- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

En ægte vinder

På Mørkbjergvej producerer ægteparret Stig og Marianne Bløcher Winner Optimist-joller. Deres brand er efterspurgt i hele sejlerverdenen, og hvert år sejler jollerne fornemme medaljer i hus. Blandt de unge sejlere giver det stor prestige at blive udtaget til den eksklusive trup for verdens bedste sejlere – Winner Team.

- Annonce -

I 2002 flyttede Stig og Marianne Bløcher fra Kolding til Faaborg. Her skulle de overtage produktionen af optimist-joller efter Stigs papfar.

– Vi havde to år forinden fået vores første søn, så det var et godt tidspunkt at flytte på. Vi lavede et glidende generationsskifte, men vi var virkelig unge virksomhedsejere, og der var meget at lære, fortæller Marianne.

I ungdomsårene var både Stig og Marianne ivrige og dygtige sejlere i både optimist- og europajoller. Begge har flere medaljer fra både danmarksmesterskaber og europamesterskaber med sig i bagagen. De mødtes naturligvis i sejler-miljøer, som dengang var i Skærbæk Bådklub.

Fra yderst til inderst

I produktionen er der fuld fart på ventilationssystemet, og de seks medarbejdere er beskyttet med både hvide overtræksdragter og åndedrætsværn. En er i færd med at male en form med gelcoat.

– Det er en lidt særlig arbejdsgang, vi bygger jollen udefra og vi starter faktisk med malingen. Det er en særlig gelcoat, som kan slippe formen igen, når vi har støbt færdigt. Støbningen foregår som håndoplagt glasfiber, der rulles sammen med polyester, forklarer Stig.

Overalt i produktionslokalet er der opstillet bukke, som bærer på formstøbte glasfiberdele: skrog, sværdkister og essinger ligger færdigstøbt og klar til at blive samlet til en optimistjolle.

Mændene i de hvide dragter og med summende åndedrætsværn bevæger sig rundt mellem luftslanger, formstøbte dele og de mange vejestationer. De pudser, måler, maler og måler igen. En optimistjolle fra Winner Optimist vejer altid 35 kilo, når den forlader fabrikken. Ikke mere, ikke mindre.

– Der er mange restriktioner for en optimistjolle, både i forhold til mål og vægt. Så vi har få muligheder for at lave ændringer på jollerne. Men vi er altid på forkant med fx de nyeste trends indenfor tovværk eller hængestroppe, fortæller Stig. 

På knæ under en færdigsamlet joller ligger endnu en hvidklædt mand og maler indersiden med den særlige gelcoat-maling. Jollen vejede omkring 40 gram for lidt, og med et ekstra lag coating kan de ramme vægten på 35 kilo.

Winner Optimist er den eneste producent af optimistjoller, der er tilbage i Danmark, men parret har ingen planer om at flytte produktionen til udlandet.

– Ved at have produktionen helt tæt på har vi altid fingeren på pulsen. Vi er også meget omstillingsparate, hvis der fx kommer en specialbestilling som skal fremstilles hurtigt. Og så har vi fuld kontrol over processen og kan stå inde for både kontrollen og kvaliteten, forklarer Marianne.

Der eksperimenteres også med at udvikle nye produktionsmetoder. Fx er den nye værkfører, Matthias Grell, i færd med at afprøve, om vakuumstøbning er mulig. På den måde kan de indkapsle styren-produkterne, og medarbejderne kan undgå de besværlige åndedrætsværn.

Hæder og priser

I dag ligger ansvaret for virksomhedens personale og økonomi hos Marianne, mens Stig fungerer som direktør og varetager salget.

– Vi producerer 500-600 optimistjoller om året. 5% afsættes i Danmark, og resten eksporteres til Tyskland, USA, Spanien eller Saudi-Arabien, faktisk til alle lande med en kyststrækning eller store søer, forklarer Stig.

På væggene i lagerlokalerne hænger mange beviser på topplaceringer som Winner Optimist-jollerne har opnået til internationale mesterskaber. Og på kontoret er der utallige trofæer og platter, som virksomheden har modtaget som hædersbeviser for deres produkt.

– Vores optimistjoller har vundet guld til VM i 2013, 2014 og 2016, og sølv i 2015 og 2017. Vi sidder på elitemarkedet for kapsejladssegmentet, og vi går meget op i resultater, da det er det, der sælger vores produkter, fortæller Stig.

De allerbedste sejlere i verden kan ansøge om en plads på Winner Team. En plads, der i prestige er at sidestille med EM eller VM.

– Ansøgerne skal være i top 3 i sit eget land, og så skal de bevise deres værd i internationale stævner. De sejlere, vi udvælger, får udstyr til specialpris. Deres jolle får en bestemt farve, og de får tøj med navn mm. De er en slags ambassadører for os. Det giver god reklame, men det giver også udvikling til sporten, da sejlerne på holdet diskuterer træningsmetoder og deler deres viden, forklarer Stig.

Lokal såvel som internationalt

Når parret ikke befinder sig på Mørkbjergvej, er de oftest at finde i Faaborg Sejlklub.

– Vi har nu fire børn, hvoraf de tre sejler. Jeg underviser i sejlklubben to gange om ugen, og i weekenderne er vi ofte ude til stævner, enten fordi børnene skal deltage eller også er vi ude med vores salgs- og supportvogn, fortæller Marianne.

Udover at være træner, så sidder Marianne også i bestyrelsen i sejlklubben og er formand for ungdomsudvalget.

Den 4. august vender familien hjem fra Sverige, hvor Frederik på 13 år har deltaget i Nordisk Mesterskab. Turen derop og hjem igen foregik naturligvis ad vandvejen.

Fakta om optimistjoller:

  • sejles af unge mellem 8-15 år
  • måler 2,4 x 1,2 meter og er 45 cm dyb
  • vejer 35 kilo
  • koster fra ny omkring 36.000 kr. inkl. al udstyr
  • der findes 35 producenter i verden – kun én i Danmark
- Annonce -