Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / privat

I mere end 33 år var hun leder af Ringgårdens børnehave, og i hele sit voksenliv har hun hver måned doneret penge til nogle af de mennesker, der har allermest brug for hjælp. Hun har rejst verden tynd for at se, hvordan hendes fadder-børn trives, og hun bruger hver uge tid og energi på frivilligt at hjælpe andre og indsamle penge til fattige børn. Og nå ja, så har hun flere gange mødt dronningen og hele den kongelige familie, der med glæde modtager de flotte decoupager, hun omhyggeligt kreerer.

Fra udestuen har 77-årige Titta Larsen udsigt over Alléskoven. Her sidder hun og mindes, da hun startede Ringgårdens børnehave op tilbage i 1972, når hun i skoven én dag om ugen henter sit burmesiske bonus-barnebarn, som hun selv har navngivet, Joy.

Titta har levet et interessant liv, der har været afgørende for mange menneskers fremtid. Et liv, hvori hun har dannet venskaber på tværs af landegrænser og nationaliteter. Titta har de fleste oplevelser i klar erindring, for den corona-udløste isolation har været så tilpas begivenhedsløs, at hun nu er gået i gang med at skrive sine erindringer.


Venskab for livet
Da den 18-årige Titta i sin tid takkede nej til ungdomskærestens tilbud om ægteskab, var det ikke på grund af mangel på kærlighed. Men Titta ville ikke gå hjemme. Hun ville uddanne sig. Hun ville rejse.

– Han sagde, at han så ville finde en anden pige, og det gjorde han så. Jeg rejste til England som aupair, og da jeg kom hjem, arbejdede jeg i forskellige institutioner, inden jeg uddannede mig til pædagog.

Snakken om ungdomskæresten får Titta til komme i tanke om, at hun for nyligt faktisk var med til guldbryllup hos netop ham.

Efter endt studie tog Titta på den internationale højskole i Helsingør, hvor hun dannede venskaber med andre unge fra flere lande. Venskaber, der skulle vise sig at vare for livet. Det stærkeste bånd knyttede hun til en sort, amerikansk kvinde, Fay, og Titta rejste et halvt år senere til USA og besøgte hende og endte med at emigrere.

– Fay og jeg havde mange af de samme drømme og den samme udlængsel. Vi interesserede os for fotografi, for rejser og for at arbejde med børn. Vi blev hurtigt hinandens soul sisters.


Knapt fem år senere vendte Titta tilbage til Danmark, hvor hun i 1972 blev den første leder af Ringgårdens børnehave. Fay fulgte efter, og samtidigt med, at hun skrev sin afhandling om det danske sygesikringssystem, arbejdede hun sammen med Titta i børnehaven.

– Jeg kan huske, at jeg var meget inspireret af de erfaringer, jeg havde med hjem fra San Francisco. Jeg nød at arbejde med de her levende, små væsener. At være med til at sprede glæde og give dem en god opdragelse og lære dem at være gode ved hinanden. Jeg hader mobning, og jeg tror på, at børn trives bedst med frihed under ansvar.

Et mål for børnehaven var, at alle børnene skulle ud i naturen mindst en gang om ugen, og Titta kunne ofte spottes, mens hun og børnene travede rundt på Langelinje eller i Klinteparken.

Fay fik hentet sin Mustang hjem fra USA, og turene kunne nu gå til lidt fjernere destinationer. På bagsædet af Mustangen kunne der sidde seks to-årige børn, og to ture frem og tilbage, så var en hel gruppen på udflugt.

‘Alle skal godt i veje i livet’
Det faktum, at Fay var en sort kvinde, åbnede en del døre til deres integrationsarbejde.

– Jeg kan huske en dag, hvor en styrmand her fra Faaborg og hans israelske kone så Fay på legepladsen. De kom ind i børnehaven og snakkede, og kort efter fik hun en stilling som pædagogmedhjælper. Vi blev private venner med dem og har flere gange besøgt dem i Israel, ligesom vi også var med til deres datters bryllup.

Da Titta som 60-årig opsagde sin stilling som leder i Ringgården, var hun langt fra færdig med at gøre og være noget for andre mennesker. Foruden sine mange år med støtte til bl.a. SOS Børnebyerme, begyndte hun nu som lektiehjælper for både unge mennesker og for etniske voksne fra sprogskolen.

– Jeg synes, alle skal have lige chancer, og alle skal opleve en god modtagelse i Danmark og have mulighed for et godt børneliv. Jeg så i Ringgården, at mennesker med forskellige baggrunde kan fungere sammen, og jeg hader diskrimination. Jeg vil gerne gøre mit, som fx da vi bød tamilerne velkommen, da de kom i 1977.

Titta og Fay, der valgte at bo sammen, blev også venner med nogle af de tamilske familier gennem deres arbejde i børnehaven, og de har to gange besøgt Sri Lanka efterfølgende.

Deres rejselyst blev ikke mindre med tiden, og hver eneste måned satte de 1.000 kroner ind på hver deres rejsekonto. Ofte gik rejserne ud til de piger, som de gennem en årrække havde støttet som faddere. Brasilien, Bolivia, Kenya, Indien, Vietnam, Nepal. Bare for at nævne nogle få.

– Vores besøg har været helt fantatiske. Dét, at få et hjem i SOS Børnebyerne, betyder meget. Måske var pigerne forinden forældreløse eller var blevet forladte, eller de har været tvunget til at passe deres mindre søskende eller har været udsat for misbrug. Her får de tryghed, og det gør en kæmpe forskel.

I alt har Titta været fadder eller sponsor for 12 piger, og flere har hun støttet, fra de var tre år og frem til deres voksenliv. Det er en bevidst beslutning, at det udelukkende har været piger, som Titta har valgt at støtte.

– Ude i verden er det kvinderne, der får tingene til at ske, mens mange mænd sidder under et baobabtræ og ryger pibe. Der er en tendens til at pengene forsvinder i mændenes hænder, mens kvinderne får dem til at blomstre. Og de små drenge er jo dem, der får lov at komme i skole. Pigerne skal bare giftes og gå hjemme. Men jeg siger nej! De piger skal uddannes og ud at rejse – ligesom mig.

Et hjem spækket med minder
I 2014 døde Fay. Meget symbolsk døde hun efter fejringen af sin 78-års fødselsdag, hvor de sammen med israelske og svenske venner havde sunget fødselsdagssang på både dansk, engelsk og hebraisk.

På de mange rejser rundt i verden har Titta og Fay samlet souvenirs og pynteting i overflod. Overalt i hjemmet er der minder om de mange destinationer. Små alpaka’er i ægte uld, sand fra Sahara, et vævet tæppe fra Peru, billeder, rejseplaner og postkort.

– Jeg elsker de her små ting. Perler, smykker, dukker, tæpper, masker. Det er kun besværligt, når jeg skal støve af. Inde på Fays værelse står der nok 50 ringbind med billeder og kassevis af lysbilleder, som jeg har brug til mine foredrag.

Titta har været en eftertragtet foredragsholder, og hun tager gerne ud og fortæller om deres oplevelser og det frivillige arbejde for SOS Børnebyerne. Har der været tale om en betaling for foredraget, så er pengene gået direkte videre til organisationen.

Når Titta engang ikke er her mere, så er det atter nødhjælpsarbejdet, hun kommer til undsætning. For Titta er arveambassadør for SOS Børnebyerne, og hun viser her med al tydelighed, at hun selv står inde for sit motto, der på én af hylderne i reolen står brændt ind i et stykke træ:

– It’s nice to be important, but it’s more important to be nice.

- Annonce -