Torsdag morgen bliver kunderne i Landslagteren Mad med Mere mødt af et skilt med teksten “Lukket pga. Covid-19.

En medarbejder i butikken er konstateret smittet med coronavirus, og derfor holder butikken lukket, fortæller slagtermester Kenneth Guldhammer overfor Det Rigtige Faaborg.

– Vi har fået besked om, at en af vores medarbejder er blevet testet positiv for coronavirus, så der er kun en ting at gøre, nemlig at lukke butikken straks, siger han om beslutningen.

Der er tale om en medarbejder, der har haft kundekontakt, men der er ifølge indehaveren kun en lille risiko for, at vedkommende skulle have smittet kunder i butikken. Vedkommende har i øvrigt været hjemme siden mandag, og blev så testet positiv onsdag aften.

– Vores disk betyder heldigvis, at vi har en god afstand til vores kunder, men hvis nogle der har handlet hos os, oplever symptomer, så skal man selvfølgelig lade sig teste, understreger han.

Nu skal alle medarbejdere testes og fremvise en negativ test inden butikken kan åbne igen.

– Ingen af mine øvrige ansatte har symptomer på Covid-19, så jeg håber, at vi kan blive testet i løbet af de næste 48 timer, og være klar til at åbne igen på mandag, hvis er alle testes negative, lyder det torsdag morgen fra Kenneth Guldhammer.

Lukningen betyder desværre også at alle der har bestilt mad ud af huset og andre varer til weekenden, må finde en anden løsning.

– Det er noget rigtig skidt. Vi er booket HELT op hele weekenden, men der kommer intet ud herfra. Desværre. Der er ikke andet at gøre. Jeg er ved at kontakte alle kunder, der har bestilt hos os, og håber naturligvis på forståelse for vores situation, forklarer Guldhammer.

Slagtermester Kenneth Guldhammer