Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Forfatter, fortæller, foredragsholder. Esther Rützou giver historier liv, mens hun omgiver sig med formidling, dramaturgi og karakterudvikling, konflikter og løsninger, stemmer og fagter. Vi har mødt hende for at få et indblik i fortællingens verden.

Vi møder Esther Rützou i den bjergtagende natur ved Haastrup. Hun tager imod iført et sand eventyr af en grøn velourkjole, der fluks leder tanker hen mod Alice i eventyrland. Over en kop kaffe fortæller Esther om fortællingens magi.

Hvordan fik du interessen for fortællinger?

– Jeg har læst fra syvårsalderen. Jeg er vokset op med at være i en bogs univers, og i mit hjem var der meget højtlæsning og fortællinger. Da jeg underviste på gymnasiet, kom det som en overraskelse for mig, at eleverne ikke kendte fx Grimms eventyr, den nordiske mytologi og det gamle testamente. Så det måtte jeg fortælle dem om og videregive den kulturarv til de unge. I 2009 blev jeg selvstændig fortæller og forfatter. Jeg har taget en del kurser om fx dramaturgi og plots. Men jeg skriver ud fra tesen om, at man altid skal skærpe sig. Kan man gøre det værre for hovedpersonen, så skal man gøre det værre. Plottet skal optrappes, konflikten skal udvikles – den skal have kniven hver gang, stakkels hovedperson.
De fleste kender fortællingens kraft, hvordan fortællinger kan skabe en fortærende indlevelse, hvordan fortællerstemmen ubesværet kan kredse om de allersværeste ting i livet, skabe filterløse relationer og ubesværet referere og lade fortællingerne stå og dirre i det virkelige. Esther Rützou skaber fortællinger i både sit fantasy-univers og i de historiske mundtlige fortællinger.

Hvad er det, fortællingen kan?

– Den mundtlige fortælling skaber et stærkt bånd i rummet, hvor den bliver fortalt. Her bliver tilhørerne medskabende og påvirker fortællingen. Der opstår et øjeblikkets fællesskab, og det kan blive helt magisk. Litteraturen, hvad enten den er skriftlig eller mundtlig, giver os en fornemmelse af, hvordan andre har det. Den kan styrke vores empati, og det er en måde at skabe en fornemmelse af verden på. Fortællingen skaber sammenhængskraft og en fælles forståelse, en slags identitet. Og det er en måde at huske mennesker på, fx gennem anekdoter.
Esther Rützou har skrevet en del bøger i fantasy-genren. Her kan fortællinger ubesværet og grænsenedbrydende bevæge sig mellem det helt nære og de store samfundsmæssige problematikker.

Hvad tilbyder fantasy-genren din målgruppe?

– Genren giver mig lov til at lege og en mulighed for at skabe en verden. Men uanset genre, så er det jo det samme, som jeg skriver om, nemlig menneskerlige relationer og menneskelig udvikling. Fx min hovedperson i serien om Filippa, hun vokser op i en by, der er isoleret af en mur mod omverden, og hun oplever magiske ting og bliver smidt ud af byen. Fortællingen handler om, hvordan byen gennem Filippa lærer at åbne sig op for omverden. Altså en almindelig menneskelig problematik i en fantasy-ramme.
Esther Rützou er en opdager, der med en slags kunstnerisk videnskabelighed undersøger, hvad det vil sige at være menneske i verden. Hun har skænket hundredevis af figurer et fiktivt liv, og hun trænger ind i hovederne på disse figurer.

Hvad skal en god fortælling indeholde?

– Hver sommer fortæller jeg historiske fortællinger på Faaborg fortællerscene. De personer, jeg fortæller om, skal være personer, der har tumlet med noget. Fx Karen Brahe, en høj-adelig kvinde der vokser op i en undergangsstemning 1600-1700 tallet, hvor adelen mister sin magt. Alle adelsfamilier blev ramt. Brahe-slægten blev ramt. Karen blev ramt, men får det vendt til en succes. Hun forstod at læse sin tid, og jeg synes, hun er meget mere interessant end hendes bror, der satte hele Hvedholm overstyrs. Karen Brahe var drevet af moralsk tænkning, pligten til at gøre, hvad man kan. Hendes valg afspejler hendes tid, og hun formåede at lægge arm med livets muligheder.

Andre stærke Faaborg-fortællinger kunne være den om Poul Kinafarer, der trods Stavnsbåndets indførelse ville ud og sejle og endte med at blive Faaborgs største købmand. Eller Plougslægten, hvor en ellers rar købmand får kørt hele egnen i sænk, det er virkelig en fortælling om en mand, der tumler med sin skæbne.
Man fornemmer tydeligt, at Esther Rützou tænker, mens hun taler. Viden og overvejelser er med til at give hendes fortællinger tyngde.

I dine historiske fortællinger, er det vigtigt for dig, at alt, du fortæller, er sandt?

