- Annonce -

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Skrønemuseum på Lyø

Foran de tryllebundne gæster står sømandskonen og beriger tilhørernes fantasi og moral med nogle af sine mange skrøner fra et langt eventyrligt liv fra derude, hvor færgerne vender. Et liv, der nu har fundet sig til rette på Lyø, hvor sømandskonen har mødt de ting, der er vigtigst for hende, nemlig frihed og tryghed.

- Annonce -

På Kærlighedsstien 1 fyldes næseborene med duften af caprifolie og jasmin. Under de blomstrende træer dukker sømandskonen op, og hun er iført en hellang dybblå kjole, perlehalskæde, hjemmestrikkede strømper og grønne crocs. Det lyse hår står som en kontrast til den solbrune hud, og det underfundige smil og de intense blå øjne byder velkommen sammen med dagens første skrøne:

– Jeg har lige udvidet mit museum med en zoologik have, her på nabomarken er der uldsvin, det er de mest skøre dyr, i kan forestille jer. Og her har vi Brutus, han er en moskusand og øens avlsand nummer 1, han er far til 321 ællinger og har pt fire koner, der alle hedder fru Pedersen.

Når Susi Hansen, som sømandskonen hedder, fortæller, synes det pludseligt ikke så vigtigt, om fortællingen er sand eller ej. Man overgiver sig og forføres ind i en verden, hvor skrønens skønne væsen kan stå uimodsagt, og hvor det er umuligt at protestere.

Fortællingen for fortælleren

Forhaven er nu fyldt med museumsgæster. 27 gæster fra et drambryggerlaug i Odense har fundet vejen til Lyø og Skrønemuseet. Rutineret inddeler sømandskonen de nyankomne i to hold. Hold 1 går over i Club Exotic, som hun kalder sit galleri. Galleriet gemmer sig i en bygning under en blåregn, der smyger sig hele vejen langs taget. I væggen har hun banket et rundt hul, der minder om et ko-øje på et skib.

På nummererede søkort, ophængt på væggene, har sømandskonen nedskrevet sin livshistorie. Der bliver stille blandt gæsterne, mens fortællingen indtages og galleriets øvrige kuriositeter betragtes. Her findes nemlig også fotografier fra øen (taget af sømandskonens pressechef), kunst lavet af kagedrys (naturligvis med tilhørende smagsprøver) samt postkort og dekorede sten, der kan erhverves som souvenir.

Gæsterne cirkulerer op i haven. Betragter uldsvinene. Brutus lader sig beundre. Hurtigt opstår der en livlig diskussion om skrøner, myter og fortællingens kraft, og der lyder en beretning om Langelandsfortet, atomraketter og deres medvirken til Cuba-krisen. Det synes åbenlyst, at sømandskonens livsfortælling sætter tankerne i gang hos gæsterne.

På strømpefødder i skrøneland

Hold 1 bliver nu inviteret indenfor i museet og placerer sig på stolerækken i køkkenet. Foran forsamlingen står sømandskonen i bredstående stilling på sine strømpefødder på det hvidmalede trægulv. Hænderne er begravet i kjolens dybe lommer, og de eventyrlige øjne fanger hver enkelts opmærksomhed.

Med passende ansigtsmimik går beretningerne i gang, mens hænderne rækker ud efter den ene genstand efter den anden. Hver genstand med sin egen skrøne, der rutineret bliver foldet ud af sømandskonen.

Hun leder publikum gennem heksehistorier, ud på Fiji-øerne, op til tubilakkerne på Grønland og tilbage til en skomager på Als. De hører om skattefiduser, karrysild og kannibaler. Kannibalen har flået korsettet og mamelukkerne af en hvid dame og er i færd med at spise hendes ene ben.

– Det her er stærke sager, kan i nok høre, fortæller sømandskonen.

Hun hvisker, bøjer sig forover mod publikum, svinger med stumper af lårbensknogler og indfanger alle de negative vibrationer i rummet med en gedigen plastikgenstand fra Hong Kong.

– I må indrømme, den er grim, siger hun tørt.

Publikum griner. Men grinene bliver afløst af stille eftertænksomhed. For skrønerne har alle en vigtig morale. Ikke en håndfast morale, men noget med at komme væk fra hverdagens småtterier og ud i friheden, bare for at opdage, at man ikke kan flygte fra sig selv.

Om savn og sagn

Efter en halv times tid i skrøneland lukkes hold 1 ud i haven igen og fortsætter deres ø-vandring. Sømandskonen indtager en lænestol, læner hovedet tilbage, lukker øjnene og fortæller:

– Da Viggo døde i 2016, måtte jeg nedlægge vores søfartsmuseum. Jeg har ikke forstand på det skibstekniske. Heldigvis overtog Marstal vores klenodier, fx min sekstant. Men mine piger synes, det var synd, hvis jeg skulle stoppe med at fortælle, og så oprettede jeg Skrønemuseet. Jeg kan godt lide, når folk kommer til at grine af verdens fortrædeligheder.

På køkkendøren hænger ægteparrets ækvator-dåbsattester. Sømandskonens ækvatornavn er Mallemukken. Et navn, som Viggo gav hende.

– Jeg er stolt af det navn. Mallemukken er en færøsk fugl, som egentlig er bygget forkert. Man skulle slet ikke tro, den kunne flyve, men den gør det bare. Og jeg har jo mine dårlige fødder og knæ, men jeg går alligevel.

Hvordan Viggos ækvatornavn, Sø-tyren, er opstået, vil hun ikke nærmere ind på.

Episke urfortællinger er fynske

Den 68-årige sømandskone fortæller for både voksne og børn. Fortællinger findes i alle folkeslag, og en gang fortalte hun historien om, hvordan fuglekongen fik sit navn. Tilhøreren var en kurdisk flygtning, som genkendte historien fra hjemlandet og blev meget rørt.

– Fortællinger vandrer fra generation til generation. I 1990’erne fandt en italiensk forsker ud af, at Odysséen slet ikke foregik i Grækenland. DR ville for et par år siden lave en podcast-serie om den opdagelse, og de ringede og spurgte mig, om jeg kendte til teorien. Jeg svarede, at det gjorde jeg, fordi jeg faktisk var gift med Odysseus.

DR besøgte sømandskonen på Lyø og lavede en podcastserie i tolv afsnit. Har du lyst til at høre disse skrøner, så kan du lytte med på podcasten ’Den Nordiske Odyssé’.

Og ellers står sømandskonen klar med skrøner alle dage i sommerferien fra 11-17.

- Annonce -