Mandag aften blev det afgjort.

Det bliver Kristian Nielsen der skal forsøge at vinde borgmesterkæden til Venstre ved næste års kommunalvalg i Faaborg-Midtfyn.

Ved et velbesøgt opstillingsmøde med 103 deltagere hos Gislev Rejser i Ringe endte Kristian Nielsen som aftenens sejrherre efter to afstemninger.

Først blev de tre kandidater til to, da Lars Tribler blev valgt fra i første runde, herefter sikrede Kristian Nielsen sig markant flere stemmer end Ole Pedersen i den sidste og afgørende afstemning.

Den garvede venstre-mand har tidligere forsøgt at blive valgt til partiets spidskandidat uden held, men denne gang lykkedes det altså.

Mødet blev afholdt med flere corona-restriktioner.
Alle deltagere skulle bære mundbind, og blev fordelt i flere lokaler hos Gislev Rejser, ligesom 19 af de 103 mødedeltagere valgte at stemme fra deres bil ude på parkeringspladsen.

Dermed er valgkampen forud for næste års kommunalvalg skudt i gang.