Fra i morgen fredag åbner Faaborg-Midtfyn Kommune for udendørs besøg på kommunens plejehjem. Klare retningslinjer sikrer, at det sker på sundhedsmæssigt forsvarlig vis.

Beboere på de ni plejehjem i Faaborg-Midtfyn Kommune og på rehabiliteringscenter Bakkegården kan nu se frem til igen at kunne se familie og pårørende, når der fra i morgen d. 8. maj bliver åbnet for udendørs besøg.

Plejehjemmene i Faaborg-Midtfyn har hele ugen været klar til at igangsætte udendørs besøg efter Folketingets partier i sidste uge indgik en aftale om hjælp til ældre under coronakrisen. Folketinget bad dog også kommunerne om ikke at åbne for besøg, før der kom konkrete retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.

Disse retningslinjer er endnu ikke kommet. Da torsdag er sidste hverdag i ugen, forventes det dog, at de kommer snart, og derfor har Faaborg-Midtfyn besluttet at åbne op for besøg gældende fra fredag d. 8. maj:

– Vi har endnu ikke fået retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, men vi forventer, at de er lige på trapperne. Derfor åbner vi for udendørs besøg fra og med i morgen, og vi er helt trygge ved, at vi kan gennemføre det på sundhedsmæssigt forsvarlig vis, siger borgmester Hans Stavnsager (S).

Han har hele ugen forventet, at der skulle åbnes op senest St. Bededag.

– Vi har stået klar i startblokkene hele ugen, og vi ved, at der fra både beboere og pårørende er et brændende ønske om igen at kunne se hinanden ansigt til ansigt. Derfor åbner vi op fra i morgen.

Sådan er retningslinjerne for udendørs besøg på plejehjem:
Faaborg-Midtfyn Kommune har med inspiration fra praksis på andre områder udarbejdet en række retningslinjer, der tillader sundhedsfagligt forsvarlige udendørsbesøg på plejehjemmene. Disse gælder, indtil der kommer retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.

For at alle plejehjemsbeboere kan få besøg, og for at undgå for mange mennesker på et begrænset areal, er det besluttet, at hver beboer kan få ét udendørs besøg om ugen.

Det udendørs besøg skal ske mellem kl. 10 og 16 af hensyn til de ansattes øvrige opgaver morgen og aften. Besøg skal aftales telefonisk på det telefonnummer, du normalt bruger, når du kontakter din pårørende.

Der kan komme to besøgende med hver gang, og der skal holdes de to meters afstand, som sundhedsmyndighederne anbefaler. Der lægges op til, at de besøgende så vidt muligt er de samme hver gang.

Der vil ikke være en medarbejder med under selve besøget, men de besøgende vil blive hentet af en medarbejder ved plejehjemmets hovedindgang. Det vil ikke være muligt at nyde medbragt mad eller drikke under besøget.

Derudover må besøgende ikke have haft symptomer på covid-19 inden for de seneste 48 timer. Hvis du mistænker, at du har været i kontakt med en smittet, så bliv væk for en sikkerheds skyld.