- Annonce -

På Hotel Faaborg Fjord er hoteldirektør Ulrich Bastrup gået den hårde vej, og har afskediget halvdelen af sit personale, så hotellet er gået fra 25 til 12 fastansatte.

Hotellet som primært plejer at leve af konferencer og møder og sekundært af private leisure gæster, har det svært på grund af de mange corona-restriktioner, og derfor tør hoteldirektør Ulrich Bastrup ikke sende sine ansatte på arbejdsdeling, fordi fremtiden simpelthen er for usikker, forklarer han ifølge Faaborg-Midtfyn Erhvervsråds nyhedsbrev.

– Alting ændrer sig så hurtigt lige nu, at jeg slet ikke tør spå om, hvordan det ser ud om to uger i forhold til restriktioner og ændringer, siger han, og henviser blandt andet til situationen i Nordjylland lige nu.

- Annonce -

– De seneste uger har vi fået langt flere afmeldinger end bookinger. Fortsætter det, er der til sidst ikke flere gæster tilbage. Han ærgrer sig over, at statsorganisationerne også afmelder deres konferencer og mener også at reglerne er svære at manøvrere i.

Alle jule- og nytårsarrangementer er også aflyst. Det er ellers en højtid, som plejer at fylde godt i årskalenderen (og regnskabet).

Aftenlukket tager ekstra-omsætningen

Hotellet har i oktober åbnet et helt nyt spaområde, som gæsterne nu har adgang til. I den første weekend i november har hotellet taget imod 120 gæster på weekendophold, i næste weekend ser der lige nu ud til kun at komme 60, og han fortæller at tallet ser ud til at fortsætte ned.

– Jeg er egentlig imponeret over, at de kommer. Der er mange restriktioner omkring, hvornår de kan være i spa og hvornår de skal spise. Og de skal være på værelset fra klokken 22. Det betyder jo også, at vi mister den meromsætning, vi plejer at få fra baren om aftenen, siger han.