Snart er det slut med at købe udstyr til jagten eller hesten i Korinth.

Lørdag starter BJK Jagt- & Rideudstyr ophørsudsalg, og inden længe drejes nøglen for sidste gang. Ophørsudsalget starter tre dage før, at butikken kunne fejre otte års fødselsdag, men nu går den ikke længere, fortæller John Andersen, der sammen med hustruen Bodil Kisholt har drevet butikken.

– Der er ikke længere det kundegrundlag, der er nødvendigt for en butik som vores. Vi har især mærket det, efter at rideskolen lukkede i Korinth, det har kostet mange kunder i vores afdeling med rideudstyr, og så har nethandlen jo også taget sin del, konstaterer John Andersen over kaffen i butikkens baglokale.

Der er ikke nok jægere, der har fundet vej til butikken i Korinth.

Bodil Kisholt der selv er ivrig rytter, kommer til at savne de gode snakke med kunderne, men ser også frem til at prøve at holde en “rigtig” ferie.

– Det har været hårdt at drive butik. Du er hele tiden på, uanset hvor du kommer og går, men nu bliver det dejligt at komme videre, fortæller hun.

John Andersen erkender, at det har været en svær beslutning at lukke butikken, men nu vil han ikke “kaste” flere penge efter butikken.

– Nej, det nytter ikke. Vi skal ikke ud i en konkurs, så hellere stoppe mens legen er god og tænke tilbage på de gode år, der har været. Jeg er selvfølgelig ked af, at Korinth mister en af sine sidste detailbutikker, men sådan må det være, erkender han.

Hele butikken sælges med 50% rabat fra lørdag kl. 10.

Parret skal bruge den kommende tid på at få lukket butikken ned og så lede efter deres kommende jobs.

54-årige John Andersen har allerede været i kontakt med flere om et muligt job, men han vil gerne have afviklet butikken, inden han starter et andet sted.

– Men du må gerne skrive, at jeg er åben over for alt, griner han.

Bodil Kisholt drømmer om at vende tilbage til sin gamle branche og få et arbejde på et kontor.

Lørdag den 7. juli kl. 10, starter butikken ophørsudsalg, og det bliver med et brag.
Der er nemlig 50% rabat på hele butikken også nedsatte varer, så de håber hurtigt at få varerne af hylderne.

Nu skal hylderne tømmes for sidste gang, og om 14 dage starter salget af inventaret.

– Vi håber selvfølgelig, at det går stærkt, men vi holder åbent, så længe der er varer til det, og har man gavekort eller tilgodebeviser liggende, så er det nu de skal bruges, slutter Bodil Kisholt.