Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Roser i Dyreborg

I et drivhus i Dyreborg udvikler og forædler Rosa Eskelund nye sorter af roser. Snitroser, potteroser, haveroser og gourmetroser. Som den eneste kvinde i en mandsdomineret branche har Rosa og hendes roser verdensomspændende succes.

Vi møder Rosa Eskelund foran det store drivhus i Dyreborg. Rosa brænder for sit arbejde med forædling af roser, og allerede inden vi når at stille et eneste spørgsmål, går hun ivrigt i gang med at fortælle og forklare, samtidigt med at hun slæber rundt på stativer og vogne med roser.

– Jeg har ikke været heroppe ved drivhuset, siden fragtmanden var her i går. Jeg er lige kommet hjem fra en messe i udlandet, så jeg skal lige have de roser her udenfor, de kan ikke lide at være indenfor.

Roserne bliver kørt i det fri, og Rosa får øje på en særlig fornem rose. En abrikosorange rose, som blev udvalgt til produktion af Prins Henrik.

– Prinsen skulle selv have døbt den, men det nåede han desværre ikke. Heldigvis har Ghita Nørby sagt ja til at døbe den her 1. juli. Den skal hedde ’Prins Henrik’, som prinsen selv besluttede.

Der hersker en særlig traditionsbåret kultur blandt rose-entusiaster, med messer, conventions, juryer og officielle ceremonier med dåb.

– Ingen andre blomster kommer op på siden af rosen. Der findes rosenselskaber i alle lande verden over. Der findes også en international jury, der flyver verden rundt og vurderer roser. De uddeler hvert år ’Den gyldne rose’, og den skal jeg nok vinde en dag, fortæller Rosa.

Rosa går naturen i bedene

Indenfor i drivhuset dufter roserne om kap, og duften er både ubeskrivelig og overvældende. Herinde udøver Rosa sin forædlingskunst. Sorter skal sammensættes til nye sorter, som er smukkere, mere modstandsdygtige, har flere knopper og dufter som en drøm.

– Mine roser skal være lette at dyrke og lette at sælge. Jeg udvælger roserne efter, at de skal være sunde og buskede, og så skal de naturligvis være smukke, forklarer Rosa.

En nøje udvalgt rose bliver udvalgt som ’mor’. Kronbladene fjernes, og knoppen emaskuleres. Det vil sige, at han-delen af knoppen fjernes, hvorefter den gule pollen opbevares i små bægre med navn og kode. Hun-delen er nu blottet, hun modnes, og så påføres der pollen fra en anden han med en lille pensel – denne del af processen kaldes bestøvning.

– Hvis det lykkes, så dannes der et rosenhyben, som kan indeholde mellem 1 og 50 kerner. De kerner er alle genetisk forskellige, selvom de har sammen mor og far. Alle kerner plantes og cirka 25 % spirer op, og så selekterer jeg de roser, der lever op til mine kriterier.

Når en rose viser sig at være både sund, smuk og velduftende, tager Rosa patent på den specifikke nye sort. Herefter kan producenterne i udlandet købe sig licens til at producere og sælge sorten.

Kongeligt og kvindeligt touch

Kriterierne er strenge for de nye sorter, og den høje standard har gennem årene tiltrukket flere prominente navne, som gerne stiller op, når roserne skal døbes.

Prins Henrik har udvalgt og navngivet sin helt egen rose, udviklet af Rosa, og kronprinsesse Mary har døbt en af Rosas miniroser i Odense, Princess Infinity, blev navnet. Ghita Nørby har navngivet en af Rosas roser, som gav hende et internationalt gennembrud.

– Det kan være svært at få nye sorter ind på markedet, da folk ofte vælger de gamle og kendte navne. Og så er det godt med et kendis-touch. Fx er rosen ’Our last Summer’, som Ghita Nørby navngav, altid udsolgt, fortæller Rosa.

Igennem ti år udviklede Rosa en særlig rose, der skulle ære Lise Nørgaard, og denne rose kan bl.a. ses på Bakken.

Der findes kun få rose-forædlere i verden, og Rosa er den eneste, der udvikler alle typer roser: snitroser, potteroser (miniroser), haveroser og gourmetroser. Og så er hun den eneste kvindelige forædler, hvilket giver opmærksomhed i rosenkredse.

– Sidst i juni udkom der er ny bog om roser: ’The History of the Rose in Denmark’, og der er et stort afsnit om mine roser med. Det er lidt vildt, at mine roser er verdensomspændende, og så er de udviklet her i lille Dyreborg, smiler Rosa.

Hver rose sit navn

På Fiskervænget i Dyreborg ligger Rosas hus. Med en stor have, der går ned til vandet, og med Bjørnø i baggrunden. I haven har Rosa plantet cirka 200 af de bedste nye sorter. Hver ny rose får sit eget unikke navn: ’What a wonderful world’, ’Rosa loves me tender’, ’Royal diva’. For hvert skridt vi tager i haven, dukker der nye roser op, og Rosa viser og slynger om sig med velklingende navne.

– Den her hvide rose er ’Inger forever’, hun skal døbes på søndag, og hun dufter vidunderligt og er SÅ smuk, fortæller Rosa.

Rosa og hendes mand Harley Eskelund driver sammen virksomheden Roses Forever ApS. Udover drivhuset i Dyreborg, har de et stort gartneri i Aarhus, der drives af deres søn, Anders Eskelund.

Vil du vide mere om Rosas forædlingskunst, kan du læse hendes nye bog ’Rosa – forædleren’, som er skrevet af Torben Thim og netop er udkommet på markedet.

Faktaboks:

Kronprinsesse Mary har i alt døbt tre roser for Roses Forever:

• Princess of Infinity, Odense 2012

• CPH Garden in Bloom, Valbyparken 2017

• What a Wonderfull World, Odense 2017

Ghita Nørby har i alt døbt fire roser for Roses Forever:

• Our Last Summer – duftende klatrerose, Bjerringbro 2013

• Fru Nørby – duftrose, Odense 2016

• Inger Forever – duftrose, Hillerød 2018

• Prins Henriks rose, Fredensborg slot 2018