Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Ved den gamle stationsbygning i Haastrup, på et stort areal, svarende til ti tønder land, ligger DTE, Dansk Træemballage A/S. Hvert år forvandler virksomheden omkring 40.000 kubikmeter træ til emballage af enhver tænkelig art: Engangspaller, EURpaller, specialpaller, brugte paller, krydsfinerkasser, transportkasser og frugtkasser. Ja, endda en særlig kasse til sikker afsendelse af raketudstyr!

HAASTRUP 1972: De 15 medarbejdere på Haastrup Savværk arbejder med produktion af træ til møbler, bygningstømmer og emballage. Men cirka 4 underleverandører arbejder taktfast med et solidt tag om hammeren. Hver morgen finder disse underleverandører en leverance af træ i deres private garage, og arbejdsdagen går med at banke søm i og slå pallerne sammen. Sømmene holder de på række mellem læberne, så kadencen kan holdes. Ved fyraften står de med mørbankede kroppe og blå-sorte læber og betragter dagens arbejde. Næste dag er pallerne væk, afhentet af fyrbøderen og kørt til Banepladsen, og en ny portion træ ligger klar til at blive slået sammen til paller.

HAASTRUP 2019: De 120 medarbejdere er fordelt i et utal af bygninger på den enorme matrikel. Fra hovedkontoret styres salg, indkøb og økonomi, samt planlægningen af kørsel til de mange chauffører. I produktionsbygningerne fodres gigantiske automatiske anlæg med råtræ, der skæres i længder, splittes på tværs og høvles af. Søm i spandevis fragtes på transportbånd op til en tragt, der fylder det automatiske sømanlæg, der hamrer sømmene gennem plankerne med en infernalsk larm og en imponerende hastighed. Blå-sorte læber skal man lede længe efter. Trucks med roterende lys kører til og fra anlæggene med halv- eller helfærdige paller, og udenfor holder lastbiler i massevis klar til at bliver lastet med færdige paller eller andet træemballage, som dernæst leveres direkte til kunden.
Historien bag Savværket i Haastrup blev grundlagt i 1915 i det tidligere andelsmejeri inde i Haastrup by. I 1972 købte Christian Jensen savværket. Kort tid efter opstod der brand i de store kedelanlæg og tørrestuer, og savværket brændte ned. Savværket blev flyttet ud på Banepladsen, hvor de fortsat har til huse i dag, og hvor sønnen Peter Jensen står i spidsen for virksomheden.

Navnet Dansk Træemballage A/S opstod først i 1989 efter en fusion mellem Haastrup Træemballage og Ribe Emballage. Siden har DTE opkøbt flere virksomheder, der nu fungerer som selvstændige afdelinger af DTE, både i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.
DTE råder selv over 14 lastbiler, og derudover ejer de 55 trailere, der trækker af andre vognmænd. Ens for dem alle er, at direktøren selv kan ses på bagenden af traileren – med hånden fyldt med træpiller. Et billede, som de fleste af os nok har set rundt omkring på de danske motorveje, eller andre steder.
Træpillerne har deres egen forklaring. I 2009 fusionerede DTE nemlig med Stampemøllen i Ribe, der producerer træpiller, hvilket giver et godt produktionsflow, da alt det træ, der bliver til overs fra den øvrige produktion, fragtes til Ribe og stampes til træpiller.
En erfaren flok Medarbejderstaben er siden 1980 vokset fra 20 til 120. Der er fortsat en del ufaglært arbejdskraft i dele af produktionen, men der er kommet mange nye faggrupper til, fx smede, elektrikere og tømrere.
Flere af de nuværende medarbejdere har været med siden 1980, og Peter Jensen har et godt bud på, hvorfor DTE har i nærheden af 20 medarbejdere med mere end 25 år erfaring fra samme arbejdsplads.
– Vi er rigtig gode til at give folk ansvar. Og folkene er gode til at tage ansvar. Vi tager sikkerheden meget alvorlig, fx med hensyn til truckskørsel, så er både truckføreren og folk på gulvet opmærksomme på at få øjenkontakt, så der ikke sker ulykker. Ansbjerg har solgt os virkeligt mange urer gennem årene, forklarer Peter Jensen muntert.

En af de medarbejdere, der har været ansat længst tid i DTE, er 51-årige Robin Pedersen, som startede i virksomheden – bare 15 år gammel. Robin kender alle arbejdsområder i DTE, og han betjener i dag den enorme pakkesav, der på bare halvandet minut saver tværs igennem en kubikmeter træ.
I emballagefabrikken arbejder en del ufaglærte medarbejdere, bl.a. unge studerende, der har et sabbatår, inden de skal videre. Ifølge Peter Jensen bidrager de unge mennesker med noget positivt til helheden på DTE, ligesom de unge får meget med sig videre, når de har oplevet det, der for dem synes dom en helt anden verden.
Kunden har altid ret I Haastrup arbejder både mennesker og maskiner det meste af døgnet. To-holds-skifte er et nødvendigt tiltag.

– Vi er en servicevirksomhed. Meget af vores emballage har kun en enkelt dags leveringstid, da mange simpelthen glemmer alt om emballage og bestiller det i sidste øjeblik. Men vi diskuterer aldrig service med kunden. Vores slogan er: Alt, hvad der er godt for kunden, er godt for os, forklarer Peter Jensen.
Med kvalitet og kundeservice i højsædet er DTE i fortsat vækst. Koncernen beskæftiger i dag mere end 500 medarbejdere, og de omsatte sidste år for 960 millioner kroner.
På kontoret i Haastrup arbejder Peter Jensens datter, og på savværket i Hvidovre er sønnen afdelingsleder. Om familien Jensen i fremtiden skal stå i spidsen for DTE, vil 69-årige Peter Jensen dog ikke spå om.