Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Den schweiziskfødte keramiker Philip Streich er uddannet på kunsthåndværkerskolen i Kolding og nu bosat i Millinge. Her har han og hans hustru, keramiker Anne Gerd Juul, kombineret bolig, værksted og butik. Herfra former han figurer, der fortæller historier, forkæler øjnene og fremtvinger følelser hos beskueren. Kom med på rundtur hos kunstneren, og hør om tankerne bag den kreative udfoldelse.

Et skilt ved hovedvejen viser, at der produceres keramik på adressen. Er flaget ud, er butikken åben. Langs grusstien op mod haven står de første keramikhoveder og betragter alle, der kører forbi. I haven står en kvindekorpus formet med kæmpe bagdel og små bryster, hun lader sig beskue af tre aflange ler-ansigter, der står i nærheden.

- Annonce -

Den gamle, godmodige labrador Molly bjæffer halvhjertet af de indtrængende og lægger sig så ned for at blive klappet.

For enden af en flisegang ligger keramikværkstedet og butikken. På loftet over butikken står der keramik i alle afskygninger, og på et podie står en 56 cm højt stentøjsfigur: ‘kommunal ansat kvinde på løntrin 42 med sin arbejdssløse handyman’.

Figuren er en del af en serie med titlen ‘par’ og viser et skift i konjunkturerne, hvor den kvindelige mellemleder skaber sig en karriere, hun blomstrer og er rank. Manden har sin skruemaskine i hånden og hænger lidt, han er trykket. Men de har begge brug for hinanden.

Philip ser ikke sig selv som politisk kunstner, ikke partipolitisk i hvert fald, men en social indignation kan føre til et kunstnerisk udtryk.

– Jeg iagttog vennepar, familie, kone og mand på indkøb, og pludselig ser man den symbiose, der opstår mellem to mennesker. Det er inspirerende og giver skabertrang.

Philip lader eftertænksomt den ene hånd glider hen over parret, hvor manden nærmest skjuler sig bag sin succesfulde hustru.

Påhitsomhed

Philip Streich har ikke en færdig idé, når han går ud i værkstedet og stiller sig ved drejeskiven med ler og redskaber. Udtrykket i figuren opstår, mens han laver den. Philip vil modellere noget, der giver mening, noget, man kan se, hvad er – og måske starter det bare med en følelse.

– Jeg får mine idéer fra livet. Fra indtryk. Det kan være en mærkelig historie i nyhederne, oplevelser, tanker, strøtanker. Jeg har undret mig gennem hele livet over tilværelsen og forsøger at forstå sammenhænge, eller manglende sammenhænge – tilfældigheder – som kan give mig lyst til at skabe noget tredimensionelt i keramik.

Tidligere har Philip Streich formet fade med sjofle påtegninger under titlen ‘lige til kanten’, han har formet blomkålslignende krukker til haven, og han har modelleret nærmest samtlige køretøjer i Andeby efter en inspiration i Anders Ands bil med nummerpladen AA313.

– Selvom en idé kan opstå ud fra en sjov tegneseriebil med runde skærme, så forsøger jeg også at sikre mig, at mine idéer er langtidsholdbare. God formgivning og gode propertioner skal sørge for, at man aldrig bliver træt af figuren. Jeg er ikke den bedste købmand, men jeg har jo også en tanke for salg. Når nogen køber en af mine figurer, giver det mig en glæde og en bekræftelse af, at andre ser værdien i det, jeg laver. Men den bedste løn er nok, at jeg kan få lov til at lave lige det, jeg har lyst til.

Rugbrødsarbejde

Keramik er en dyr beskæftigelse. Det rigtige stentøjsler, det der ikke får figurerne til at eksplodere i ovnen, skal købes hjem fra udlandet, og elforbruget til de store hjemmebyggede ovne er betragteligt – figurerne placeres i en kold ovn, der varmes op til 1280 grader. Tre dage senere er ovnen atter kold, og figuren kan tages ud. Og måske skal den nu glaseres inden næste brænding – eller smides ud.

– Det er et svært håndværk, når man hele tiden skifter form og glasur. Cirka 25 % går i stykker. Når jeg har arbejdet en uge på en figur, og den er færdig i ovnen, så kan jeg godt blive lidt bleg og svimmel, når jeg åbner lågen og ser, at den er gået i stykker.

