og Djursland, samt en masse lokale, børnefamilier og unge mennesker.

– De besøgende har været meget interesseret, og de lader sig gribe af fortællingen. Det er også min erfaring fra, når vi har haft skoleklasser på besøg. Vores gæster er meget begejstrede, og det er glædeligt. Det sender jeg videre til Theis og Morten, for det er deres fortjeneste, siger Bente Moseholm.

Hun oplever, at folk fortsat er nysgerrige efter at komme ind og se Kelds kunst, men måske har de været berøringsangste efter hans bortgang sidste år. Har man ikke nået at besøge udstillingen denne sommer, så er der fortsat muligheder efter september, men efter aftale.

– Udstillingen bliver stående. Tidligere havde vi ikke åbent om vinteren, da der ikke var varme på. Men nu kræver papirværkerne i udstillingen, at der er varme på, og det giver mulighed for at åbne lejlighedsvis denne vinter. Vi laver en evaluering af udstillingen senere, hvad har vi lært, og hvad har vi lyst til, siger Bente Moseholm.

ET DYBERE INDBLIK
Bente har i alle årene været Kelds tætteste sparringspartner, og hun har et solidt indblik i både udstillingen og hele arbejdsprocessen i Kelds virke.

Udstillingen er bygget op, så værkerne passer til rummet, og så er de inddelt i stilarter og materialer. Naturalistiske skulpturer, croquis-tegninger, de små, tykke mænd. Og som noget nyt kan beskueren få lov at læse om kunstnerens tanker bag værkerne.

– Jeg har fundet små notater i skuffer, som Keld har skrevet, og de er hængt op for at give mere kontekst til værket. Han havde skrevet mange små citater ned, og dem vil jeg gemme for hans eftermæle, siger Bente Moseholm.

I den gamle gymnastiksal er der udstillet gipsmodeller, som er den første variant af alle Kelds færdige skulpturer. For når man vil skabe langtidsholdbar kunst i bronze og granit, er det en langstrakt proces, forklarer Bente, og den proces bliver gjort tydeligere i denne udstilling.

Interviewet sættes på standby, da to gæster henvender sig til Bente. De var nogle af de første købere af Kelds skulpturer, da de for 30 år siden købte de en sten med ti figurer på toppen. Her kom, forklarer de, Keld og Bente kørende med skulpturen i deres Ford hele vejen til Kolding.

Det viser sig, at Bente godt kan huske skulpturen, da gæsterne viser et billede frem. Det billede vil Bente gerne have tilsendt på mail, for hun går og pusler med en tanke om at samle så mange værker som muligt i en bibliografi over Kelds arbejdsliv.

– Min datter er ved at lave registreringer og et kartotek med værkerne. Og der er mange værker, for tingene har jo en lang levetid. Derfor en god ide med et opslagsværk, og der er flere, som er kommet med lignende billeder, af fx unika-værker, siger Bente Moseholm.

 

USTOPPELIG TIL DET SIDSTE
Enhver, der har set Kelds skulpturer, ved, at de tykke mænd fortæller historier med budskaber, som på én gang er både alvorlige og humoristiske.

– Når Keld var færdig med en skulptur, blev han selv iagttager af den. Han kunne have forskellige oplevelser af den, og han havde forskellige tolkninger af den selv samme skulptur i forskellige situationer, smiler Bente Moseholm.

Hvis en skulptur ikke blev solgt, så var den under videre bearbejdelse, for Keld rettede af og til i sine skulpturer, hvilket viser meget om hans dedikation til sit arbejde.

– Keld var dedikeret til skulpturer. Han tegnede også, hele tiden, han kunne ikke lade være. Det var en livsform. En måde at være i verden på. Han så motiver hele tiden og havde altid papir og blyant i lommen, hvis han skulle blive inspireret, siger Bente Moseholm.

Herudover var Keld også en meget beskeden mand, og en meget lidt forbrugende mand, der ofte brugte genbrugsmaterialer og var meget optaget af naturen. Fx var han på forkant med sin tid, da han for mange år siden var optaget af skovsikring og plantede et tilkøbt areal til med træer.

Denne dedikerede livsform viste sig tydeligt, da Keld var aktiv i sit værksted lige op til to dage for sin død. Efterfølgende fandt Bente en gravsten, som Keld selv havde lavet, og som nu står ved hans grav på Nr. Lyndelse kirkegård.

– Han havde ikke fortalt om gravstenen, men indimellem var han faktisk optaget af religiøse motiver. Han har også lavet to store lysestager, der står ved alteret i Horne Kirke, hvor han blev bisat, siger Bente Moseholm.

24

KUNSTENS KERNE
En besøgende, der går forbi Bente, udbryder med tårer i øjnene: “Det er enormt bevægende det her, det er så udtryksfuldt.” Det er dét, kunsten kan. Formidle til følelserne. Kelds skulpturer har altid skabt begejstring, forklarer Bente, også i udlandet, hvor han udstillede meget.

Især husker hun en anmelder i Indonesien, der var fascineret af Kelds udstilling, og her oplevede Keld, hvordan kulturer taler et fælles sprog gennem kunst.

– Kunsten kan have et figurativt udtryk, der skaber identifikation. Mennesker kan have forskellige vilkår, men vi har alle de samme følelser. Keld skrev ikke meget om meningen bag sine skulpturer, han ville gerne have, at beskueren selv lægger en tolkning ind. Men i denne udstilling, har vi hængt det op, han selv har beskrevet, og det giver et større indblik, siger Bente Moseholm.

Bente føler sig overbevist om, at Keld ville have glædet sig over udstillingen, at han ville have syntes, det var sjovt at se, hvad andre har fundet på at gøre med hans værker. Selv var han måske i de senere år mest optaget af at skabe nye værker og mindre optaget af formidlingen, i hvert fald i sin egen udstilling.

Du kan læse mere om kunstneren, kunsten, atelieret og udstillingen på www.moseholm.dk.

KELD MOSEHOLM:
Keld Moseholm (1936-2023) var dansk billedhugger og tegner. Hans bronzeskulpturer står i det offentlige rum i flere danske byer, og han har udstillet på kunstmuseer og kunstbiennaler i Danmark og udlandet, senest på Faaborg Museum i fejring af kunstnerens 80-års fødselsdag og skulpturbiennalen “Sculpture by the Sea” i Sydney, hvor han har været fast udstiller siden 1999. Han blev uddannet på Det Fynske Kunstakademi og på Kunstakademiet i København i årene 1965-1970.