I weekenden den 1., 2. og 3. maj bliver Cirkuspladsen i Faaborg omdannet til biografsal og bankohal, når der vises film på en 82m2 stor skærm og spilles banko.


Det er Helios Film- og Kulturhus der sammen med Det Rigtige Faaborg står bag det nye tiltag, hvor der venter flere store oplevelser fra bilsædet, når der ruller tre aktuelle film over lærredet på byens store grønne plads.

Biograf-bilisterne skal blive i deres biler under filmene, og får lydsiden fra filmene direkte på deres bilradio. Der bliver plads til 150 biler på pladsen, og billetsalget starter allerede lørdag på heliosteatret.dk.

På grund af coronasituationen må Helios ikke lukke gæster ind i sine to sale i byens kulturhus, og har derfor valgt at tænke nyt.

– Helios kaster sig over projektet, fordi Helios ikke kun er en biograf, der er et sted for kultur der foregår i Helios Film- og Kulturhus men også uden for huset. Det er det, vi tager fat på nu i disse tider, hvor vilkårene gør, at vi alle må mødes på en anden måde, fortæller formand for foreningen Helios Lars Kensmark.

Han og en gruppe af de øvrige frivillige i foreningen har arbejdet hurtigt for at få tingene på plads allerede til den første weekend i maj.

– Vi har arbejdet på projektet i blot to uger. Det har kun kunne lade sig gøre grundet et stærkt samarbejde med Det Rigtige Faaborg, således at vi på kort tid kan få vores budskaber ud til alle, og få solgt de billetter der skal sælges til film og banko, lyder det fra biografformanden. Der også er glad for, at Faaborg-Midtfyn Kommune har bidraget med et støttetilsagn om 24.500 kr. ind i projektet. – Vores næstformand Jakob Holm har haft en formidabel dialog med kommunen omkring tilladelser og støtte til Open Air Faaborg, det er også en stor grund til, at tingene lykkes.

Mens at byens biografforening sørger for, at der kommer film på det store lærred, så er det håndboldklubben Faaborg ØH, der afvikler drive-in banko lørdag eftermiddag.

– Da jeg blev præsenteret for idéen, tænkte jeg bare, “det skal vi være med til”, fortæller formand i Faaborg ØH Jens Blom. Han og håndboldklubben har tidligere stået bag successfulde bankospil i Forum Faaborg med mere end 700 deltagere.

– Jeg tror vi alle sammen er social understimuleret i øjeblikket, og når vi kan skabe en fælles oplevelse under trygge og forsvarlige rammer, så gør vi gerne det. Vi mangler også store indtægter fra andre af vores vanlige sommer aktiviteter, så vi håber naturligvis også at lave et lille overskud på bankospillet, slutter Jens Blom.

Lars Kensmark glæder sig også til at invitere hele området til en tre dages film-fest.

– Mine forventninger er, at vi alle får en “fest” på en anden måde. Det er af nød, at vi må mødes i biler og se film og spille banko, men jeg forventer, at vi i Faaborg kan lave dette til en sjov “fest” sammen, som vi kan betragte, som et lys i det mørke vi er i, i forhold til at mange mennesker desværre er døde rundt om i verden af denne coronavirus. Men den skal ikke få lov til at tage livsglæden ud af vores sammenhold i vores by og omegn, slutter Kensmark.

Fakta om Open Air Faaborg

Film:
Der vises følgende film:
Fredag d. 1. maj: The Invisible Man
Lørdag d. 2. maj: Fremad (familiefilm)
Søndag d. 3. maj: Aratha Franklin – Amizing Grace.

Køb din billet på Heliosteatret.dk

Der er plads til 150 biler, og billetter sælges kun som print selv-billetter i forsalg på Heliosteatret.dk. Prisen er 200,- kr. for en bil 
Der vil ikke være salg af slik og drikkevarer på pladsen. Ligesom der heller ikke er toiletter.

Banko:
Bankospillet afholdes lørdag den 2. maj kl. 14.
Prisen for deltagelse er 50 kr. pr. person (for 6 plader).
Der kan IKKE reserveres plads til banko, men plader og pladser sælges fra Cirkuspladsen den 2. maj fra kl. 12.45.
Husk kuglepenne til alle spillere i bilen.

Generelle Instrukser:
Fimforestillingerne starter kl. 21.15  
Kom i god tid så alle biler kan komme på plads inden filmen. Pladsen åbner kl. 20.00

Det er ikke tilladt at forlade bilen på grund af faren for smitte med Corona virus, og kun venstre siderude må være åben.
Der er af samme årsag ikke toiletter på pladsen

Der må maksimalt være 5 personer i hver bil.
Drive in bio er kun for personbiler

Lyden bliver sendt som fm-signal til bilens radio. Slukker bilradioen undervejs, start motoren og lad den køre kortvarigt. Det er hver enkelt bilejers ansvar at sikre, at bilradioen fungerer  

Alle biler bliver dirigeret på plads af personalet.  Høje biler bliver placeret yderst eller bagerst af hensyn til udsynet bagved

Hvis bilens lygter blænder, dækkes de skånsomt med sort plastik og malertape af Helios’ personale.

Hvis der er børn i bilen, så lad dem sidde på forsædet og læg ryglænet tilbage, så dem på bagsædet også kan se