- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat

I 1996 stod Henrik Melander på scenen på Roskildefestival og fyrede den af foran et begejstret publikum med sit band Baal, der nærmest havde kultstatus i Danmark. Dengang kunne han ikke forestille sig tilværelsen, som den ser ud i dag, hvor bandet fejrer 25-års jubilæum: gift, tre børn og musiklærer på Sydfyn. Læs om den særprægede musik-karriere og om at skifte identitet fra københavnsk rock-ikon til familiefar på Sydfyn.

Jeg har nået meget af det, jeg vil, og jeg har lavet meget af det musik, jeg gerne vil. Og jeg kan ikke forestille mig et liv uden musik.

- Annonce -

Spring ud i livet
Da Henrik var seks år gammel, startede han med at spille klassisk klaver og har siden haft et liv, fyldt med musik. I gymnasiet opdagede han, at det ikke var særligt brugbart at spille klassisk klaver, og her tog han det første store spring i musikkarrieren. Han udskiftede det klassiske med det mere rytmiske og kom med i skolens band.

– Det var fedt, da jeg skrev min første sang, og efter en måned havde vi skrevet en hel musikforestilling, fortæller Henrik Melander.

I 1994, der var en musikalsk tid præget af rasende grunge og arrogant britpop, startede Henrik Melander et nyskabende band, der skulle vise sig at få både succes, kultstatus og en 25 år lang karriere sammen.

– Vi var frygtligt ambitiøse fra starten af. Bjørn (Fjæstad, red.) og jeg spillede begge i andre orkestre, der gik lidt i sig selv, så vi gik sammen, selvom vi var konkurrerende bands. Vi var fem gutter, der startede op, og vi valgte at betragte det som et arbejde, hvor vi var ‘på kontoret’ fra 10 til 16 hver dag, fortæller Henrik Melander.

Bag sig havde Henrik en delvis uddannelse i musikvidenskab, men endnu en gang tog han en beslutning om at tage et spring i livet.

– Det var lige den tid, da PC’en havde sit indtog. Musikvidenskab var lidt kedeligt, og jeg sprang fra og uddannede mig som software-designer, mens jeg fortsat spillede med bands ved siden af, forklarer Henrik Melander.

Da Baal opstod, arbejdede Henrik således som software-designer for TDC, og da han ikke kunne få orlov, var der atter en gang frit spring ud i det uvisse. Han sagde op.

– Jeg prioriterede bandet, og det har jeg ikke fortrudt et øjeblik! Vi gik alle all in, man skal ikke være bange for at tage store spring i livet. Vi øvede hver dag og skrev og skrev og skrev, fortæller Henrik Melander.

Det store og engagerede arbejde bar frugt, og i oktober 1995 kunne Baal underskrive deres første pladekontrakt med Virgin Records om rockalbummet Sensorama, der hurtigt gav dem kultstatus blandt deres fans.

– Albummet udkom i 1996 og solgte godt – mere end 20.000 eksemplarer. Det år gav vi over 100 koncerter, både i Danmark og i udlandet. Vi har haft mange gode oplevelser med fx fredagsrock i Tivoli, opvarmning for Lenny Kravitz, Roskilde-festival og flere Midtfynsfestivaller. Men de største oplevelser var nok at spille på de store klubber, hvor lys og lyd kunne give den rigtige stemning. Det passede os godt som et dramatisk rock-orkester, fortæller Henrik Melander.

Alt er tilladt
Baal fik mange ord med på vejen efter udgivelsen af deres debut-album, bl.a. ord som pompøs, teatralsk, patosfyldt og stort anlagt. Det var en anderledes tilgang af et dansk band, og efter en koncertsucces på blå scene på Roskilde-festivallen i 1996 spurgte journalisten med munter mine: Hvad bilder I jer ind? Hvortil forsanger Bjørn Fjæstad uimponeret svarede: Alt! Alt det, man ikke må.

De efterfølgende albums skulle vise, at Baal for alvor mente alt, for hvert eneste album fik et nyt udtryk. Bandet holdt sig aldrig til en bestemt genre og har således udgivet både rock, pop, elektronisk, ballader og endda teatermusik.

Henrik er bandets primære sangskriver og har skrevet det meste af musikken til bandets hidtil tolv albums. Han ved ikke præcist, hvorfra inspirationen til musikken kommer, men musikken kommer let til ham.

– Det kommer bare lige ind i knolden, jeg har aldrig blokeringer, det flyder bare. Jeg kan sætte mig til flyglet og skrive tre sange. Men jeg giver også mig selv pauser, forklarer Henrik Melander.

Henrik afsætter også sine sange andre steder, ligesom han også gerne tager bestillingsopgaver til fx teaterstykker.

Den grå eminence – fra rock-ikon til familiefar
I dag har bandet holdt sammen i 25 år, og de mange koncerter er reduceret kraftigt. Med bandmedlemmernes familie-forøgelser er der også blevet længere og længere mellem udgivelserne, og seneste udgivelse er et live-album fra 2021, kaldet Mirrors.

Selvom familiefaren havde forestillet sig en tilværelse, hvor han lå i hængekøjen og skrev musik, så er han tilfreds med livet, som det ser ud. For Baal producerer fortsat musik, og det er i de øjeblikke, musikken opstår, at Henrik finder livets lykkeglimt.

– Den energi, der kommer ud af at spille musik sammen, der opstår noget magisk første gang, vi spiller en ny sang sammen. Det er mindst lige så fedt som at spille på en scene foran 5.000 mennesker. Det giver mig en lykkefølelse, som jeg stadig bliver helt høj af, fortæller Henrik Melander.

Selvom bandet gennem en årrække havde kultstatus, så indtog Henrik en mere anonym rolle for offentligheden, hvilket passede ham glimrende.

– Vi har en god forsanger, som har tegnet bandet udadtil, og det har passet mig fint ikke at skulle give autografer i netto og være en rockstjerne, der blev genkendt. Jeg har altid mere været den grå eminence i baggrunden, så på den måde har det ikke været en svær overgang at blive familiefar, forklarer Henrik Melander.

Helt aktuelt er der en jubilæumsturné på vej, hvor Henrik og Baal i september lægger vejen forbi nogle af de større danske byer og fejrer, at det er 25 år siden, de udgav succes-albummet Sensorama. Baal spiller på Posten i Odense den 14. september.

Fra hængekøjen i Korinth har Henrik arbejdet sammen med flere lokale musikere, blandt andet har han været manden bag musikken fra det lokale band Sunday Karma, og faaborgenserne kan snart høre mere lokalt musik med Henriks kompositioner, for under corona-nedlukningen har han dannet et nyt band med Anders Pedersen (tidligere i Sunday Karma). Sammen kalder de sig AP-Melander og kan bookes til koncerter.

DISKOGRAFI

1996 Sensorama (Virgin Record)
1998 Karaoke (Virgin Record)
1999 Funtex (Virgin Record)
2002 The Supreme Machine (Virgin Record)
2005 Do You Come With special Features? (Universal Records)
2008 Behind Your Echoes (Universal Records)
2019 Time Is Old (Baal)
2020 The Quiet Session (Baal)
2021 Mirrors (Baal)

Herudover har bandet udgivet fire teater-plader:

2000 Englesyn (Jomfru Ane Teatret, Aalborg)
2002 Antigone (Aarhus Teater, Aarhus)
2003 The Last Show (Fredericia Teater, Fredericia)
2009 Trold Tæmmes (Folketeatret, København)