– Ja. Alt er rigtigt i fortællingerne. Dramaturgien er ofte elendig, men så vælger jeg at fortælle meget scenisk. Jeg maler scenen for tilhøreren og planter følelser, så de kan fornemme menneskene. Replikkerne tager jeg fra fx breve. Jeg citerede engang en samtale fra et bryllup i Frankrig i 1193, hvor en tilhører havde skrevet det hele ned. Der ligger et stort research-arbejde bag en historisk fortælling, og jeg dykker ned i kildemateriale fra det kongelige bibliotek eller gamle retsprotokoller.

Hvilke redskaber bruger du til at fastholde og skabe indlevelse?

– Det er det med at gøre det scenisk. Jeg bruger det at gå ind i folks tanker, skabe oplevelser indefra – en slags tankereferat. At skrive ‘Rødhætte stod overfor ulven’, er ikke så interessant. Tankereferatet er mere spændende: ‘Åh nej, bare han nu er rar, den ulv.’ Jeg vil ikke fortælle at, eller fortælle om. Nej, jeg fortæller, hvad personerne føler og sanser. Og så er fortællingens struktur også meget vigtigt for mig, når jeg skriver.
Esther Rützou synes at have en slags panoramisk udsyn over historien. Nysgerrigheden tvinger en undring frem, omkring hvilket perspektiv på verden hun skriver i og ud fra.

Hvem eller hvad er du inspireret af?

– Jeg går af og til ind til Peter Thor og spørger ham, hvad han synes, jeg skal fortælle om. Øhavsmuseet havde på et tidspunkt en udstilling over æresborgere, og her fandt jeg frem til andre personer, der kunne have været med i den udstilling og fortalte deres historie. Eller det kan være, at jeg til fortællinger til fortællerscenen undersøger, hvilke begivenheder, der har jubilæum. Næste år giver helt sig selv: 100 års jubilæum for genforeningen. 80 års jubilæum for besættelsen og 75 år for befrielsen. Her skal jeg arbejde under titlen: min nabo, min fjende, min ven.
Meningstrådene slynger sig ind i hinanden, og Esther Rützou synes allerede at arbejde mentalt med de kommende jubilæumsskrifter.

Hvor og hvornår skriver du bedst?

– Når jeg skal. Simpelthen. Folk bestiller mig til en opgave, og jeg leverer varen. Jeg er altid velforberedt, og det skal man være. Det er tidskrævende at udvikle en fortælling, så jeg vil gerne have flere sammenhængende dage at skrive i. Andre gange kommer det bare, fx et ordspil, et tankespil, et citat. Eller også ser jeg en hejre på min gåtur og tænker på, hvordan ville vi egentlig reagere, hvis det ikke var en hejre, men en drage? Det var faktisk sådan, at fortællingen om Filippa opstod. Jeg kan også gå en tur med henblik på at udvikle en historie. Så kommer jeg hjem og gør den god.

Hvor bevæger du dig henad som forfatter?

– Jeg vil gerne prioritere det skriftlige noget mere. Jeg har mange historier, jeg ikke har skrevet, og som jeg har lyst til at skrive. Men det tager en farlig tid, og der er ingen indtjening på bøgerne, men de skal jo skrives. Jeg er startet op på en serie om pigen Ida, som vokser op med sin meget upædagogiske moster. Jeg synes, det er så komisk med voksne, der puster sig op foran børn, også i vores nutid, hvor voksne mænd forarges over Grethe Thunberg. Fortællingen med Ida bliver en serie, og jeg glæder mig til at arbejde videre med den.
Esther Rützou demonstrerer endnu en gang, at hun har alle de lag, der skal til for at skabe en god fortælling. Hun formår at trække opmærksomheden hen mod det globale billede, mens hun svarer, for dernæst at vende tilbage til en perspektivering af sit eget lille lykkelige liv.

Hvilken verden lever du i?

– Jeg lever i høj grad i nuet, lige her hvor vi er sammen. Det er en verden, der er præget af en klimakatastrofe, og jeg forsøger selv at leve klimavenligt, men ved jo godt, at løsningen skal findes politisk. Jeg vil sige, at jeg lever i den verden, der omgiver os her og nu. Og i den verden ser jeg mig selv som et heldigt menneske, en lykkens pamfilius. Jeg er godt gift, har nogle vidunderlige børn. Så bor jeg i Haastrup af alle steder, og her sker fantastiske ting, og her er vanvittigt smukt. Og så laver jeg det, jeg har lyst til, og det kan løbe rundt. Jeg er sat i et utroligt lykkeligt liv.

Bibliografi
Drageguldet, 2002
Filippas dragefærd, 2004
Filippa og dværgekrigen, 2005
Filippa og troldmanden, 2009
Rod i tiden, 2012
Vilde Vilfred og damen der ville stjæle en vulkan, 2019
De forsvundne diamanter, 2019
Albert og monsterdrømmen, 2019

Info om Esther Rützou
Uddannet gymnasielærer 59 år Gift med Jens Bruntse. Har fire voksne børn. Har tre børnebørn.