Fredag blev hverdagens helte fra hele landet hyldet, da Hjerteforeningen inviterede alle dem, som er indstillet til Årets Hjerteredder 2023, til fejring af deres indsats. Blandt de nominerede var to faaborgensere udpeget for deres livreddende førstehjælp. Nu kan du stemme på dem frem mod Hjertegalla, der sendes 16. september på TV 2 Charlie.

Hvert år falder cirka 5.000 danskere om med hjertestop uden for hospitalerne. Mennesker, som er dybt afhængige af, at andre træder til og yder genoplivning.

Og netop dét har de mange indstillede til Årets Hjerteredder 2023 tilfælles – de har trådt til og reddet et medmenneske, som ikke havde været her i dag, hvis det ikke var for hjerteredderen.

- Annonce -

Det ønsker Hjerteforeningen at fejre, hvorfor alle indstillede til Årets Hjerteredder fredag var inviteret til København til hyldestarrangement, hvor radiovært Christina Bjørn ledte deltagerne igennem en dag, hvor hver enkelt redning blev fremhævet og fejret.

Blandt de mange indstillinger til Årets Hjerteredder har et dommerpanel udvalgt tre redninger, som indgår i den endelige afstemning om den ærefulde pris.

Blandt andet Carina Bangsgaard og Kirstine Haastrup fra Faaborg, der reddede Christian Kjems, da han faldt om ved Sundet under en løbetur. Hele den historie kan du læse her:

Af hjertet tak! Christians Kjems fik livet igen

De tre endeligt nominerede til Årets Hjerteredder er:

  • Carina Bangsgaard og Kirstine Haastrup fra Faaborg, som reddede Christian Kjems, da han faldt om med hjertestop på sin løbetur.
  • Jesper Johansen (Region Hovedstaden), som reddede sin mor, Dorthe Johansen, da hun faldt om med hjertestop i hjemmet.
  • Marianne Hesselholt, Gitte Hedemann Petersen, Jacob Sørensen og Morten Jønby (Region Midtjylland), som reddede deres kollega Eskil Wadsholt, da han faldt om med hjertestop på arbejdspladsen.

Stem med:

  • Du kan være med til at kåre, hvem der skal løbe med prisen ved at afgive din stemme på https://hjerteforeningen.dk/stem-paa-aarets-hjerteredder-2023/ frem til den 14. september kl. 12. Den redning, der opnår flest stemmer, modtager den ultimative hyldest ved Hjertegalla. Se med, når Hjertegalla bliver sendt på TV 2 Charlie og TV 2 Play lørdag den 16. september kl. 20.50.