De er godt gammeldags tilfredse på Faaborg Museum.
Mildt sagt. Museet har fundet deres nye direktør og bestyrelsesformand Jens Thodberg Bertelsen jubler i en pressemeddelelse.

– Så heldig har ingen lov til at være mere end én gang – bortset fra Faaborg Museum. Først Gertrud Hvidberg-Hansen i direktørstolen fra 2013 og til i år, hvor hun fra 1. marts har overtaget ledelsen af Glyptoteket. Og så nu Anne Højer Petersen, der fra 1. juni sætter sig i direktørstolen på Faaborg Museum. En bedre arvefølge havde ingen på forhånd turdet håbe på, lyder det fra Thodberg Bertelsen.

Anne Højer Petersen er 55 år og kommer fra en succesfuld stilling på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland, hvor hun har været direktør siden 2007. Før den tid var hun i 11 år leder af Storstrøms Kunstmuseum. 

Anne Højer Petersen har løbende suppleret sin magisterkonferens i kunsthistorie med uddannelser inden for ledelse og oplevelsesøkonomi, og hun har gennem årene bestridt adskillige tillidsposter inden for museumsverdenen, bl.a. som bestyrelsesmedlem af Organisationen Danske Museer og som mangeårig formand for Kunstkonserveringen, danske museers center for bevaring af kunst.

Hun sidder i Realdanias repræsentantskab og er medlem af bestyrelsen for Det Danske Institut i Athen, udpeget af Kulturministeriet. I 2015 modtog hun Carl Jacobsens Museumsmandslegat, begrundet i sit ”visionære og engagerede kunstfaglige virke”. Så det er en meget rutineret og velanskrevet direktør, der nu stiller sig i spidsen for det meget anerkendte kunstmuseum i Faaborg.


– Det er mig en meget stor glæde fremover at skulle stå i spidsen for det skønne kunstmuseum i Faaborg. Det bliver en dejlig og spændende udfordring at være med til at forme museets dagligdag og fremtid sammen med dygtige medarbejdere, en engageret bestyrelse og i forlængelse af det solide forarbejde, der allerede er gjort.  Jeg ser desuden frem til det lokale samarbejde, bl.a. omkring den imponerende helhedsplan, der er lagt for Faaborg, og så glæder jeg mig helt privat til, at min familie og jeg flytter til det naturskønne Sydfyn, udtaler Anne Højer Petersen.

Kendere vil vide, at samspillet mellem arkitektur, billedkunst og møbelkunst gør Faaborg Museum til et enestående gesamtkunstværk. Museets vision er at bringe kunsten i fornyet samspil med museets forskellige bygninger, det omkringliggende landskab samt købstaden Faaborg og dermed fortsat styrke museet som en vigtig del af Faaborgs identitet og udvikling. Den fredede udstillingsbygning, som betragtes som et af hovedværkerne i nordisk arkitektur, står sammen med de øvrige bygninger over for en gennemgribende restaurering og en omfattende udvidelse. Samtidig med dette arbejde fokuserer museet fortsat på udviklingen af udstillingsgreb med nytænkende formidling og aktiviteter.
 
– Anne Højer Petersen er den helt rette til at fortsætte den udvikling af Faaborg Museum, som Gertrud Hvidberg-Hansen har sat i værk. De to kender hinanden rigtig godt og har på tværs af kunstmuseerne på Lolland og i Faaborg haft et indgående og frugtbart samarbejde hen over årene. Anne Højer Petersen har til fulde den kunstfaglige, arkitektoniske og organisatoriske indsigt, der skal til for at føre netop Faaborg Museum sikkert videre gennem de kommende år. Vi glæder os meget over og er mildt sagt ret stolte af, at hun nu med et enstemmigt ansættelsesudvalg i ryggen har valgt at overtage ledelsen af museet, udtaler formand for bestyrelsen, Jens Thodberg Bertelsen.