Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / privat

I 1986 overtog Peder Frederiksen virksomheden, der dengang talte bare to mand og seks traktorer. I dag består Svanninge Skovservice A/S af 14 ansatte og en imponerende maskinpark, og Peder Frederiksen har for nyligt overdraget sit livsværk til sine to sønner, Jens og René Frederiksen.

Virksomheden har rødder helt tilbage til tiden efter Ander Anden Verdenskrig, hvor Torben Banke kørte læssevis af tørv med sine heste. Senere ansatte han en ung mand, Peder Frederiksen, der som 21-årig i 1986 overtog virksomheden under navnet Skoventreprenør Peder Frederiksen.

Overlevering til næste generation
Med årene voksede virksomheden, og Peder Frederiksen, der befinder sig allerbedst bag rattet i en skovningsmaskine, måtte varetage flere og flere administrative opgaver. I 2004 skiftede virksomheden navn til det nuværende Svanninge Skovservice A/S, og i 2008 ansatte hans sin ældste søn, Jens Frederiksen, som ansat nummer otte.

På daværende tidspunkt var juletræsproduktion en stor del af virksomheden, men da det allerede her stod klart, at Jens Frederiksen med tiden skulle overtage virksomheden, og da han ingen interesse havde i juletræer, blev produktion stille og roligt afviklet.

– Jeg har altid vidst, at jeg ville overtage virksomheden. Fra jeg var lille har jeg været med min far på arbejde. Han var ikke en far, der tog med os ud til håndbold, men i maskinerne blandt en masse træer – her havde vi en masse kvalitetstid. Jeg tror, interessen kommer af sig selv, når man bliver taget med på den måde, forklarer Jens Frederiksen.

Med Jens Frederiksens indtræden som en del af ledelsen, har den nu 56-årige Peder Frederiksen kunnet læne sig tilbage og atter komme ud i skoven, hvor han vil være – bag rattet på en skovningsmaskine.

– Min far er ikke vild med opgaverne på kontoret, og i foråret købte vi en ny maskine til ham, så nu kører han i skoven igen, som han allerhelst vil, siger Jens Frederiksen.

Selvstændige ansatte
Når de store fynske entreprenører, skovfogeder, landmænd eller godsejere skal have ryddet eller udtyndet et stykke skov, så ringer de ofte efter mandskabet i Svanninge Skovservice. Her tager de 14 ansatte fat med deres maskiner, som de med mange års erfaring opererer med stilsikker behændighed.

Maskinparken er ganske imponerende og består af bl.a. skovningsmaskiner, udkørselsmaskiner, flishugger, gravemaskine og et utal af traktorer og motorsave.

Jens Frederiksen står for den daglige drift, og mange af de ansatte har kendt ham, siden han var en lille dreng. Alligevel er det gået gnidningsfrit at overtage lederrollen.

– Mange har været ansat her i mange år, og vi har haft både et 25-års jubilæum og fire 20-års jubilæer. Mændene er gode til selv at planlægge deres arbejdstid og opgaver, og de brokker sig oftest kun, når det er berettiget – fx hvis jeg betjener deres maskine og har glemt at tage mine sko af og sviner gulvet til, fortæller Jens Frederiksen grinende.

Tillid til næste generation
Peder Frederiksen har med sindsro overdraget virksomheden til sønnerne. I 2016 købte sønner sig ind med hver 24 %, og i år har de købte sig yderligere ind, så de nu hver ejer 45 %, mens Peder Frederiksen fortsat ejer 10 %.

– Far er glad for, at vi har overtaget. Jeg tror, han kan mærke, at vi har styr på det, og han har taget det nemt og givet slip. Han har lovet, at han fortsat vil hjælpe os i fem år, men når han fylder 60, så skal vi ikke spørge ham mere, har han sagt, forklarer Jens Frederiksen.

Mens lillebror René Frederiksen har sin faste plads i en af maskinerne, så har Jens Frederiksen overtaget både ejendommen, hvor virksomheden ligger, og opgaverne på kontoret. Sammen med sin familie, der tæller hustru og to piger på hhv. 1,5 og 3,5 år, har de siden august 2020 boet på samme adresse, hvor maskinhallen ligger, og hvor førstesalen udgør kontoret. Overtagelsen af virksomheden har været et familieforetagende, hvor alle var med på råd.

Selvom Jens Frederiksen selv mener, han er god til at skelne mellem arbejdstid og fritid, så kan det være svært helt at slippe arbejdstankerne, når fx en maskine kommer hjem fra skoven.

– Maskinerne er oftest ude i skoven, men bliver der kørt en maskine hjem til maskinhallen, og jeg går i haven og leger med pigerne, så tænker jeg da lige: ‘gad vide, om den er gået i stykker’, fortæller Jens Frederiksen.

Drømmen er lige nu
Jens Frederiksen har også en dyb fascination for de mange timer alene i en skovningsmaskine, og timerne på kontoret kan godt blive lange.

– Lige nu har virksomheden den størrelse, som den skal have, og vi drømmer ikke om at udvide. Vi drømmer dog om at kunne ansætte en blæksprutte på kontoret, for jeg kan godt lide at sidde i maskinerne. Når man fx har siddet 8 timer og kigget på en kran, så skal jeg ikke hjem og tømme hovedet – så er hovedet helt tømt, og jeg er klar til tid med familien, siger Jens Frederiksen.

Om der på sigt skal ske endnu et generationsskifte, vil Jens Frederiksen ikke spå om, men allerede nu oplever han, at pigerne nyder at komme med ud i maskinerne og tilbringe kvalitetstid med deres far.

Opgaver i Svanninge Skovservice A/S:

  • Maskinskovning
  • Fældebunkelægning
  • Udkørsel
  • Udslæbning
  • Flishugning
  • Grenknusning
  • Rodfræsning
  • Hegnsklipning
  • Skovrejsninger
  • Mekanisk renholdelse
  • Maskintransport
  • Køb af råtræ og flis
  • Manuel skovning mm.