Som en del af finansloven for 2019 får Øhavsmuseet i Faaborg 13 mio. kr. til at realisere et ambitiøst og nyskabende museumskoncept. Det nye museum vil præsentere de besøgende for helt nye sider af den storslåede sydfynske natur og historie.

Som en del af finansloven for 2019 er der afsat hele 13 mio. kr. til et nyt Øhavsmuseum i Faaborg. Bevillingen er den næststørste bevilling, der på dette års finanslov gives til et enkeltstående museum. Det glæder museumsdirektør Peter Thor Andersen:

– Vi er vanvittigt glade og stolte og ser det samtidig som et udtryk for, at også politikerne på Christiansborg bakker op om de planer, vi har for et helt nyt Øhavsmuseum, lyder det fra Peter Thor Andersen.

Om det nye museum fortæller han:

– Ambitionen med det nye Øhavsmuseum er at lade gæsterne møde en overrumplende iscenesættelse af naturen i området ved Det Sydfynske Øhav. De skal mødes af oplevelser, der mærkbart påvirker deres sind, og som samtidig forklarer dem, hvorfor naturen skaber denne påvirkning. Vores ønske er at vise, hvordan naturen i årtusinder har skabt samme effekt på mennesket og dermed også har været med til at skabe den kultur, vi alle er forbundet til.

Gennem et helt nyt museumskoncept vil det nye Øhavsmuseum lade gæsterne føle de sindsstemninger, som naturen giver os mennesker samt sætte dem i relation til vores landskabs dannelse og danmarkshistorien. Derigennem sætter museet fokus på kvaliteterne ved livet uden for de store byer.

Faaborg bliver nyt oplevelsescentrum
På borgmesterkontoret i Faaborg-Midtfyn Kommune er der glæde over bevillingen til Øhavsmuseet. Her lyder det fra borgmester Hans Stavnsager:

– Vi er i gang med en omfattende udvikling af Faaborg, hvor vi skal finde det, byen skal leve af i fremtiden. Vores ambition er at forvandle Faaborg fra en industriby til et nyt oplevelsescentrum for mennesker, der gerne vil både naturen og kulturen. Derfor har vi fra kommunens side blandt andet investeret 20 mio. kr. i et nyt Øhavsmuseum. At Øhavsmuseet nu er kommet på finansloven, er en stor anerkendelse af de ambitioner, vi har både for Øhavmuseet og for byen.

Fakta om udviklingen i Faaborg
Faaborg-Midtfyn Kommune har gennem de senere år investeret i blandt andet et nyt kulturhus og et nyt havnebad i Faaborg. Med budget 2018 besluttede kommunalbestyrelsen at afsætte 20 mio. kr. til et nyt Øhavsmuseum og 20 mio. kr. til renovering af Faaborg Museum. Museerne blev dermed også til signaturprojekter i hele kommunens udvikling. Også udviklingen af den gamle slagterigrund i Faaborg er blandt signaturprojekterne. Alt i alt forventer kommunen en omfattende forvandling af Faaborg over de næste ti år.