Lørdag den 2. februar afholder Faaborg ØH et stort karneval i Forum Faaborg.

Der er ikke tale om et “slå-katten-af-tønden-arrangement”, men en fest med livemusik, dj, flere barer og forhåbentlig i omegnen af 600 festglade mennesker, fortæller Jeppe Holm fra festudvalget i håndboldklubben.

– Vi har tidligere holdt mange vinterfester med 7-800 deltagere, og nu genoptager vi den gode tradition med et karneval. Det er nu ikke noget, vi alene har fundet på, men et koncept vi har udviklet i samarbejde med en række ambassadører fra området.

Vi inviterede 20 vidt forskellige mennesker til et par idémøder, og fik på den måde inputs til, hvad en god fest skal indeholde. Nøgleordene var: udklædning, fedt band, gode barer og ordentlig mad. Det har vi så kogt sammen til det karneval, vi afholder i starten af februar i Forum Faaborg, siger Jeppe Holm.

Musikken bliver leveret af aarhusianske Båndsalat, der blandt andet har spillet til Jelling Festival og Aarhus Festuge og arrangørerne lover en stor oplevelse.

Bandet Båndsalat der spiller i Faaborg 2. februar.

Der er solgt cirka 300 billetter til festen via ambassadørerne, og nu er resten af billetterne frigivet til salg hos Shell Faaborg.

Hver af ambassadørerne har valgt et udklædningstema til sine gæster, men køber man billet hos Shell, bestemmer man selv hvilket kostume man kommer i, og bliver også lukket ind, selv om man ikke er udklædt, lover Jeppe Holm.

Faaborg ØHs frivillige skal også i gang med at bygge tre bar-temaer op til festen.
Der venter gæster en loungebar med bobler og udsigt over festen, en ginbar med masser af kulørte drinks samt en øl- og vinbar.

Billetprisen er 350 kr. og inkluderer festbuffet, livemusik, dj, og dans ad libitum.
Hør mere til bandet Båndsalat her: Båndsalat Live