- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Mads Holdgaard

Da Anders Ploug-Sørensen i 2017 besluttede sig for at stoppe sin produktion af stenbedsplanter, måtte Emil Stentebjerg Frederiksen tage en hurtig beslutning. I dag driver Emil forretningen videre under navnet Gartneriet Broholm, hvor de mange typer stenbedsplanter, dyrket på de 70.000 m2 marker lige udenfor Millinge, leveres til retailbranchen på hele det skandinaviske marked.

- Annonce -

Til en egnsfest i Horne, da Emil Stentebjerg Frederiksen var bare 12-13 år gammel, hørte han Anders Ploug-Sørensen fortælle historier fra sit arbejdsliv. Hvordan han hele sommeren pottede, producerede og solgte planter, og hele vinteren kunne holde fri og gå på jagt. Et arbejdsliv, der lød besnærende for den unge dreng, der erklærede, at det liv ville han en dag gerne leve.

Gennem årene blev der indgået en aftale om, at den dag, Anders gik på pension, skulle Emil overtage gartneriet, og den dag skulle vise sig at komme noget tidligere end forventet.

En hurtig overtagelse
Anders og Gitte Ploug-Sørensen har boet på gården Broholm udenfor Horne siden 1982, hvor de i mange år producerede og solgte stenbedsplanter, frugt og bær under navnet Broholm Frugt og Bær. Gradvist gennem årene udviklede antallet og sortimentet af stenbedsplanter sig fra 5.000 planter årligt fordelt på tre sorter til to millioner planter, fordelt på 25 sorter.

Da Anders besluttede sig for at gå tidligt på pension og dermed stoppe produktionen af stenbedsplanterne, var det naturligt at høre Emil, om han var klar til at overtage. Emil var på det tidspunkt 26 år gammel, landbrugsuddannet indenfor planteproduktion og havde fast arbejde.

– Anders havde spurgt mine forældre, om de troede, jeg fortsat var interesseret. Min mor ringede og sagde, at hvis jeg var interesseret, så var det nu, som i NU! fortæller Emil Stentebjerg Frederiksen.

Anders havde ikke opformeret nye planter den sæson, og Emil måtte derfor i foråret 2017 tage en meget hurtig beslutning. Han ringede til banken og dernæst til Anders.

– Jeg mødtes med Anders og sagde, han skulle give mig en uge. Jeg lejede folk ind, og vi priklede alle de planter, vi kunne. Det blev til 500.000 på en uge, og så tog jeg tilbage til mit almindelige arbejde, forklarer Emil Stentebjerg Frederiksen.

Emil havde intet kendskab til planter, men han indgik en aftale med Anders, om at han arbejdede som konsulent for virksomheden de første tre år, og så gik Emil ellers all in og sagde sit job op den 1. maj.

Et kendt brand
Ved at overtage et kendt brand havde Emil nogle fordele frem for at starte en helt ny virksomhed op.

– Ved at videreføre Broholm havde jeg et kundekartotek og et brand, og med Anders som konsulent havde jeg også know how, ellers havde det taget langt tid at bygge en forretning op, siger Emil Stentebjerg Frederiksen.

I den kommende salgssæson, der typisk løber fra uge 10 til 26, solgte den nye unge ejer planter fra markerne omkring Broholm på Tåstebjerg, men samme sæson købte han en ejendom på Hornegyden lige udenfor Millinge og begyndte en ny produktion fra de 70.000m2 marker.

– Grunden herude har den fordel, at der er vandboring på, og hver vinter siden 2018 har vi udvidet med haller, produktion af nye planter og andre nye projekter. De tre år med Anders som konsulent er gået, men jeg har suget al viden ud af ham. Heldigvis kommer han stadig forbi af og til, siger Emil Stentebjerg Frederiksen.

Selvom Emil ikke er uddannet indenfor planter, så er der en høj grad af overførbar viden fra uddannelsen indenfor planteproduktion, fx ligner svampesygdomme hinanden, uanset om de rammer korn eller planter.

