Det er slut med at servere den populære æggekage på Tre Kroner på Torvet i Faaborg.

Indehaver Jan Rudbæk Larsen har valgt at flytte alle aktiviteter til Restaurant Kompasset på havnen, og sætte ejendommen der huser Tre Kroner til salg.

– Coronakrisen har rystet os lidt. Det var sidste skub til flytte ud på Restaurant Kompasset, som jeg virkelig har forelsket mig i, siden jeg overtog stedet i oktober sidste år, fortæller forpagteren.

Han lover dog, at menukortet fra Tre Kroner nu bliver tilgængeligt på Kompasset, og personalet fra spisestedet i midtbyen flytter også med til kanten af havnebassinet.

Selv om det er slut med at spise på Tre Kroner, så vil Jan Rudbæk sørge for musik i lokalerne henover sommeren, så der sker lidt for turisterne.

– Jeg har trukket mig fra spillestedet Arne B. i Svendborg, og har taget alle mine kontakter derfra med mig, så dem vil jeg trække på henover sommeren og på den måde bringe mere liv ind i midtbyen. Næste år flytter livemusikken ud til Restaurant Kompasset, men det kræver lige lidt tilpasninger derude, og dem venter jeg med til efter sæsonen, slutter Jan Rudbæk.

Tre Kroner i Vestergade er sat til salg hos Min Bolighandel, Lars Tribler til 1.6 millioner kroner.