Med de seneste stigninger i smittetallene og med de nye Coronarestriktioner ser Jim Lyngvild sig desværre nødsaget til, at vise rettidig omhu og aflyse årets julemarkeder.

Det populære julemarked, som afholdes i og omkring Jims private hjem Ravnsborg, har ellers været en tilbagevendende begivenhed de sidste 5 år, og har hvert år været et tilløbsstykke med mere end 15.000 besøgende gæster fra nær og fjern på de 4 dage som markedet strækker sig over.

– I år skulle vores julemarked have været afholdt den sidste weekend i november og den første weekend i december”, fortæller Jim selv og fortsætter: – Vi har fulgt situationen nøje og bevaret troen på, at Corona ville være på retræte til den tid. Desværre må vi bare konstatere, at med de nuværende smittetal, så vil det ikke være forsvarligt at samle så mange mennesker i og omkring Ravnsborg.

Vi er superærgerlige over aflysningen, men sikkerheden overfor vores gæster, udstillere og medhjælpere må og skal komme i første række, fortæller han.

Alt var ellers planlagt og klart til det store ryk ind, og forventninger store, da mange har vist ekstra interesse for at se og opleve vikingeborgen Ravnsborg i år, som har lagt kulisse til den nye og aktuelle Far-til-Fire film.

– Lige nu er Morten og jeg i tænkeboks. Beslutningen om at aflyse er først lige taget, men hvis Corona tillader det, og det praktisk kan lade sig gøre, vil vi nok forsøge en form for ”gårdbutik” med salg af mine egne designs og produkter, fortæller designeren.

Om der vil blive åbnet op for en eller anden form for aktivitet på Ravnsborg og med hvilket koncept, vil tiden vise. På Facebook ”Ravnsborg markeder”, vil der løbende blive orienteret om evt. åbning og tiltag mm.

Indtil videre har afholdelse af store arrangementer lange udsigter, men Jim Lyngvild tror stadig på et gensyn med de mange trofaste besøgende, når Ravnsborg Vikingemarked forventes afholdt i weekenden 4-6. juni
2021.