Ved siden af kunsthåndværket har Philip altid haft det, han kalder rugbrødsarbejde. Ofte i periferien af sit fag, som underviser i keramik på børnebilledskolen eller højskoler. I de senere år arbejder Philip tre dage om ugen som social- og sundhedsassistent, hvilket han ser som en god kontrast til det kreative arbejde på værkstedet.

– Jeg finder også inspiration i mit arbejde med mennesker. Har ser jeg alle livets aspekter og lader mig inspirere af det. I hjemmeplejen udfører man konkrete opgaver og hjælper mennesker med deres basale behov, det er meningsfyldt.

Afvigelser

På drejeskiven i værkstedet står der en uformelig figur. Kun ansigtet har taget form. På bordet ved siden af drejeskiven står der en lidt mindre figur. Philip er ved at forme noget nyt. En trold måske. Eller en gnom. Eller Trump. Philip forklarer.

– Jeg ved ikke, hvor det fører mig hen. Forhåbentlig finder jeg et nyt udtryk. Mine figurer må godt indeholde det grimme og ubehagelige, men skal helst beskrive og hylde det fantastiske liv, vi mennesker er begavet med. Figurerne må gerne afvige fra det konforme, og jeg sætter pris på at vise individualisme. Jeg synes, kunst skal byde på noget personligt og unikt, hvis man da kan, for det er slet ikke så let.

Philip Streich bevæger sig langt omkring i temaer. Fra krig til Andeby til parforhold. For det er ikke temaet i sig selv, der er vigtig, det er fortolkningen af det, han ser, der giver det gode kunstværk.

– Jeg fortolker det, jer ser, fortæller en historie. Drivkraften er, at inspirationen kommer indefra, og noget uventet opstår. Det er en sjov udvikling, en kreativ proces, og jeg ender med at lave ting, jeg ikke troede, jeg ville lave.

Bliver en figur ikke så fed eller harmonisk, som forventet, så gør Philip den færdig alligevel. Måske kan den inspirere til noget bedre. Måske ryger den bare op på en hylde. Eller måske, hvis Philip ikke kan holde ud at se på den, bliver den smadret og proppet i en spand i garagen.

– Jeg forsøger hele tiden at forme noget, der er smukt. Men det ender nogle gange skidt – i enten udtryk eller form. Jeg vil helst skabe noget, der forkæler øjnene, noget med rytme og proportioner. Korpusser eller skulpturer, der skaber følelser, når øjnene rammer dem.

Keramik i uderum

Keramik, stentøjskeramik, er frostsikkert og langtidsholdbart, og Philip er begejstret for muligheden for at bruge figurerne udendørs, hvilket haven i høj grad bærer præg af. Herude finder man hænder, der griber op gennem beplantning, en gennemhullet pande i et mandeansigt, en gris i sportsvogn med ørerne blafrende bagud af farten – ‘Motorsvin’ kalder Philip figuren, og en kvindekrop med benene sænket ned i vand, blå af kulde, og med et mopset udtryk i øjnene.

– Kvinden modellerede jeg på nogle croquis-dage, hvor vi var flere, der splejsede til en model. Jeg kan godt lide at deltage i den slags arrangementer, for de klassiske discipliner er udfordrende for mig. Og så tror jeg, det er vigtigt, at man husker hele tiden at blive bedre.

Molly er lusket med rundt i haven, og tæt på Philips ben følger hun ham nu tilbage ind i butikken, hvor den store gnom venter på at blive formet færdig.

Infoboks om Philip Streich:

  • Har tidligere haft keramikværksteder i Sorringe, Midtjylland og København

  • Startede keramikværkstedet i Millinge i 1998

  • Har udstillet på censurerede udstillinger: Kunstnernes sommerudstilling, Forårsudstillinger Charlottenborg, Kunstnernes påskeudstilling

  • Har fremstillet relieffet ‘Husmandslivet på Faaborgegnen’, der befinder sig i haven ved Tømmergården

  • Har fremstillet to stentøjsfigurer, der står i parken ‘Lutherlunden’ i Haastrup

- Annonce -