Tekst: Christina Bøgebjerg
Foto: Christina Bøgebjerg/privat

“At rejse er at leve”, sagde H.C. Andersen.
Johannes Snedker ville nok ændre det til “At sejle er at leve”.

Hans forældre købte familiens første båd, da han var ca. 13 år, og som 19 årig fik han sin helt egen, en Svendborg Senior. Hans mor havde forinden gjort ham opmærksom på, at han bare skulle være forberedt på at bruge næsten lige så lang tid på land som på vandet.

Indtil den kan komme i vandet, står Dione bagerst på sejlklubbens grund, så Johannes kan skue ud over hele pladsen fra cockpittet

For det tager tid at vedligeholde en båd. Svendborg Senior’en er for længst sejlet videre. Johannes har haft den nuværende Kitt 25, som hedder Dione, i mere end 2 årtier. Lige nu er han ved at gøre den klar til en ny sejlsæson, mens den stadig står på landjorden i Faaborg Sejlklub.

- Annonce -

Kigger man ned over sejlklubbens både, er det ikke alle, der har haft presenninger på. En af dem er Hans Christian Hansen, som i Faaborg Sejlklub også kendes som H.C. Han er i gang med at male bunden på sit skib. – I min verden behøver man ikke dække af. Både er beregnet til at være ude. Så jeg vokser den godt i efteråret uden at polere. Det beskytter glasfiberen, og snavs og skidt sætter sig i voksen, som er nem at vaske af om foråret. Dækkets søgelænder ruster heller ikke, de er jo lavet til vandmiljø, siger H.C.

Johannes medgiver, at H.C. nok har ret: – Det var i højere grad mere relevant med afdækning for år tilbage, hvor blæsten bragte skidt og os fra slagteriets skorstene over på skibene. Men for mig føles det stadig trygt at dække den af hver vinter, siger han.

Under presenningen fik han for et par dage siden slebet og malet hele bunden. – Jeg gør det ikke hvert år, men nu var det tiltrængt. Og temperaturen til det, for det skal være minimum 5 grader, den dag du gør det. Jeg sleb den først med slibemaskine, herefter fik den en primer, så malingen kan hæfte bedre, og til slut bundmalingen. Det mindsker begroning på skibets bund, især fordi overfladen bliver glat, fortæller han.

Al den vedligeholdelse kræver sit udstyr. – Maritimt udstyr er generelt dyrt, fordi det skal være virkelig god kvalitet. Vand og salt er jo slemt ved især metaller. Du kan godt købe rustfrit stål, som ruster efter 5 år. Eller vinduesviskere fra en gammel bil, der vil tære og ruste meget hurtigere end marine vinduesviskere. Så hvis man har en båd, må man acceptere, at udstyret er dyrt, siger Johannes.

Han bliver lidt mere teknisk:

– Så snart to metaller kommer i vand, opstår der en galvanisk tæring. Det betyder, at det mindst ædle metal vil tæres op og forsvinde. Skruen og roret på skibet er forbundet gennem havvandet. Derfor har jeg sat en zinkanode, det der også kaldes en offeranode, på både skruen og roret. Zink er et mindre ædelt metal end dem, skruen og roret er lavet af, og derfor vil zinken på anoden tæres først. Så skifter jeg bare den hvert år, i stedet for at skulle skifte skrue og ror, siger Johannes.

Nu hvor presenningen er kommet af, og underste del af skibet er beskyttet, står øverste del for.

– Når jeg har vasket dækket af i Neptun, som er fedt- og snavsopløsende, vokser jeg glasfiberen. Voksen lukker de bitte små åbninger i glasfiberen, og beskytter den også mod solen. Herefter polerer jeg, fordi det gør voksen hård og glat, så vand og snavs bedre preller af.

Sejlklubben må siges at være hans andet hjem: – Jeg er virkelig glad for at være medlem i sejlklubben. Man møder som regel altid andre sejlere hernede, som for eksempel H.C. i dag. Det giver socialt samvær, kammeratskab, masser af hjælpsomhed, deling af informationer og gode råd. Det er også billigere og nemmere at få sin båd i vandet, når man er med i sejlklubben. Vi har søsætning 10. april, hvor vi har hyret en vognmand, der står for at sænke skibene i vandet, og vi hjælper alle sammen hinanden, afslutter Johannes.

- Annonce -