Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen

Siden 1920 har faaborgensere nydt naturen og roen i kolonihaverne bag Klostergade. Sidst i august inviterer haveselskabet alle interesserede til at komme og se, dufte og smage på noget af alt det, som et fællesskab i kolonihaverne har at byde på. Her kan du få en lille forsmag.

I skyggen af en vinranke og omgivet af blomster og grøntsager sidder et par af medlemmer af bestyrelsen bag haveselskabet Præstevangen. Haven, de sidder i, er én af de i alt 31 haver, der hver udgør 200-300 kvm.

Et moderne haveselskab
Lene Sørensen er formand for bestyrelsen og fortæller om, hvordan kolonihaverne typisk erhverves af haveinteresserede folk fra Faaborg bymidte, der bor i et lille byhus eller en lejlighed. Gennem de seneste år har selve havernes udseende ændret sig markant.

– Haverne har ændret sig gennem årene. Hvor de tidligere stod meget stringent og var rene nyttehaver, så er der i dag bygget små huse på de fleste grunde, og mange har i dag også prydplanter i haverne og bruger den til afslapning, forklarer Lene Sørensen.

– De tidligere stringente haver skyldtes delvist den strikse linje, der blev lagt af bestyrelsen, men også det er der lavet om på i dag. Nu er der få regler, forklarer Lis Valling, der er haveejer.

– Jeg tror, Søren Ryge har sat sig aftryk på mange haver. I dag lyder foreningens simple regler, at vi ikke må sprøjte, ikke genere naboerne ved fx at spærre for udsynet, og så må vi kun plante frugttræer, siger Lis Valling.

Meditativ beskæftigelse
Det, der for mange kan synes som et stort arbejde, er for haveejerne ren velvære for sjælen.

– Her i haverne har vi udsigten over sundet, og vi dyrker vores egne sunde grøntsager. Der er en stor glæde ved at dyrke sine egne ting og gå og smage på dem. Se farverne, dufte. Det er så sanseligt at være her. Vi kommer jo alle fra en bondeslægt, og det er for mig helt meditativt at gå og luge, sådan at få en jordforbindelse og komme ud i naturen, siger Lis Valling.

Haveejerne er et mangfoldigt sammensurium. Selvom de fleste er efterlønnere eller pensionister, så synes tendensen lige nu at være, at flere unge kommer til – og man behøver hverken have erfaring eller grønne fingre for at tage del i fællesskabet.

– Vi giver gerne gode råd til hinanden – og i hele kolonien er der meget hjælpsomhed. Vi er gode til at undre os over, hvad de andre mon dyrker, og vi spørger gerne ind til hinanden. Måske har naboen en aflægger, som man kan overtage, eller vi tager bare en hyggelig snak over hækken, fortæller Lene Sørensen.

Hvert år er der to arbejdsdage, hvor de fleste haveejere dukker op til kaffe og morgenbord. Her klipper de hækkene, lægger grus på fællesgangene og ordnet fælleshuset og det store fællesbed.

Det gror jo af sig selv
Selskabet begiver sig over til østdelen af kolonien, hvor luften emmer af duften fra lindetræerne. Inde i en have bag eucalyptustræer, figentræer og en gigantisk mistelten, der er podet fast på et æbletræ, finder de Søren Kristiansen, som med sine 81 år er en af de ældste haveejere.

De øvrige haveejere ser med beundring på Sørens have, for alting er ligesom dobbelt så stort inde hos Søren, forklarer de. Søren er hurtig til at nedtone sin indsats i haven og sine fingres grønne evner. – Det gror jo egentlig bare af sig selv. Men jeg er da hernede hver dag. Jeg kan godt lide at bevæge mig, og så elsker jeg at læse. Med alle de digitale muligheder, der findes i dag, så kan jeg gøre begge dele på én gang her i haven. Jeg går oftest og hører podcasts, fortæller Søren Kristiansen.

Han har haft haven i 17 år, og han husker med gru tilbage til tiden med de noget skrappere regler i kolonihaven.

– Dengang skulle vi ‘rive til søndag’, og bestyrelsen kunne finde på at skrive breve til haveejerne, hvis haven var misligholdt. Så fik man et såkaldt ‘skidtbrev’. Men vores nuværende bestyrelse har virkelig sikret, at der er en god stemning hernede, forklarer Søren Kristiansen.

Velkommen forbi den 23. august
Den 23. august fejrer Haveselskabet Præstevangen deres 100- års jubilæum, og den dag kan interesserede møde op i haverne mellem 10 og 12 og få en fremvisning af haverne og en rundvisning i området.

Senere mødes alle haveejerne til frokost på det gamle bibliotek, hvor et af haveselskabets nyere tiltag, ‘Kolo-koret’, vil optræde for de øvrige efter at have øvet sammen én gang om måneden.

Skulle du være interesseret i en kolonihave, så er det muligt at kontakte haveselskabet og blive skrevet op.