Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
Et hundeliv
Med et kamera i hånden forvandler Nadia Albeck sig fra en genert kvinde til en sand superhelt. Fra som ung at være betaget af fotografering og mørkekamre har hun udviklet sig til i dag at være et kendt ansigt i hundekredse, og så er hun foto-mentor for mere end 600 hunde-entusiaster i hele landet.
Døren bliver åbnet og straks fyldes rummet med begejstrede bjæf, og tre små hunde stormer frem og drejer uophørligt rundt om dem selv. 30-årige Nadia Albeck går ud i køkkenet for at hælde kaffen op, hundene vimser med og følger med fra den stol, som er stillet op ved køkkenbordet til netop det formål. Så snart fotografen finder kameraet frem retter hundene opmærksomheden mod ham, og den mest rutinerede af de små modeller poserer øjeblikkeligt – med hagen løftet og et bedårende blik i øjnene.
Gennem hele sit liv har Nadia været begejstret for at fotografere. Begejstring blev for alvor til passion, da hun for syv år siden fik hunden Jessie.
– Jessie, eller Jellybean som jeg kalder hende, er multiallergiker og lider af pletskaldethed, så ingen regnede med, at hun ville leve mere end seks måneder. Jeg købte straks et spejlreflekskamera, indrettede et fotostudie og tog en masse billeder for at dokumentere hendes liv. Heldigvis er hun her endnu.
Nadia spammede vennerne på Facebook med de mange hundebilleder, og det væltede ind med beskeder fra folk, der gerne ville have Nadia til at tage billeder af deres hunde. Hun oprettede derfor en professionel galleri-side, hvor de interesserede kan henvende sig. Den yderst positive modtagelse gav Nadia mod på mere; hun indsendte et par af sine bedste billeder til flere internationale fotokonkurrencer.
– Det var helt vildt. Jeg bare vandt, vandt og vandt. Her tænkte jeg for første gang nogensinde, at jeg duede til noget – og det har betydet SÅ meget. Jeg har ikke nogen uddannelse og har tidligere haft følelsen af aldrig at have opnået noget.
Ingen blanke canvas
Den store interesse betyder, at Nadia må selektere i de hunde, hun fotograferer. Størrelse, farve og udseende er ligegyldigt, for Nadia er der helt andre kriterier i spil.
– Jeg vælger folk, som ser deres hunds personlighed. Hvis ejeren virkelig ser hundens personlighed, så kan jeg få den frem på billeder. Jeg skal lære hunden at kende, og det kan tage tid, og jeg kan ikke fange hundens sjæl på et billede, hvis ejeren er utålmodig eller modarbejder mit arbejde på en eller anden måde.
Nadia er smertelig bevidst om, at hunde kun er til låns i kort tid. Med tålmodighed og sin oprigtige interesse i at lære den enkelte hund at kende, sikrer hun, at hundeejerne bevarer mindet for evigt.
– En god dag for mig er, når det lykkes at fange hunden i det helt rigtige nanosekund, og så holder det hele livet, det er poetisk på en eller anden måde. Når jeg kan få hunden til at kigge så dybt ind i kameraet, at ejerne efterfølgende føler, at den kigger ham dybt ind i sjælen.
Jessie hopper lydigt op på den pelsklædte tronstol i fotostudiet. Så snart Nadia sætter øjet mod kameraets søger, drejer Jessie blikket mod hende. En raslen med papir får Jessie til at rette ørerne op, så hun tager sig helt perfekt ud. Opmuntrende lyde fra Nadia får sessionen til at blive en leg. ’Stand’, ’pray’, ’dyyygtig’. Nadia er opslugt i koncentation.
Drømme og fantasi
Nadia er fascineret af fantasy-universet, og hun nyder at gøre noget til et eventyr, hvilket mange af hendes billeder tydeligt viser. Hun føler, hun har en særlig connection med hundene, og under en foto-session kommer ejeren ofte lidt ud på sidelinjen, når Nadia arbejder sig ind på hundens personlighed.
– Jeg har noget nemmere ved at kommunikere med hunde, og dyr generelt, end med mennesker. Med mennesker kan jeg godt være lidt socialt akavet. Det her er en drøm for mig – at arbejde med hunde. Det er en leg. Det er ren fantasi. Og så bliver jeg ofte bekræftet i, at det er vigtigt, det jeg laver. At det er betydningsfuldt for andre. Jeg ser det som en gave, jeg har fået.
Nadia er kommet meget langt på ganske få år. Hun er efterhånden et kendt ansigt i hundekredse og bliver af og til genkendt til fx hundeudstillinger. Hun får henvendelser fra folk, der har set hendes billeder og gerne vil have deres egen hund foreviget. Trods berømmelsen tager Nadia hver eneste foto-session dybt alvorligt.
– Det er vigtigt, at hele sessionen er sjov. Der må ikke være tvang. Det er ikke på tid, det tager lige så lang tid, som hunden kræver. Jeg skal kunne se hunden. Dens sjæl. Og skabe connection. Det er svært at forklare. Det er magisk, og alt andet omkring mig forsvinder ligesom, når jeg fotograferer.
Et simpelt valg
Nadia og hendes mand Kasper købte hus i Vester Aaby for et par år siden. De tre hunde er deres børn. Parret sætter pris på det aktive lokalsamfund og naboerne, som ifølge Nadia er awesome. Af og til dukker det uundgåelige spørgsmål op:
Kan man leve af at være hundefotograf?
– Næh, men jeg kan ikke leve uden. Det her er vist bare en meget dyr hobby. Og jeg er virkelig en dårlig sælger, men jeg elsker at gøre det her for andre, der også elsker deres hund. Jeg er bare nødt til det. Jeg er nok lidt en struggling artist med tendens til det depressive, men fotograferingen redder mig. Det er ren terapi at vælte sig i hundehvalpe, der bider mig i næser eller napper mig i øreflippen.
Kasper måtte fra starten indse, at hundene var Nadias største kærlighed. Allerede inden de blev kæreste, lagde Nadia kortene på bordet. Hundene vil altid komme i første række, kan du leve med det? Heldigvis blev Kasper, der ellers ikke er til små hunde, hurtigt begejstret for de små personligheder.
Fakta om Nadias hunde:
Jessie/Jellybean: purple tan blanding af chihuahua og papillon, 7 år, multiallergiker, lider af pletskaldethed.
Hayley: blue tan chihuahua, 4 år, har boet ved Nadia, siden den blev født.
Florrick: hvid malteser, polsk adoptivhund, 14 år og har en enkelt tand tilbage i munden.
Fakta om Nadias repertoire:
Portrætfotos
Hundeudstillinger
Sportsevents med hunde
Hyrdekonkurrencer
