Den nystartede forening ’Bådebyggeriet’ har store planer for havneområdet på Dyreborg, og med en kvart million i tilskud fra LAG-SØM er projektet kommet godt fra start. Nu er foreningens medlemmer og frivillige i gang med at få projektet ført ud i livet.

Af Pernille Pedersen

Det gamle bådebyggeri på havnen i Dyreborg skal være omdrejningspunktet for aktiviteter, der kan trække liv til byen. Projektet tæller bl.a. en café, en livsstilsbutik, et kreativt værksted og en bade- og bådebro. Tanken er, at alle skal kunne låne faciliteterne til fx udstillinger, kurser og workshops.

Med indkøb af udstyr satser foreningen også på at udvikle aktiviteterne på vandet. Her bliver der investeret i SUP, kajakker og snorkeludstyr, ligesom der er planer om at bygge en mobil sauna, et shelter og en legeplads.

Michael Skov Hansen er indehaver af det gamle bådebyggeri, som han stiller til rådighed for foreningen, da han deler deres visioner for området.

– Søren (Red. formand for foreningen ’Bådebyggeriet’) og jeg faldt i snak om kystaktiviteter i Dyreborg. Vi ville begge gerne styrke det eksisterende. Vi kan jo se, at der er aktivitet på øerne, fx trækker Lyø mange turister til med deres nye spisested, og vi tænkte, at det er ærgerligt, at der ikke er mere liv i Dyreborg. Vi håber på en synergieffekt, hvor Provianten også bliver styrket, hvis vi får flere sejlere trukket til, fortæller Michael Skov Hansen.

Projektet har et anlægsbudget på knap 1,3 millioner, der skal dække anlægsudgifterne til alt lige fra kloakering og el-arbejde til indkøb af udstyr til vandaktiviteter. Foreningen har lavet en finansieringsplan, hvor de, foruden de allerede bevilligede midler fra LAG-SØM, har søgt midler fra Borgerbudget 2018, Friluftsrådet, Lokale- og Anlægsfonden, Realdania og Nordea Fonden.

Søren Lysemose, formand for foreningen ’Bådebyggeriet’, er fortrøstningsfuld om, at foreningen nok skal nå i mål.

– Vi hører fra vores ansøgninger primo 2019, og hvis alt går efter planen, kan vi gå i gang med byggeriet allerede til efteråret 2019. Måske endda til sommer, hvis alt flasker sig, fortæller formanden.

Søren Lysemose kom på idéen for 3-4 år siden, da han og hustruen flyttede til Dyreborg.

– Vi opdagede, at man ikke engang kunne købe en is på havnen, og det var simpelthen for galt, syntes vi.

Sammen med lokale frivillige gik projektet i gang, og grundidéen er at binde byen sammen, så alle få gavn af det nye. Det må ikke blive en konkurrence blandt byens handlende.

– Projektet bliver borgerdrevet, ligesom Provianten. Vi kommer til at søge nogle driftsmidler længere henne i forløbet, men projektet skal kunne drive sig selv. Og kunderne skal gå herfra med en god fornemmelse, hvor de har fået varer af god kvalitet, afslutter Søren Lysemose.