- Annonce -

Onsdag formiddag fik den første i Faaborg den længe ventede vaccine mod covid-19.

Det var 84-årige Birgit Thuesen fra Prices Have Centeret, der lagde skulder til det lille stik fra læge Sarah Dalskov fra Lægerne i Holkegade i Faaborg.

– Det gjorde overhovedet ikke ondt, var hendes første kommentar, da vi mødte hende på behørig afstand i indgangen til plejecenteret et par timer efter stikket.

- Annonce -
Birgit Thuesen beroligede med at stikket i skulderen “slet ikke gjorde ondt”.

– Jeg gjorde det for at være på den sikre side. Min hverdag har ikke været meget anderledes under Corona-situationen. Jeg ser tv som jeg plejer, og kan også stadig komme i “hyggekrogen”, lød det fra Birgit Thuesen.

Hun følte sig tryg under hele vaccinationen, da det var hendes egen normale læge, der gave hende prikket i skulderen. Birgit Thuesen kommer oprindeligt fra Randers, men er rykket tættere på familien, der bor i området, og nu har hun boet på Prices Have Centeret i 12 år.

Leder på plejecenteret Lis Munk havde det store smil fremme på denne onsdag, som borgmester Hans Stavnsager også har kaldt historisk.

Leder på Prices Have Centeret var glad for at vaccinationen blev givet i dag.

– Jeg er meget glad for, at vi er kommet i gang. Vaccinerne er et skridt mod øget tryghed og vores vante hverdag. Personalet har virkelig været ihærdige for at skabe en så normal hverdag som mulig. Jeg har kun stor ros og respekt til overs for mine kollegaer, fortalte Lis Munk, der også selv var blevet vaccineret onsdag formiddag.

De fleste af de 56 beboere på centeret blev vaccineret i dag, men enkelte har valgt at vente og se tiden lidt an. Det samme gælder i øvrigt personalet, hvor de fleste takkede ja til vaccinen, mens enkelte valgte at stå over i første omgang.

Der har endnu ikke været covid-19 smitte på plejecenteret. Hverken blandt personale eller beboere, fortalte lederen.

Læge Sarah Dalskov fra Lægerne i Holkegade ankom i vinterligt vejr til dagens opgave.