Sparekassen Sjælland Fonden har netop doneret 30.653 kr. til Faldsled/Svanninge skytte, gymnastik og idrætsforening, så medlemmerne kan få et nyt petanque-klubhus.

Filialdirektør i Sparekassen Sjælland-Fyn, Lene Kragh, fortæller i en pressemeddelelse, at F/S holder gang i lokalsamfundet og favner bredt med både badminton, svømning, fitness, floorball, petanque og meget mere.

– Derfor er vi glade for at kunne støtte op om, at foreningens petanque-medlemmer fremadrettet kan benytte et klubhus, tilføjer filialdirektøren og henviser til det nye klubhus på 10 kvm, som bliver opført i løbet af sommeren 2019.

Hidtil har de ca. 50 medlemmer i petanque-klubben måtte finde læ på en overdækket terrasse og et lille utæt skur, så formand for petanque-udvalget i F/S, Gerde Høj Hansen, er glad for fondens støtte.

– Vi er meget taknemmelige for, at Sparekassen Sjælland Fonden har bevilget os så stort et beløb. Klubhuset betyder meget for os, og nu kan vi få et samlingssted, hvor vi i pauserne kan drikke kaffe og spise lidt mad sammen, uden at bl.a. edderkopper daler ned i hovedet på os,  fortæller hun og uddyber, at donationen til klubhuset gør, at der nu kan laves et arrangement for hele nærområdet med det formål at få flere medlemmer til klubben.

– Klubben har 25 års jubilæum i år, og det har vi naturligvis også planer om at fejre sammen med medlemmerne, tilføjer Gerde Høj Hansen.