En barsk opvækst
Mange steder vokser stenbedsplanter i koldhuse (uopvarmede drivhuse). Men i Millinge står planterne udenfor på markerne året rundt, og det giver nogle særligt hårdføre planter, som er en del af brandet for Broholm.

– Selvom de står under dug i vintermånederne, så giver det robuste planter, når de står udenfor på friland. Vi sender planter helt op til toppen af Norge, og også her kan vores planter holde til klimaet, forklarer Emil Stentebjerg Frederiksen. På markerne er der fortsat mange planter, selvom højsæsonen for salg er ved at være slut, og Emil regner med, at der i år er solgt omkring 1.000.000 planter. Nu er det næste års planter, der er i fokus, og der er utallige potter placeret på sorte ukrudtsduge, for med stenbedsplanter skal man tænke langt frem i tiden.

– En salgsklar plante er halvandet år undervejs. De planter, vi har solgt i foråret i år, blev plantet i oktober 2020. Lige nu er vi ved at sælge det sidste ud, som vi plantede i 2020, og nu har vi stiklinger i potter, der skal sælges næste år, forklarer Emil Stentebjerg Frederiksen.

Hele oktober måned bruges på at opformere nye stiklinger i bakker og potter, så når nytåret nærmer sig, står der således planter til to sæsoner på markerne.

En stor spiller på stenbedsmarkedet
Engelsk græs, spindelvæv, blåpuder, krybetimian, der dufter fantastisk, otte forskellige slags husløg i et væld af forskellige farver og planten serum sexangulare, der fx bruges på grønne, miljørigtige tage. Udvalget er enormt – og naturligvis tilpasset den aktuelle og kommende havemode.

– Vi regulerer hele tiden, hvilke blomster og stauder vi skal lave. Hvor vil markedet hen af, vi skal hele tiden kigge på indikatorer år for år, siger Emil Stentebjerg Frederiksen.

Tre gange om dagen i salgssæsonen kommer lastbiler rullende og henter stenbedsplanter, så de kan ende hos de haveglade købere. Broholm sælger planterne til alle de store forhandlere som fx Coop og plantecentre i hele Skandinavien.

– Jeg ved ikke, om vi er de største, men vi er én af de største i Skandinavien på det her område. Og måske det største frilandsgartneri med det her segment, siger Emil Stentebjerg Frederiksen.

I alt producerer Broholm nu 55 forskellige sorter fordelt på seks kulturer af stenbedsplanter, som de betegner som deres speciale. Men foruden stenbedsplanter, så er Emil også ved at starte op med frugtbuske, som de plantede sidste år.

Tid til jagt – engang
Selvom det var tanken om en hel vinter med tid til jagt, der drev den 10 år gamle Emil, så er den del af drømme ikke gået i opfyldelse endnu, her fem år efter overtagelsen af Broholm. Men Emil er fortsat håbefuld.

– Stedet her skulle gerne blive så stort, at jeg kan ansætte en mellemleder til at aflaste mig, så jeg mere skal have helikopterblikket. Men det har nok lidt lange udsigter, og så er det jo godt, at jeg ikke er arbejdssky, griner Emil Stentebjerg Frederiksen.

Imens må den ivrige riffeljæger nøjes med kortere jagtture, hvor han hvert år håber at kunne nedlægge en forårsbuk, og der bliver da også tid til en enkelt eller to ture til Sverige i løbet af året.

STENBEDSPLANTER
Denne plantegruppe inkluderer en bred vifte af taknemmelige og hårdføre planter, der ikke stiller de store krav til pasning og pleje. De pryder med deres smukke blomsterflor og grønne bunddækkende løv. Emil Stentebjerg Frederiksen kalder planterne for ‘gode sommerhusplanter’, da de er hårdføre og næsten ikke kan slåes ihjel.